veterantest – upgear.blog

Veterantest Volvo 164 TE.

Skrevet den august 28, 2026august 30, 2026 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en veterantest. Idag skal vi skrive om endnu en meget ventet bil. Og igen har jeg været så heldig at få mulighed for at låne den hel særlige udgave af denne bil. For kendere ved at det her ikke bare er en normal 164er. TE eller top executive er helt klart det man ville kalde en enhjørning indenfor bilverden. For med 40 produceret enheder er det absolut ikke én at man støder på hver dag. Men ellers ville jeg bare takke Copenhagen Classic garage for at jeg måtte komme og lave anmeldelse på dette klenodie. Du må endelig gerne give deres webside et kig i linket nedenunder hvis du er til rigtige veteranere til de rigtige priser.

CCgarage.dk

164er med blåt blod.

Det er sjældent at man kan sige at en bil er skabt til et Royalt formål og at den på den måde har blåt blod i årene. Men 164TE kunne godt betegnes på den måde. Denne eksklusive udgave af 164eren var oprindeligt tiltænkt det Svenske kongehus. Hoffets flåde af stabsbiler stod tilbage i 1970erne til udskiftning hvor at der højst sandsynligt på grund af national stolthed var et Ønske om køretøjer af Svensk herkomst. Volvo svarede på dette Ønske med en mere glamourøs udgave af deres store sedan. TE har blandt andet aircondition elektronisk benzinindsprøjtning og high end radio og 8 højtalere. Hvilket jo var meget luksuiøst efter Europæisk standard i 1970erne. Det var langtfra alle der kunne få fingrene i denne specialmodel. Der blev kun produceret 40 enheder. Og de få der blev allokeret til privatpersoner blev givet til udvalgte Volvo importører i de relevante markeder. Og med relevante markeder menes der faktisk kun Storbritannien Holland Tyskland og så mener jeg Australien hvis jeg husker rigtigt. Der er så lidt info på disse biler at jeg går efter hvad jeg fik fortalt under min prøvekørsel. Og den smule jeg kunne få skrabet sammen fra nettet. Men jeg prøver lige at gøre mit bedste. Jo så kunne TEeren også kun fås i tre forskellige metalfarver himmelblå (kode 111) kobber metallic (105) og turkis (115). Testbilen er som I kan se i turkis metal som er en virkelig smuk farve som spiller virkelig flot afhængigt af lys. I direkte sollys har den et gyldent skær. Og så går den fantastisk til det originale cognac læderindtræk. Det med at have højkontrast farver i lak og indtræk minder mig en smule om den noget nyere S60R der kunne fås med nogle rimelig vilde kombinationer som på en måde stadigvæk virkede. Generelt når vi taler design kan jeg rigtig godt lide den. På mange måder føltes den gammeldags i det at den rullede af samlebåndet. Men på en måde er der også noget tidsløst eller ikonisk over den. Ja bare sådan noget som bæltelinjerne lige under vindueskarmen til sideruderne og ved pyntelisterne er meget stilet udført. Og så er den anden front med 4 forlygter og en Rover-agtig frontgrill fint indkorporeret i det øvrige formsprog. Også når vi taler interiørdesign er det form følger funktion. Men hvor at det stadigvæk har en form for Skandinavisk minimalisme over sig. Og så føles den bare på en særlig måde med alt fra kørestilling til kvalitetsfornemmelse. Apropos kvalitetsfornemmelse så er det sådan lidt rustik eller hul fornemmelse men hvor at den stadigvæk føles solidt bygget. Men alt det basale såsom ergonomi virker helt fint. Men hvordan kører den så egentlig. Når man drejer nøglen starter den op med en herlig summen og lidt mekanisk støj. Der er vi lidt tilbage til det rustikke. B30eren som er lidt af et bådanker af en række6er er lidt ukultiveret i sin gangkultur og generelle fremfærd. Og da det er en stødstangsmotor kan den ikke tage ligeså mange omdrejninger. Men den kan stadigvæk flytte sig fint nok takket værre godt bundtræk i bunden af omdrejningsregistret. Alle TEere var udstyret med den 3 trins BorgWarner 35 konverter automatgearkasse med elektrisk overdrev. Det var en ganske fin gearkasse efter datidens standard men den skifter stadigvæk ikke ligeså hurtigt og smidigt som en samtidig ZF eller GM boks. Især under hård belastning giver den et lille ryk ved opskift. Selv ved varm gearkasse. Men udvekslingen selv uden at overdrevet er slået til er ganske fin. Den er nemlig lidt lang i tredje gearet så den kan fint køre på motorvej med 110 til 120 i timen uden de store problemer. Angående styretøj og undervogn går det også som man forventer det i sådan en skærgårds-traktor. Styretøjet føles lidt fraværende selv i forhold til andre 70er biler. Og så styrer det heller ikke så præcist. Men det er en opgradering at man har servostyring i modsætning til i en 140er. Undervognen er blødt affjedret denne effekt bliver forstærket af det tykt polstret førersæde som heller ikke giver megen støtte. Og dog føles den stadigvæk ganske retningsstabil under motorvejsfart. Men hvor at dette selvfølgelig sker med den mængde støj at man forventer i en 70er bil. Og typisk for bilerne dengang overdøver motorens lyd rulle og vindstøjen.

Konklusion.

Efter at have kørt den hvad lyder dommen så på. Jeg synes faktisk at den er meget interrasant. Selvom at den ikke kører meget anderledes end så meget andet fra den tid. Så er det en spændende historie angående dens tilblivelse. Og så er det jo bare en virkelig flot udgave af en regulær bil. Uanset hvad er jeg bare taknemmelig over at få muligheden for at køre den. Men vi ses i hvert tilfælde til næste motortest. Hold jer muntert.

Hvis du ville læse om andre veteranere eller bare om specialbiler. Må du endelig give nedenstående links et kig.

Den Turkis metallic er specifikt til TEeren. Det var én af kun tre lak finisher der var tilgængelig på denne variant. Jeg glemte næsten også at sige at alle 40 enheder var skabt som 1974 modeller. Så kun for ét enkelt modelår

Elsker virkelig frontens udseende. Især på præfacelift med de smalle kofangere.

Letmetalfælge var stadigvæk en relativt ny ting i 1974.

B30eren er en stødstangs række6er med både blok og topstykke i støbejern. Den kunne fås med enten en Zenith-Strömberg karburator eller Bosch D-jetronic multipoint benzinindsprøjtning afhængig af årgang.

Det er altid en fornøjelse at køre noget at der er original og urestureret. Selv airconditionpumpe slanger og fittings er bevaret.

Cognac læderstue går fantastisk til karosserifarven.

Pånær den justerbare læselampe oppe ved hjørnevinduet er bagsædefaciliteterne i store træk de samme som i den standard 164er.

Copenhagen Classic garage. Stedet hvor at kærligheden til rigtige biler er stor.

Veterantest Puch Maxi K.

Skrevet den juni 25, 2026juli 6, 2026 af stoerner666

Hej og velkommen til det jeg tror er den første “tohjulet” veterantest overhovedet. Dagens tester er et køretøj der næppe behøver en større introduktion. Næsten alle af en vis alder har et minde eller minder om en Puch Maxi. Og det er uanset om du kørte lovligt eller ulovligt to eller tre på én knallert. På vej eller bane eller i havnen i en kæmpe julebrændert. Den blev endnu mere kult og endnu mere en del af kulturen på grund af dens medvirken i polle fiction som ikke må forveksles med pulp fiction. Min første knallert overhovedet var en Maxi pedal model at jeg kørte en smule og øvede på i baghaven og på bagvejene måneder inden at jeg erhvervede mig knallertbevis. Ja selv andenpiloten alias Martin havde i en periode en Maxi med kickstart at vi brugte en sommer på at fikse op så vi faktisk kunne køre rundt i Svendborg og omegn med vores knallert/scooterslæng. Facit er at en Maxi Puch for nogle er blevet indbegrabet af frihed nostalgi og ungdomskultur og simpel men gennemprøvet Østrigsk mekanik der indtil nyere tid kunne fås for en fair pris. Og så bliver jeg næsten også nostalstisk over at skulle lave en Knallert/scootertest. Da det mindst er 10 år siden at jeg har skrevet sådan én. Uanset hvad så kan du også leje din egen igennem linket hvis du er i Svendborg og at kærligheden til nullerter ligepludslig opstår.

Puch Safari fra Støberiet Svendborg.

Fra pigeknallert til ikon.

Der er faktisk mange ikoniske knallerter scootere og små motocykler når man lige tænker over det. Der er selvfølgelig Vespaen og Honda Supercub. Hvor at sidstnævnte er det motorkøretøj i verdenshistorien der faktisk er produceret i størst antal med over 100 milioner produceret enheder. Men Puch har også produceret nogle modeller at der især her i landet blev ikoniske. Der tænkes der især på de store knallertmodeller som Flagskip Monza og Juvel. Men den lille pigemodel Maxi har også endt med at få et kult følgeskab nok især fordi at den var billig i indkøb. Men tænker også at det var fordi at især senere hen viste sig at værre en alsidig platform med hensyn til tuning og styling. Bevares kan man sagtens nyde den som den er i pinlig lovlig form hvilket at de fleste også gør. Og det er da også selv idag en fin knallert. Men der er mange muligheder i en Maxi uanset om du er til klamphuggeri med at borre og hakke. Eller det man idag kalder et skoletun eller det helt vilde racingkit med tunudstødning og 29 milimeter karburator. Men jeg tror i sidste ende at kimen til Maxi Puchens succes er dens letkørthed eller betjeningen. Til at starte med er der ingen gear og kobling at man skal forholde sig til som på en rigtig knallert. Medmindre at man kører 2 gears Maxi. Så det er bare med at vride rullen når man skal sætte igang. Selv startproceduren er nem at forholde sig. Man tænder bare for benzinhanen og så skal kickstarteren bare trampes i bund. Og når man skal slukke for den kilder man den under hagen (forlygten) eller på den eksakte knallert trykker på en eftermonteret knap på toppen af lygtehuset. Når man træder kickstarteren i bund sparker motoren igang med den yderst velkendte prutten og knalden. Det er generelt bare en yderst velkendt lyd. Den summer tilforladeligt under sejtrækning imens at synge herligt ved højeste omdrejninger ja I ved jo godt hvordan at en Puch lyder. Men lugten er der også. Du ved den der tunge totaktshørm sammen med den blå os der kommer ud af udstødningsrøret under hård belastning. Jeg bliver næsten nostalstisk over det eftersom at jeg makkede så meget i knallerter og scooter i mine yngre dage. Husker især også de vigtige overvejelser over om ens næste tohjuler skulle værre en knallert eller en scooter om den skulle værre totakt eller firtakt med eller uden gear. Nå men nok nostalgi vi har en test at der skal laves færdig. Men hvordan ligger en Maxi så på vejen og er der noget ordenligt kørekomfort i den. Den er faktisk ganske retningsstabil mere end hvad visse scootere er. Hvilket nok kan tilskrives fælgmonteringen med relativt store trådfælge. Men man kan sagtens mærke at den stadigvæk er rimelig nemt påvirket af ujævnheder i vejbanen på grund af at kun forenden er affjedret og at man næsten kan mærke at pladestellet ikke har den samme vridningsstabilitet i forhold til et rørrammestel. Den er også let at manøvrere med både hvad angår lave hastigheder og indkøring i sving på grund af den lave egenvægt. Bremserne er også helt fine og trilstrækkelige i denne applikation. Der er tale om mekaniske kabeltrukne tromlebremser for og bag. De er nemme at dosere og så har de fint bid til at stoppe en pinlig lovlig knallert på effekttiv og sikker vis. Og med hensyn til komforten går det faktisk fint de første 30 minutter. Men efter der bliver man lidt øm i bagen og i inderlåene fordi at min kropsvægt komprimerer skum og sædeaffjedring for meget. Nu hvor at det hele er for blødt affjedret og polstret. Så forreste halvdel af sadlen bider simpelthen for meget ind i inderlåene. Men på den anden side hjælper det også en smule når man kørte i modvind så man tog lidt vægten af ens torso så man derfor kunne hvile lidt i fodhvilerne. Angående motor kører den også fint. Det er den gammeldags totakter der ofrer omdrejninger for bundtræk. Men hvor at den stadigvæk har en fin nok speeder response. Men stadigvæk langsommere end en totakter med membraner. Og ligesom med meget andet gammel mekanik har slidtage karboratorindstillinger og gearing også indvirkning på hvordan at hver Maxi kører. Min makkers knallert kørte bedr i acceleration imens at min gik bedre på toppen. Men det er jo sådanne småting der er det sjove ved at nørde i motorer.

Konklusion.

Efter at have været på en total olympisk Puch tur. Hvad lyder dommen så på. En Maxi er stadigvæk sjov at sidde på ryggen af. Den er letkørt men også med sin egen charme. Det føles som om at man kører på en tunet rystepudser med at motoren vibrer helt vildt under ens bagdel. Og så lyder det som om at en flyvemyre flyver rundt i ens øre når motoren bare siger mæææææææææææææææææææhh ved bundgas. Det er som jeg nævnte i prologen lidt indbegrabet af nostalgi og frihed på to hjul. Men da priserne på Maxier efterhånden er som de er. Så synes jeg at pengene bedre er givet ud på at leje én fremfor at eje. Men så synes jeg til gengæld også at man får en hyggelig stund især når man trækker en ven eller flere med så man kan køre sammen som sin private knallertbande.

Hvis du ville læse om flere motortests af den tohjulede eller veteranagtige slags må du endelig give linksne nedenunder et kig.

Indenfor knallertverden er Maxiens udseende et godt eksempel på form følger funktion.

Det er næsten påbudt ved lov at en Maxi skal have rævehale og mælkekasse.

Betjeningen er så simpel som den overhovedet kan værre.

Til dem der ikke ved det kan jeg sige at motoren er en éncylinders passiv luftkølet totakter med platiner til tændningen og en Bing karburator til leveringen af benzin. Og da der ikke er nogen benzinpumpe af nogen art så har man kun benzinhanen og tyngdekraften til at trække fra tanken af.

Konklusion. Jubilæumsår 2024-2025.

Skrevet den oktober 18, 2025oktober 19, 2025 af stoerner666

Hej og velkommen til denne konklusion. Og tusind tak for at I har gidet at kigge med. Det har igen i år været en travl sæson for begge sites. Der har været mange udfordringer. Nogle af dem så store at vi har måtte stoppe op og tænke os om hvad eftertiden skal bringe. Men igen og efter min mening på mirakuløst vis har vi nået vores interne mål. Hvilket af frygt for at tude i mit eget horn er noget jeg er meget stolt over. Så tænker at vi skal tage den helt store tur med tilbage for at se hvordan at det gået fra 19 Oktober sidste år til samme dato i år. Men jeg tænker heller ikke at der skal værre så meget snak udover at I mere end gerne må give linksne et kig helt nede i bunden så I kan læse de forskellige artikler. Så lad os for set at komme igang.

Massere af tilbageblik.

Et af de helt store projekter for jubilæumsåret var serien tilbageblik. Det var noget at jeg tænkte på at lave nogle år forinden. Hvor at jeg synes det kunne værre en sjov udfordring og en måde at give de udvalgte biler en bedre og mere komplet bedømmelse anden gang rundt. Jeg syntes selv at det også blev til et godt miks af biltyper da der kom til at værre alt fra elbiler over veteranere til luksus-SUVere. Mine personlige favouritter i denne serie var Range Rover L322 og Tesla Model S. der viste man at en bil både kan blive “bedre” eller “dårligere” med alderen set i bakspejlet med relation til det man har idag. Jeg synes kun at det er spændende at forestille sig hvilke ting man kunne finde på at lave til hvis vi overlever til 20 års jubilæret. Under alle omstændigheder synes jeg at denne serie har været en succes på mange parametre.

Stærkt comeback til veterantests.

Veterantestne er noget vi lidt har negligeret de seneste par år fordi at jeg har været så heldig at få kørt mange af de veteranere at jeg havde på min indre ønskeliste de forgangne 10 år. Og så har jeg bare haft et fokus på nyere specialbiler de sidste 5 år fremfor veteran. Men i år har veterantestne fået et lille comeback hvor især Cadillac Sedan Deville og Rolls Royce Silver Shadow er sæsonens højdepunkter. Men youngtimere som 924 turbo og E34 M5 pynter helt klart også på resultaterne. Og så er en 2000CA altid velkommen.

Nybilstests med stadigvæk mere el.

Nybiltests og i særdeleshed elbilstests fyldte også meget i dette jubilæumsår. Især Renault R5 og VW T7 California var de to mest indlysende. Ja kan I se hvor meget jeg ofrer mig for jer og for den upartisk journalistik ved at med egen vilje bruger min tid og penge på at leje en bil for at anmelde den istedet for at holde en helt normal ferie som alle andre.

Gamle biler er stadigvæk bare kongen over dem alle.

En af de grundlæggende tanker bag bloggene har altid været at vise fede biler som er reale alternativer til mere populære og måske endda overvurderet modeller. Men også det at finde en fantastisk bil til en fantastisk pris har altid også været én af grundpillerne. Vi har altid haft det interne mantra med at mindre også kan gøre det. Selvfølgelig siger vi ja til tilbudet hvis nogen ringer og spørger om vi ville køre den nyeste Pagani. Men en Corvair Monza spider har på mange måder vækket min interesse ligeså meget som den nyeste superbil. Der er sågar et par biler igennem årene at jeg har testet til brugttest hvor at jeg simpelthen fandt ud af at jeg måtte eje én selv. Og selvom at jeg elsker at lave tests på eksotiske biler og kæmpe traktorer som en form for personlig belønning og indspirerende indhold til jer læsere. Samt tests på mine drømmebiler som totalt fan beretning. Så er arbejdet med gamle glemte men måske interessante biler stadigvæk det jeg elsker mest. Og i år var der igen guld i gemmerne med Saab 9-5 Griffen og Jaguar XFR der igen beviser at hvis man tør bare en smule at tænke ud af boksen så er der måske den rette bil til dig.

Hvad bringer eftertiden ?.

Efter de første 10 år hvad bringer fremtiden så. Personligt har det for mig været 10 vildt spændende men vildt hårde år som motorjournalist. Det har været stunder fyldt med lavt selvværd højt selvværd. Glæde og gråd. Frustration og bekymring. Selvom at det lyder clichéfyldt så har jeg dumpet så meget tid penge og hjerteblod ind i det her. Mere end hvad jeg burde have gjort. Det har også været endeløse lange stunder på vejene ved computeren og i togkupér. Men det er passionen for biler og motorer der som en ond ånd hvisker til én at man bare skal fortsætte om det så driver én til vanvid. Men jeg synes også at bilhobbyen er blevet mere og mere som en slagmark hvor at alle andre kombetanter altid er foran én i det våbenkapløb der heder at værre bilnørd. Dette synes jeg gælder både on og offline også selvom at folk aldrig ville sige det når man spørger dem ansigt til ansigt. Men det er svært at lave indhold folk finder interresant når Joachim fra Gran tourismo bare kan trække den nyeste Lamborghini frem eller at high on cars uden problemer kan køre alle generationer af BMW M3. Og tænk så slet ikke på alle de udenlandske aktører med deres 1000 hestes Skylines og Supraer og privatfly og kamphelikoptere. Så sagt med andre ord synes jeg stadigvæk at puljen af danske bilmedier er for lille til at jeg kan finde min niche ellers er det nok fordi at der er ingen der gider at læse om en idiot der står med en røvsyg Sedan Deville eller Xpeng og som kun har haft halvsløje biler at ingen bilnørd burde ses død eller levende i. Men generelt har mennesker været et stort problem. Det har heldigvis ikke sket hele tiden og tusind tak til alle der har været venlig og samarbejdsvillige. Men der har været nok gange hvor at jeg har haft menneskeproblemer og ikke bilproblemer. du ved onde folk. Folk der truer folk der er underlige eller bare slet og ret selvfede belærende og dumme at høre på. Og så hader jeg bare de der macho sælgertyper der tror at de imponerer mig ved at køre 200 i timen på landevejen. Men hvor at jeg knapt må kigge på bilen fordi at det kan jeg ikke finde ud af i følge dem. Alt dette har faktisk fået mig til kraftigt at overveje om jeg overhovedet gider det længere. Og om jeg ikke skulle fokusere på at lave bygge-blog istedet og anmeldelser på mine egne biler og køretøjer når jeg får noget interresant i min varetægt. Hvis ikke det er muligt har jeg det fint med at stoppe helt og aldeles. For jeg ville hellere lade det her projekt dø end at det bliver reduceret til metervarebiler og middelmodighed. Sagt med andre ord mister det sit bid hvis jeg ikke kan få lov til at teste veteran og specialbiler. Men hvad mener I altså jer læsere. Hvad skal køreplanen være for fremtiden. hvad ville I se her på siden og ovre på upgear2. I må skrive alt imellem himmel og jord som forslag. Og så må I mere end gerne også give feedback på alt nuværende indhold ris og ros er velkommen. Men jeg tænker også at det var alt for denne gang. Og endnu en gang tak for at I gad at læse med. Hvis vi ikke ses om 10 år så ses vi i hvert tilfælde til næste motortest. Hold jer muntert.

Hov jeg glemte næsten at sige at der stadigvæk er massere af jubilæumsalbums til salg. Så tøv ikke med at give lyd så I kan få købt et. Smid endelig en kommentar/privat besked eller grib knoglen og ring 30621529 for at få fat i årets helt store stykke automobilia.

I jubilæumsåret 19 Oktober 2024 til 19 Oktober 2025 er der blevet kørt i følgende kategorier.

Tilbageblik.

Nybilstests.

Brugttests.

Veterantests.

Veterantest XJ6 serie I.

Skrevet den september 14, 2023oktober 10, 2023 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en omgang veterantest. I ved jo at jeg ikke ligefrem er fan af Crossovere men at jeg til gengæld er rimelig stor tilhænger af 4 dørs sedaner. Jeg ville faktisk påstå det er den karroserivariant der bedst balancerer imellem æstetisk behagende design praktisk anvendellighed og kørekomfort. Og hvis vi går tilbage til design så er nogle af de smukkeste biler igennem historien efter min bog 4 dørs sedaner. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til Car-let for at vi måtte låne dagens forsøgskanin. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

Carlet.dk

Verdens smukkeste 4 dørs ?.

Hvem er egentlig verdens smukkeste 4dørs sedan. Det er faktisk svært at sige. Men på min personlige liste sidder bmw rigtig tungt på tronen med E39 og E38. Men også sådan noget som Mercedes W219 Aston Martin Rapide og Maserati Quattroporte er gode bud på virkelig yndefulde 4 dørs sedaner. Og så er der denne bil. Jeg synes personligt at den er langt oppe på listen. Bare sådan noget som det lange overhæng bagtil er med til give yndefulde klassiske sedan former. Men jeg synes også at en serie 1er har en fantastisk “statur” i forhold til mange veteranbiler ja faktisk i forhold til flere moderne biler. Man har en bred sporvidde så hjulene faktisk fylder skærmkasserne ud og ikke bare krybber sig ind under karossen. Ligesom at man har en bred fælgmontering selv fra fabrikken af og ikke noget der ligner cykelhjul. Og selvom at jeg også rigtig godt kan lide X301 og 351. Så har serie 1 bare det reneste og mest elegante design af dem alle. Med andre ord er der ingen dårlig vinkel på denne bil. Interiøret er også godkendt. Det er ikke ligeså stilistisk gennemført og interessant som i en E9er. Men det blander på fornem vis noget sportsligt med gammeldags luksus. Bare det med at man har en række af sekundære instrumenter i midten af instrumentbrættet hentyder på tydelig vis til XJerens slægtskab med XKE. Men angående ergonomi kan man godt mærke det er et punkt der ikke skænket ligeså mange tanker selv i forhold til konkurrenterne fra samme periode. Selvom at alle vippekontakterne i midten er instrumentbordet var mærkede synes jeg ikke at betjeningen af dem føltes så intuitivt og mest af alt som noget der fjernede mere fokus fra kørslen end hvad det burde gøre. Selvfølgelig havde alle biler dengang ringe ergonomi sammenlignet med i dag. Men jeg synes alligevel at de Tyske producenter gjorde en større indsats for at forbedre indretningen af interiørerne. Når vi ser på teknikken deler XJeren faktisk også en ting eller to med E type. Det mest åbenlyse er nok motoren. XK motoren kan vel af mangel på andre ord kaldes Jaguars pendant til Chevrolet smallblock idet at den blev lavet i mange år og i flere forskellige udgaver og i slagvolumen fra 2.4 liter til 4.2 liter. Det var også en rimelig hightech motor da den blev lanceret tilbage i 1949. Tekniske detaljer såsom dobbelte overliggende knastaksler og 12 ventiler var stadigvæk årtier fra at blive allemands eje. Selv indenbords skivebremser bagpå er en detalje der også ses på E type. Angående køreegenskaber er man godt stillet. Jeg kan godt mærke at den læner mere mod komfort end dynamik samtidig med at den føles større og tungere end Mercedes W114 og E9. Det er som jeg sagde under kørslen lidt som at køre en lastbil især når man har den konstante brummen fra motoren. Og alligevel lysner den nærmest op når man spiser den af med noget motorvejskørsel. Motorlyden skifter fra en kedelig brummen til den rigtige fuldfede række 6 snerren i takt med at nålen på omdrejningstælleren panorere over instrumentet indtil at automatgearkassen skifter op. Og jeg ville sige at det er én af de biler hvor at man bare skal vælge den med automatgear da den manuelle gearkasse føltes knoklet. Nu hvor at jeg har kørt en anden XJ serie 1 med dette tilvalg for nogle år siden. Så den 3 trins Borg Warner serie 8 skifter helt fint. Det er en helt normal gammeldags konvertergearkasse uden noget hokus pokus. Man har også tandstangs-styretøj som styrer let og smidigt uden dog at føles særligt præcist hvilket dog bedrager til denne bils cruiser persona.

Konklusion.

Efter at have kørt én af mine personlige favoritter indenfor XJere hvad lyder dommen. Personligt kan jeg rigtig godt lide den. Det er selvfølgelig ikke nogen Mercedes eller BMW når vi taler om overordnet kvalitetsfornemmelse køreegenskaber og driftssikkerhed. Men det er en af verdens smukkeste 4 dørs sedaner med en legendarisk motor alt sammen til en pris som stadigvæk ikke er løbet helt løbsk endnu. Så den er helt igennem godkendt efter min mening.

Hvis du ville læse om andre Jaguarer eller bare om veteranbiler. Så må du endelig give linksne et kig.

Jeg synes frontens design er perfekt. Det er lige på næppe til at værre for meget men hvor at det giver noget interessant til resten af designet.

Og fra siden af har man nogle virkelig yndefulde former. Jeg fristes til at sige at det er klassisk elegance når det er bedst.

Jeg er lidt 50 50 over den springende jaguar på motorhjelmen. På en måde passer den godt til de ældre modeller men jeg synes også at det er et unødvendigt stilelement der tilføjer æstetisk fyld til designet.

Derimod har jeg altid synes at de to tankdæksler er en underspillet men stilfuld måde at implementere nogle motorsportselementer.

I XJ6 applikation er XKeren forsynet med to SU karburatorer imens at E type der har den tre af slagsen.

Interiøret er ikke ligeså godt indrettet som i de Tyske Luksusbiler fra samme tid af. Men det er stadigvæk ikke et dårligt sted at opholde sig.

Veterantest Ford Ranchero årgang 1979.

Skrevet den juni 1, 2023december 13, 2023 af stoerner666

Hej og velkommen til en ny veterantest. Jeg har kørt rigtig mange Amerikanere efterhånden. Selvfølgelig har jeg kørt alle de ikonisk så som Corvette Mustang og 68 Camaro. Men jeg har også været heldig at værre fører på noget så obskurt som en Corvair Monza fra 64. Men idag fik jeg endelig kørt ford pendanten til Chevrolet El Camino. Og Jeg kan allerede nu sige at den er et ganske fint alternativ til konkurrenten fra Genereal Motors. Men ellers sige mange tak til Henrik for at vi måtte låne denne sjældne udbudte truck-car som for øvrigt er til salg. Du må endelig give linket nedenunder et kig det ville føre dig til annoncen.

Annonce på marketplace.

Er det en Cruck eller er det en Ute.

Personbils baseret ladbiler går faktisk under flere forskellige navne eller betegnelser. Blandt andet er den semi-officielle betegnelse coupe utility imens at Australierne kalder dem Utes som er en forkortelse af ordet Utility. Det er forøvrigt et tilnavn at de bruger om alle typer ladbiler. Men at det i vores del af verden mest af alt bruges på peronbilsbaseret ladbiler såsom Ranchero El Camino og Holden Commodore. Mon nok det mest kuriøse tilnavn til denne type biler er vel Cruck som selvfølgelig er en sammentrækning af car og truck. Det lyder mest af alt som navnet på en bøvet type gummisko men hvor at det dækker ganske fint over hvilken biltype at det er. Da coupe Utilitys ofte er bygget på store sedan biler hvor at man bare har et lad der ikke er adskilt fra førerhuset men bare er en udvidelse af karroseriet. det har efter min mening altid givet et interessant udseende rent æstetisk. hvor at man har den praktiske anvendelighed som i en lille ladbil men i en mere stilsikker pakke. Dagens testbil er helt sikkert også en stilsikker pakke. Selvom at jeg bedre kan lide årgang 72 Rancheros udseende. Så står denne 79er altså ganske fint i baudeux metallic og med American racing fælge. Jeg kan især lide den V formede frontgrill og den lave slanke silhuette når man ser bilen fra siden af. Og så synes jeg at den står godt med hensyn til frihøjde nu hvor at bagdelen er hævet lidt i forhold til forenden med hjælp af form for luftbælge. Angående køreegenskaber er Rancheroen typisk Amerikaner på godt og ondt. Man har en lidt blød undervogn og en ulden bremsepedal ligesom at styretøjet er overboostet i assistance og vag i sin evne til at kommunikere feedback tilbage. Men jeg synes virkelig at man har misforstået pointen ved denne bil hvis man dømmer dens køreegenskaber på samme vilkår som andre mere typiske entusiastmodeller. Jeg synes at den giver høj køreglæde bare på en anden måde end hvad os entusiaster typisk dikterer til os selv. For det her er bilen der ligesom de fleste andre klassiske US biler får én til at geare ned og nyde stunden og akten i bare at cruise afsted imens at man leger en smule med gassen. Og det synes jeg også er køreglæde bare på en anden måde. Men med en rigtig V8er under hjelmen lyder det også godt når man leger med gassen. Som jeg har nævnt før så har de gamle stødstangs V8ere stadigvæk en hvis tiltrækningskræft. Selvom at jeg har kørt mange hurtige og sofistikerede euro og Japaner V8ere. Så er noget sundt US stål stadigvæk helt igennem godkendt. Det er også en af de slags motorer hvor at jeg synes at den lyder noget bedre i virkeligheden end på video. Selv en smallblock i en Camaro lyder og føles så meget mere i live sammenlignet med mange moderne biler når man har lugten og alle viberationerne. Men Rancheroen føles helt klart også som om at den lever i bedste velgående. Under tomgang gurgler den som en tunet fiskekutter krydset med en stortromme imens at bilen vugger fra side til side når man gasser motoren op ved stilstand. Men når man laver en hurtig acceleration får man alt den herlige indsugningsstøj imens at der kommer et raspende brøl fra udstødning imens at gearkassen under visse omstændigheder giver et lille tilfredstillende ryk under opskift. Men ellers må dommen vel lyde på at det her er en total iorden sommerbil og så synes jeg personligt at den er et fedt alternativ til en Mustang som der jo er så mange der har som sommer Amerikaner.

Hvis du ville læse om flere Amerikanerslæder må du endelig give linksne et kig nedenunder.