Veterantest Volvo 164 TE.

Hej og velkommen til endnu en veterantest. Idag skal vi skrive om endnu en meget ventet bil. Og igen har jeg været så heldig at få mulighed for at låne den hel særlige udgave af denne bil. For kendere ved at det her ikke bare er en normal 164er. TE eller top executive er helt klart det man ville kalde en enhjørning indenfor bilverden. For med 40 produceret enheder er det absolut ikke én at man støder på hver dag. Men ellers ville jeg bare takke Copenhagen Classic garage for at jeg måtte komme og lave anmeldelse på dette klenodie. Du må endelig gerne give deres webside et kig i linket nedenunder hvis du er til rigtige veteranere til de rigtige priser.

CCgarage.dk

164er med blåt blod.

Det er sjældent at man kan sige at en bil er skabt til Royalt formål og at den på den måde har blåt blod i årene. Men 164TE kunne godt betegnes på den måde. Denne eksklusive udgave af 164eren var oprindeligt tiltænkt det Svenske kongehus. Hoffets flåde af stabsbiler stod tilbage i 1970erne til udskiftning hvor at der højst sandsynligt på grund af national stolthed var et Ønske om køretøjer af Svensk herkomst. Volvo svarede på dette Ønske med en mere glamourøs udgave af deres store sedan. TE har både aircondition elektronisk benzinindsprøjtning og high end radio og 8 højtalere. Hvilket jo er var meget luksuiøst efter Europæisk standard i 1970erne. Det var langt fra alle der kunne få fingrene i denne specialmodel. Der blev kun produceret 40 enheder. Og de få der blev allokeret til privatpersoner blev givet til udvalgte Volvo importører i de relevante markeder. Og med relevante markeder menes der faktisk kun Storbritannien Holland Tyskland og så mener jeg Australien hvis jeg husker rigtigt. Der er så lidt info på disse biler at jeg går efter hvad jeg fik fortalt under min prøvekørsel. Og den smule jeg kunne få skrabet sammen fra nettet. Men jeg prøver lige at gøre mit bedste. Jo så kunne TEeren også kun fås i tre forskellige metalfarver himmelblå (kode 111) kobber metallic (105) og turkis (115). Testbilen er som I kan se i turkis metal som er en virkelig smuk farve som spiller virkelig flot afhængigt af lys. I direkte sollys har den et gyldent skær. Og så går den fantastisk til det originale cognac læderindtræk. Det med at have højkontrast farver i lak og indtræk minder mig en smule om den noget nyere S60R der kunne fås med nogle rimelig vilde kombinationer som på en måde stadigvæk virkede. Generelt når vi taler design kan jeg rigtig godt lide den. På mange måder føltes den gammeldags i det at den rullede af samlebåndet. Men på en måde er der også noget tidsløst eller ikonisk over den. Ja bare sådan noget som bæltelinjerne lige under vindueskarmen til sideruderne og ved pyntelisterne er meget stilet udført. Og så er den anden front med 4 forlygter og en Rover-agtig frontgrill fint indkorporeret i det øvrige formsprog. Også når vi taler interiørdesign er det form følger funktion. Men hvor at det stadigvæk har en form for Skandinavisk minimalisme over sig. Og så føles den bare på en særlig måde med alt fra kørestilling til kvalitetsfornemmelse. Apropos kvalitetsfornemmelse så er det sådan lidt rustik eller hul fornemmelse men hvor at den stadigvæk føles solidt bygget. Men alt det basale såsom ergonomi virker helt fint. Men hvordan kører den så egentlig. Når man drejer nøglen starter den op med en herlig summen og lidt mekanisk støj. Der er vi lidt tilbage til det rustikke. B30eren som er lidt af et bådanker af en række6er er lidt ukultiveret i sin gangkultur og generelle fremfærd. Og da det er en stødstangsmotor kan den ikke tage ligeså mange omdrejninger. Men den kan stadigvæk flytte sig fint nok takket værre godt bundtræk i bunden af omdrejningsregistret. Alle TEere var udstyret med den 3 trins BorgWarner 35 konverter automatgearkasse med elektrisk overdrev. Det var en ganske fin gearkasse efter datidens standard men den skifter stadigvæk ikke ligeså hurtigt og smidigt som en samtidig ZF eller GM boks. Især under hård belastning giver den et lille ryk ved opskift. Selv ved varm gearkasse. Men udvekslingen selv uden at overdrevet slået til er ganske fin. Den er nemlig lidt lang i tredje gearet så den kan fint køre på motorvej med 110 til 120 i timen uden de store problemer. Angående styretøj og undervogn går det også som man forventer det i sådan en skærgårds-traktor. Styretøjet føles lidt fraværende selv i forhold til andre 70er biler. Og så styrer det heller ikke så præcist. Men det er en opgradering at man har servostyring i modsætning til en 140er. Undervognen er blødt affjedret denne effekt bliver forstærket af det tykt polstret førersæde som heller ikke giver megen støtte. Og dog føles den stadigvæk ganske retningsstabil under motorvejsfart. Men og hvor at dette selvfølgelig sker med den mængde støj at man forventer i en 70er bil. Og typisk for bilerne dengang overdøver motorens lyd rulle og vindstøjen.

Konklusion.

Efter at have kørt den hvad lyder dommen så på. Jeg synes faktisk at den er meget interrasant. Selvom at den ikke kører meget anderledes end så meget andet fra den tid. Så er det en spændende historie angående dens tilblivelse. Og så er det jo bare en virkelig flot udgaven af en regulær bil. Uanset hvad er jeg bare taknemmelig over at få muligheden for at køre den. Men vi ses i hvert tilfælde til næste motortest. Hold jer muntert.

Hvis du ville læse om andre veteranere eller bare om specialbiler. Må du endelig give nedenstående links et kig.