Hej og velkommen til endnu en biltest. Jeg tænkte at jeg godt kunne lukke en enkel brugttest ind midt i alt lancering og tv præmiere på petrolheads. Og tænker også vi meget snart vender tilbage til normal sendeflade på begge blogge. Men jo bilen er ikke bare en bil. For det her er ikke en hvilken som helst gammel XC90er. Ikke nok med at det er V8eren så er det også en Executive med R design optik. Så alt i alt en smuk bil i en klassisk elegant farvekombination. Men ellers ville jeg bare takke Harris Hansen biler i Helsingør for at jeg måtte låne dette yderst fine eksemplar. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder hvis Suzuki eller brugtbilsdrømmen opstår.
Noget af det fineste XC90 man kunne købe.
Selvom at jeg allerede har kørt et eksemplar til brugttest for nogle år tilbage. Så har jeg altid ønske at få prøvet den helt rigtige XC90er som i den helt rigtige. Og med det menes selvfølgelig V8eren i Executive med R design optik. Den eksakte bil står bare knivskarp angående udseende og farvekombination. Jeg har altid elsket denne periode af Volvo når vi taler interiørdesign og eksteriørdesign. Og testbilen er et virkelig godt eksempel på denne periode. Der er en fantastisk Skandinavisk minimalisme over det hele men hvor at det hele også er stilsikkert udført. Og i testbilen bliver det hele hjulpet på vej af udstyrsnieavu. R design pakken højner eksteriørdesignet hvor at de større fælge fylder skærmkasserne fint ud. Og så synes jeg også at de fire poleret afgangsrør som forøvrigt er specifikke til V8eren er en fin detalje. Men førerpladsen er også et fortrinligt sted at opholde sig. Selv sådan noget som farvetemaet i interiørdesign er efter min mening meget indbydende. Man har komplet mørk beige eller biscuit kabine hvor at øverste del af instrumentbrættet er i en indbydende karamelbrun nuance. Og så er der spredt massere mørkt nøddetræ og alutrim rundt i det hele. Selv rat ringen er udført i mørkt ædeltræ. Ja selv den grønne baggrundsbelysning i instrumenter og displays er med til at gøre det meget mere æstetisk behagende at se på i mit vedkommende. Angående ergonomi scorer den også højt. Til at starte med har man nogle af industriens bedste forsæder på det tidspunkt i hvert tilfælde når vi taler nærluksus. Man sidder yderst komfortabelt men hvor de stadigvæk støtter ganske fint. Imens at yde god pasform til en række forskellige kropsbygninger. Og så er alle knapper og kontakter logisk placeret og indenfor rækkevidde. Det eneste der virkelig trækker ned i indretningen er navigationsskærmen og betjeningen af denne. Det er en grimt integreret gammel ting der ligner noget fra en gammel turistbus eller en billig tredjepartsenhed. Hvor at enheden betjenes med en sepperat infrarød fjernbetjening. Ja den fungerer faktisk uafhængigt fra resten af infotainmentsystemet. Brugergrænsefladen er faktisk fin nok hverken være eller bedre end andre samtidige systemer. Men bare det med at man har et ekstra trin i processen med at skulle tage kontrollen over fjernbetjeningen påvirker brugeroplevelsen negativt. Men et andet pluspunkt er helt klart kabinekvaliteten. Øverste del af instrumentbræt og dørpaneler er tykt polstret med en slags nupret gummifinish. Der er ikke noget der virkelig rasler og knirker. Og dog føles nogle af kontakterne og hængslerne til handskerum og aflægning en smule til den billige side. Men det er faktisk ikke så værst. Men hvordan kører den så. Det kan I få at vide nu her. Styretøjet føles smidigt og forudsigeligt. Det kommunikerer ikke så meget feedback tilbage ej føles det heller ikke så præcist. Men det er heller ikke det der virkelig er førsteprioriteten i denne slags bil. Undervognen er også fin nok til husbehov. Den læner mest mod komfort men uden at nå Lexus eller Mercedes til sokkeholderne. Og så er bremsepedalen også lidt til den uldne side. Og så føles den bare ikke ikke god angående feedback dosering og response. Ja selv efter 00er SUV standard er den ikke alt for god. Men det at gøre det godt nok uden at gøre det fantastisk rent køredynamisk har jo lidt altid været Volvos ting. Men motor og drivlinje er til gengæld rimelig verdensklasse i min bog. Eller i det mindst fuldt på højde med andre luksus SUVer fra den periode. V8eren med motorkoden B8444S var udviklet i samarbejde med Yamaha som faktisk har en lang tradition angående design og udvikling af bilmotorer. For eksempel er mange Toyotas ikoniske motorserier så som 2jzGTE og 4aGE skabt med Yamaha udviklet topstykker. Og det er da også en herlig lille maskine. Den udvikler krafterne smidigt og med en god speederresponse imens at man altid har det rigtige V8 bundtræk tilstede som man forventer i en slæde af denne kaliber. Og så akkompagniere drivlinjen bare motoren rigtig fint. Krafterne bliver sendt igennem en 6 trins Aisin transaksel og videre igennem et Haldex permanent firhjulstræk system. Gearkassen skifter smidigt ved stille kørsel men hvor at den også responderet hurtig ved kickdown og hård belastning uanset om man kører i manuel eller automatprogram. Og så føles det som om at man altid har vejgreb på grund af firhjulstræk. Det bidrager også til følelsen af letkørthed. Det føles ikke som om at den har nogen lumske bagtanker.
Konklusion.
Efter at havde kørt den hvad lyder dommen så på. Jeg synes jo at det er den helt rigtige motorstørrelse i denne model. Den lille 2.5er kunne godt føles lidt bovlam i XC90eren. Men i V8 der føles den jo som en værdig konkurrent til sådan noget som Q7 og E53 X5. Og selvom at den ikke kører ligeså skabt som X5 så synes jeg at designet er helt fantastisk og så har den jo stadigvæk næsten alt udstyr. Så det er efter min mening stadigvæk en herlig bil og et fedt alternativ til dem der ville have noget skandinavisk nærluksus der er pakket ind i et tidsløst design.
Hvis du ville læse om andre luksus-SUVere fra 00erne så må du endelig give linksne et kig nedenunder.
- Biltest Audi Q7 V12 TDI
- biltest X5 E53 4.4 i.
- Biltest 955 Cayenne turbo.
- Tilbageblik L320 Range Rover Sport.
- Biltest XC90.
- Tilbageblik Audi Q7 4L.
