cars – Side 7 – upgear.blog

Biltest Rover 75 V8.

Skrevet den september 8, 2022september 12, 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. Er sjældne ting også gode ting rent objektivt. Det spørgsmål stiller jeg nogle gange mig selv. Jeg tænker nogle gange at sjældenhed langtfra er en garanti for kvalitet. For eksempel findes der mange sjældne hunderacer men det er ikke dem allesammen der har det lige sundt fordi at der er en større grad af indavl i forhold til gængse blandings-hunde. I bilverden finders der også mange sjældne biler der er rimelig uduelige når opgaven er at skulle kunne fungere som en rigtig bil man kan bruge ude i virkeligheden. Dagens tester er også relativt sjælden efter hvad jeg har fået at vide. Men er den god både objektivt og subjektivt. Det finder vi ud af nu her. Men ellers ville jeg bare takke classic car house for at gøre denne test mulig du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

www.classiccarhouse.dk

Hverdagsbil med fine fornemmelser.

Det er vist almindeligt kendt at Rover 75 var en meget ordinær bil i sine velmarksdage nogle ville måske sige at den var en meget middelmodig bil. Jeg synes også at den på en måde er det automobile svar på et fastelavnskostume fordi at der er lidt Bentley Continental flying spur over designet i hvert tilfælde hvis man bruger sin fantasi gevaldigt meget og kniber med øjnene. Men hvor at man slet ikke har køreoplevelsen eller mekanikken fra en Bentley. Så det er virkelig bare noget at vi leger. Men jeg synes faktisk at vi leger meget godt især i denne V8 model med baghjulstræk. Når jeg sætter mig bag på rattet og lukker døren i minder det hele faktisk mere om en Jaguar fra samme periode end en Bentley. Alt fra interiørdesignet til samlekvaliteten minder ufatteligt meget om både Jaguar S type og X100 XK8. Også når vi taler køreegenskaber minder det en smule om en XK8er og så ikke helt. Styretøjet er lidt tungt vægtet og så styrer det en smule vag især omkring centerposition. Undervognen er også en smule hård uden at den ligger godt i svinget. Der er det faktisk godt at man har et sæt bløde sofasæder fortil som tager de fleste bump på vejen nu hvor undervognen ikke var opgaven voksen. Drivlinjen er også et punkt hvor det går fint men hvor at man stadigvæk mangler det sidste før at det er helt godt. Til at starte med kan man sagtens mærke at Ford Modular V8eren er en rigtig Amerikaner fordi at den udvikler det meste bundtrækket i bunden af momentkurven hvorpå at miste pusten når man er i toppen af kurven imens at speederresponsen ikke er det helt vilde. Faktisk er hele drivlinjen løftet fra Fords Amerikanske reservedelskatelog. Gearkassen er også en Amerikanerslatten oplevelse. Den tøver lidt med at gå i kickdown når man foretager en hurtig hastighedsændring imens at den hænger lidt for meget i gearene når man accelerere stille. Det hjælper en smule når man får varme i gearkassen men det bliver aldrig helt spitzenklasse. Men selvom at det indtil videre godt kunne lyde til at jeg virkelig hanker 75eren ned. Så kan jeg faktisk godt lide den for hvad den er. Selvfølgelig klarer den tingene dårligere objektivt i forhold til lignende biler. Men opgaven i at værre en bil og tilmed en anderledes af slagsen bliver løst rimelig godt. Man har blandt andet en acceptabel mængde udstyr og en lækker raspende V8 lyd fra afgangsrørene. Og så synes jeg at det er fedt at man har en mellemklasse sedan med V8 og baghjulstræk der ikke er bygget af BMW eller Mercedes. Jeg er hvert tilfælde glad for at jeg kunne stifte bekendtskab med dagens testbil.

Hvis du ville læse om flere sjældne eller bare usædvanlige biler så må du endelig give linksne et kig.

Jeg er ikke helt solgt på den facelifted front. Der er lidt for meget billig Wannabe Audi over den.

Men fælgene kan jeg faktisk godt lide. Det lidt lukket multieget design er med til at opretholde illusionen om Britisk overklasse.

Ford Modular motoren udmærker sig ved at have 2 overliggende knastaksler 2 ventiler pr cylinder og blok i støbejern imens at topstykkerne er i aluminium. Gangkulturen og den generelle køreoplevelse er ikke ligeså raffineret som i Jaguar og så føles den langsom nu hvor man har 260 heste til at slæbe en egenvægt på 1800 kilo. Men motorlyden kan man ikke sætte en finger på. Man har et lækkert raspende brøl som kun en Amerikaner v8er kan lave.

Overordnet set er samlekvaliteten og den generelle kvalitetsfornemmelse ikke overdrevet langt bagud i forhold til Jaguar S type.

Biltest Charade GTTI.

Skrevet den juli 7, 2022august 10, 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. Du ved jo at vi elsker sjældne biler og især sjældne biler der ikke nødvendigvis koster en formue. Dagens tester må også siges at værende i den sidste Kategori i det den ikke blev solgt officielt her i landet fra ny af. Men hvor at man stadigvæk kan hente et eksemplar hjem udefra Europa til nogenlunde humane priser. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til Casper der driver Kanalen biltuben for at gøre denne test mulig. Du må endelig give den et kig i linket nedenunder da jeg synes personligt at der bliver lavet noget godt indhold derinde.

https://www.youtube.com/channel/UCGsTiRN875-f708LsR1FFCg

For nostalgiens skyld.

For os bilnørder kan nostalgi værre en stor og vigtig ting. Især når man er en hvis alder. Det er netop ikke for sjovt når folk joker med at nostalgien kan værre et fandens rusmiddel på godt og ondt. Det er blandt andet også for nostalgiens skyld at dagens testbil blev købt og bragt til landet. Og selvom at alt ikke var bedre i gamle dage så var det helt klart en anden æra. Og det er efter min mening meget interessant at gennemleve i retrospekt. Allerede når man tager plads på førerpladsen får man lidt af et nostalgitrip. Man har et typisk Japaner-gråt interiør som folk ville kalde det dengang. jeg kommer med det samme til at tænke på min gamle Corolla E110er når jeg sad bag rattet. Men kunne allerede mærke efter få minutter at samlekvaliteten og finishen var en smule bag Toyota fra samme periode. Noget af plastikken føltes mere billig og så knirkkede det mere fra interiør under kørslen end jeg kunne huske fra min E110er som jo trodsalt var godt på vej mod 500.000 kørte kilometer inden jeg gik af med den. Generelt er interiøret ikke totalt fabrikspimpet når man tænker på at det er en GTIer. Man har selvfølgelig lidt skål-agtige forstole og så har man faktisk også elruder fortil som stadigvæk var lidt usædvanligt at se i B segmentet i start 90erne. Men ellers er det hele dejligt minimalistisk indrettet hvor at man har tynde A stolper og derved helt perfekt udsyn. Køreoplevelsen hinter også til at man betjener noget gammelt mekanik hvilket jeg personligt synes er meget befriende nu hvor jeg også kører mange nye biler til test. Til at starte med har man selvfølgelig ikke servostyring af nogen art men det er en lille bil så man har ikke meget vægt i forvognen at man skal danse med. Og så snart man er i fart styrer den ganske let og smidigt. Og selvom at styretøjet ikke kommunikere ligeså meget tilbage som i en moderne GTI.er så føles Charaden stadigvæk nem at placere på vejbanen. Undervognen er også ganske i orden. Den er ikke unødvendig hård som man er vant til i dag. Men stadigvæk fast nok til at bilen føles lidt svingglad. Betjening af gearkasse og kobling er faktisk ikke så værst igen. Koblingen er let at træde ned men den er også nem at dosere. Gearskiftene føles ikke decideret lækre. Men den skifter smidigt gear imens at gearvælgerens vandring føles helt tilpas. Men motoren er også helt iorden og faktisk en smule udsædvanelig. For imens at samtidens norm for GTI.ere i B segmentet lød på at man skulle presse den største og mest potente suge række4er ned i de små motorrum satsede Daihatsu på downsizing og turboteknologi. For Charade GTT-I er nemlig bestykket med en række3er på lige under 1000 kubik som er udstyret med 12 ventilers topstykke og dobbelte overliggende knastaksler. Når man vækker maskinen fra kold af kan man sagtens mærke at den lige skal kæles lidt med inden man kan skyde den af. Speederresponsen er der ikke helt endnu og det samme er kraftoverskudet. Men så snart at man har fået olietryk op til turbo og topstykke så kører den faktisk ganske fint. Men det jeg mest lagde mærke til var lyden. Selvfølgelig kan man godt høre at man kører på 3 cylindre. Men der er mere lyd på den end nogen moderne turbo 3er. Den rasper herligt under bundgas imens at turboen hvisler. Og når man går af gassen pludrer turbolader og eller wastegate som en fornærmet kalkun der bliver stikket med en kæp i bagdelen. Et andet pluspunkt ved dagens testbil er efter min mening eksteriør designet. For hvis interiøret måske var en smule underspillet efter nutidg standard. Så fik den efter min mening på alle tangenter uden på med lir efter tidens tendenser. Man har et komplet bodykit med tilhørende tagspoiler og så stikker der to afgangsrør ud af bagkofangeren. Og så synes jeg bare at det passer perfekt at både karosseri og fælge er i kokain-hvid det fuldender på herlig vis hele 80er 90er æstetikken.

Konklusion.

Efter at have kørt en lidt glemt 90er GTI hvad er min dom så. Jeg ville sige at den er helt igennem godkendt. Det er en sjov gammel turbo-japaner som der efterhånden ikke er så mange tilbage af. Og især i Danmark hvor at det er en rimelig sjælden fugl. Et andet stort plus er at priserne på Charade GTT-I ikke er løbet helt løbsk endnu. Men det er også en bil der tilbyder en god veteran/youngtimer køreoplevelse. Facit er at jeg godt kan anbefale den.

Hvis du ville læse om andre GTI.ere eller bare om legendariske japanerslæder så kig endelig nedenstående links igennem.

Fælgene passer rigtig godt til hele eksteriør stylingen. Og så er denne eksakte bil udstyret med semislicks som skal køres varme for at performe helt perfekt. Men når det sker har man også godt greb på varm og tør vejbane.

En rigtig GTi skal selvfølgelig have en sportspotte eller i det mindste en sporty potte og det har den til gengæld også.

Men elsker at den fra fabrikkens side fik efter alle kunstens regler. For efter min bog er der noget kedeligt over at have en “hurtig” bil der ikke ser hurtig ud.

selv bagfra er der gjort lidt ved dyret med at man har tagspoiler og “sportspotte”.

Charade GTT-I var en smule forud for sin tid ved at værre bestykket med en 3 cylindres turbokværn. For det er netop først i nyere tid at 3 cylindrede turbomotorer har gjort indtog i performance-orienteret applikationer.

Bagagerums-kapaciteten er ikke just prangene. Men det er altid godt at man i det mindste har et bagagerum. Og da der også er 60/40 splitbagsæde er det faktisk ikke så værst.

I forhold til en moderne hot hatchback er interiørstylingen lidt anonym. Men ergonomien er stadigvæk tidssvarende. Og så er der ingen ny bil hvor der er ligeså godt udsyn hele vejen rundt nu hvor at man har de store vindues-arealer og lave vindeus-kamme.

Generationernes kamp R230 SL55 vs R129 SL320.

Skrevet den juni 13, 2022januar 21, 2023 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. I ved jo at jeg er kæmpe Mercedes fan. Og i dag skal vi køre hele to SLere som begge lidt er min debut. For det er den første Sl55 og den første R129 jeg skulle værre fører på. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til henholdsvis Coast car for udlån af SL55 og Glostrup bilsalg for udlån af R129. Du kan finde deres hjemmesider i lnksne nedenunder.

Fed bil men ikke min favorit.

Jeg må sige at jeg har et lidt blandet forhold til R230erne. De kører overraskende godt for hvad de er men jeg synes ikke godt om designet. Og så er det en bil fra den æra af Mercedes hvor det haltede meget med kvaliteten og drift sikkerheden. Men kan SL55 rykke mig endnu mere over på den positive side. Det finder vi ud af nu her. Allerede efter de første par minutter føles det som om at det her er en stærkere og hurtige udgave end SL500 jeg kørte for nogle år siden. Man har en mere hård og kontant undervogn og et styretøj der styrer en smule mere præcis men som til gengæld er meget mere tungt vægtet end i SL500. Men noget at Mercedes altid har mestret i særdeleshed i de store modeller er drivlinjen og særligt automatgearkasserne. Når man kører stille skifter den silkeblødt det er noget at der får én til at føle at SL55eren er en performancebil at man faktisk kan køre til dagligt. Det hentyder på en måde også til SLerens status som en personlig luksusbil hvor at man kun kan have én af ens bedste venner med. Men den kan sagtens også gå i “race mode” med at skifte overraskende præcist når man tænker på at det bare er en gammeldags konverter gearkasse. Jeg tror ikke en gang at den stod i sportsprogram da jeg kørte men hvor den stadigvæk skiftede rigtig godt gear. Men motoren er jo virkelig det at folk snakker om i en AMGer. Og det er ingen undtagelse i SL55.s tilfælde. M113K er efter min mening ikke ligeså godt husket og elsket som M156 men det ændrer ikke på at det efter min mening stadigvæk er en rigtig fed maskine. Blandt andet har den kun to overliggende knastaksler modsat M156.s 4. Og så er hele klumpen toppet af sekvential benzin-indsprøjtning og en roots kompressor der er udviklet af AMG selv. Indsugningsluften bliver forøvrigt kølet af to ladeluftkølere. Ude i virkeligheden går maskinen også rigtig godt ved stille kørsel kører den smidigt den er ikke omdrejningsvillig eller noget i den dur. Men når man går på gassen bliver den vækket med et splitsekund. På grund af at man har kompressoren til at bygge ladetryk på i det man trykker på speederen så føles speederresponsen næsten ligeså hurtig som på M156 som jo kører på rent sug. Man føler også at man altid har alle kræfterne til rådighed altid. Bare et kort tryk på sømmet så er vi lettet. Men det er det man får når man kombinere V8 bundtræk med kompressorladning. Denne kombination giver også et andet lydbillede end de AMGere. For hvis M133 i A45 lyder som en rallybil og M156 som en Amerikansk muskebil. Så lyder M113K mest af alt som en Boeing 747 under takeoff. Den brøler dybt imens at kompressoren hviner lystigt. Det skralder og brager ikke fra udstødningen der kommer kun et rent V8 brøl ud fra afgangsrørene.

Det er næsten en hel batmobil.

Modsat R230 som jeg har lidt lunkne følelser overfor så har jeg altid været meget vild med R129 Jeg har altid været helt vild med designet som er meget stringent og maskulint men på en måde også stilfuld. Personligt ville jeg elske at eje en helt sort 129er med den originale hardtop monteret. Der ser den rigtig cool og intimiderende ud hvor at det næsten er en hel batmobil. Men spøg til siden så kan jeg virkelig godt lide designet. Det er efter min mening en milliard gange bedre end R230 som ser lidt billig ud på grund af det afrundet sæbeboble design. Interiør-designet kan jeg også rigtig godt lide. Man har et instrumentbord som er stærkt inspireret af det i W140 S klassen. Og så kan jeg bare rigtig godt lide at man stadigvæk havde et komplet sæt instrumenter i instrumentklyngen. Der er både olietryk og temperatur voltmeter og alle de selvvanelig samt en masse advarselslamper eller som jeg kalder dem idiot-lys. Og så er oser det hele bare af den klassiske tyske kvalitetsfornemmelse. Dørene lukker med tilfredstillende thuuumbb!! og gearvælgeren betjenes smidigt med et tilfredstillende klik. Materialevalget er også helt iorden man har et tykt polstret instrumentbord og så er sæder dørpaneler beklædt med ægte læder og ikke alt det syntetiske nonsens man har idag. Men køreoplevelsen er også iorden. Jeg blev i hvert tilfælde positivt overrrasket. Ville sige at den næsten kører sportsligt. Styretøjet er tungt vægtet og undervognen forholdsvis hård. Drivlinjen er også helt iorden. Gearkassen hænger en smule i gearene de første par minutter. Men så snart den er varm går det helt fint imens at motoren spinder fornøjeligt. Den er ikke nogen hurtig bil især ikke efter nutidig standard. Men når man bare skal cruise op og ned af vejen er den noget af det bedste man kan gøre det i.

Konklusion.

Efter at have kørt to generationer af SL kan jeg sige at jeg stadigvæk ikke er helt solgt på R230. Men at den som SL55 unægtelig er en fed bil som stadigvæk føles hurtig efter nutidig standard. Men for mig personligt er der altså noget over en R129er. Det er virkelig den sidste ordentlige Mercer i oldschool forstand.

Hvis du ville læse om andre Mercere og AMGere. Så må du endelig nedenstående links et kig.

Dagens Sl55 er fra 2003 altså første modelår. Faceliftet fra 2005 kan kendes på et mere aggressivt design på kofangere og skørter hvor at der også er gæller på siden af forkofangeren.

Kvalitetsfornemmelsen er helt i top men jeg synes ikke at designet har ældes så pænt.

Men motoren er helt iorden. Den går smidigt og så er der bundtræk i spandevis der føles som om det altid er til rådighed.

Jeg elsker simpelthen R129erens design. Den er designet af Bruno Sacco som også var hjernen bag W140 S klasse og konceptbilen C111.

Jeg har altid sagt det. Men et sæt 5 takket AMG stjernefælge er simpelthen et must på en hver ordentlig Mercedes.

Også interiøret i R129 er jeg vild med. Og så er det tydeligt at se at man har trukket på erfaringer fra W140 når det kommer til designet og hele layoutet.

Biltest Tesla Model Y.

Skrevet den juni 2, 2022juni 27, 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. Det er efterhånden noget tid siden at jeg har kørt Tesla. Den primære grund til dette skal findes i at der er kommet mange gode elbiler der giver dem kamp til stregen. Og så er Tesla bare blevet til endnu en hverdagsbil man ser hele tiden. Så for mig er de ikke det nye og spændende man skulle ud og dække med det samme længere. Men rent objektivt er Tesla stadigvæk en rigtig god elbil. De har stadigvæk nogle af de bedste drivlinjer og noget af det bedste software i Industrien. Og så er de udkommet med en “ny” model som er dagens tester. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til Tesla store i Odense for at gøre denne test mulig. Du må endelig give dem et kald eller aflægge dem et visit hvis du ville gøre noget ved elbils-drømmen.

Hvis det ikke er i udu hvorfor så ændre det.

Efter at have kørt Model Y for første gang kan jeg sige at der er alle de “klassiske” Tesla dyder tilstede i denne bil. Man har et meget minimalistisk indrettet interiør som er løftet fra model 3. Og så virker infotainmentsoftware og touchskærm bare helt perfekt. Man har også samme høje grad af letkørthed som i alle de andre. Man har et let og flydende styretøj imens at undervognen er fint afstemt fordi at den netop ikke er ligeså hård som på Polestar 2 som havde lidt for hård opsætning. Kraftoverskudet er også som det plejer at værre. Selvom at dette eksemplar ikke er performance udgaven så kan den stadigvæk trække fra det meste. Men noget der er begyndt at nage mig bare en smule efter at jeg efterhånden tilbragt nok tid i det nye interiør-layout i model Y og 3 er at man for minimalismens skyld har flyttet rat og spejljustering over i infotainmentskærmen delvist. For man skal gå ind i undermenuen styring i bilindstillinger for så at kunne justere rat og spejle med drejeknappen på det ene rat-eger. Selv vinduesvisker-hastigheden kan kun tilpasses igennem touchskærmen. Betjeningen af blinklys-stilken er en smule bøvlet seance. Blandt andet skal man vippe stilken halvvejs op for at slå blinklys fra efter at man har svinget af. Jeg tænker bare at nogle ting ikke skal ændres lige meget hvor meget man har lyst til det. En helt normal blinklys-stilk er meget intuitiv at betjene hvor at det efter min mening er dybt godnat at ændre på noget der virker så fint. Men hvis vi ligger flueknipperriet til side så er model Y en helt iorden bil og en helt iorden elbil. Selvom at den ligner og kører som noget vi har set en milliard gange før. Så gør den det rigtig godt. Jeg tror også at det bliver en storsællert da det er en populær biltype til en pris hvor at mange flere kan værre med.

Hvis du ville læse om flere elbiler. Tesla eller andre. Må du endelig give nedenstående links et kig.

Samlekvaliteten i interiøret kan jeg ikke sætte en finger på.

update på det hele April 2022.

Skrevet den maj 3, 2022maj 3, 2022 af stoerner666

der er sket en masse spændende.

Biltest 955 Cayenne S.

Skrevet den april 28, 2022april 7, 2023 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. Jeg har en erkendelse. Den lyder på at jeg faktisk aldrig har kørt Cayenne før. Det skyldes primært at den egentlig aldrig har sagt mig noget. Og at jeg er lidt af en purist der altid har syntes at en ægte Porsche er og bliver en sportsvogn med motoren bagi. Men efter at have haft min Cayenne debut har den så rykket ved noget eller er jeg bare blevet bekræftet i min anelser. Men ellers ville jeg bare sige Mange tak til Meng biler for at vi måtte låne 955eren til dagens test. Du må endelig give deres webside et kig på linket nedenunder.

Mengbiler.dk

På tur i Anti-Porschen.

Når man stiger ind i Cayenne. Kan man sagtens se alle Porsche anerne. Man har tændingslåsen ved venstre side fra ratstammen og en række af instrumenter i instrumentklyngen. Også udenpå havde man prøvet at gøre AntiPorschen mere bekendt. Og eksteriør designet var i mange år min kæphest med Cayenne. Jeg skulle bogstavelig talt bruge mange år på at vænne mig til den. Jeg syntes i mange år at den så underlig højbenet og klodset ud. Men i forhold til nutidige Crossovere ser 955eren ikke værst ud. Den ser bred og muskuløs ud men også sportslig og en smule stilfuld ud. Under alle omstændigheder ser Cayenne meget godt ud i bakspejlet eller hvad man nu skal sige. Men hvordan kører den egentlig. Overordnet set kører den ganske fint. Men ikke overdrevet bedre end søstermodellerne Q7 og Touareg. Styretøjet er let og flydende men hvor at det stadigvæk styrer præcist og så er undervognen en smule mere blød end i X5 M. Men hvor at den stadigvæk føles selvsikker igennem svingene. Man kan selvfølgelig også mærke at det er en smule mere kompakt bil end især Q7 som virkelig er lidt af en skolebus at føre. Også angående motor og gear er 955eren ganske iorden men ikke markant bedre end konkurrenterne. V8eren på 4.5 liter går rigtig godt så snart der kommer noget varme i den. Speederresponsen er god og så elsker den at få noget gas ligesom Audi 4.2 som den er beslægtet med. Og jov så lyder den godt. Ganske godt faktisk. Gangkulturen er smidig men man har stadigvæk et godt dyb V8 brøl. Den synger ikke ligeså godt som Audi 4.2 men det er stadigvæk et herligt lydbillede. Men gearkassen er desværre lidt en halvbagt oplevelse. Den føles som en tavelig konverter automatgearkasse hvilket jeg også fandt ud af senere at det var. Gearskiftene er slasket og langsomme. Og så holder den gearene i unødvendigt lang tid. Der klarer E53 X5 det altså meget bedre og den kører jo også med normalt konverter automatgear. Og det er ikke fordi at Porsche ikke kunne finde ud af at sælge en god gearkasse i denne periode. Fordi at de netop tilbød formidable dobbelt-koblings gearkasser på både 911 Cayman og Boxster. Men det måtte Cayenne åbenbart ikke drage nytte af. Og konklusionen på dagens test må også lyde på at 955 havde efter min mening virkelig kimen til at blive en formidabel sports-SUV den har nogle virkelig seje features så som en herlig V8er med tørsump variabel ventilstyring og 340 heste. Og et kvalitetsbetonet interiør samt et ganske velfungerende infotainment system. Som selv den dag i dag er ganske nemt at betjene. Men det er også en bil der bliver ladt i stikken af en lidt middelmodig køreoplevelse og en meget træls gearkasse.

Hvis du ville læse om andre fancy SUVere må du endelig give nedenstående links et kig.

Noget jeg altid godt har kunne lide ved Cayenne er indretningen af motorrummet. Det hele er fint gemt væk men hvor at man stadigvæk kan se lidt af maskinen og associeret teknik. Jeg kan især godt lide detaljen med det lille stabilisatorled som går ud til ventildækslet i passagersiden. Det er tydeligvis lavet til at se pænt ud samtidig med at det spiller en praktisk rolle i at stive drivlinjen af.

set i bakspejlet af hvad der eksisterer af crossovere i dag. Så ser en 955er faktisk ganske godt ud.

Fælgene måtte godt havde været bare en smule større efter min mening.

Instrumenter på en lang række i forskellig størrelse skal der selvfølgelig også værre i Cayenne S.

Jeg tror også at det var 955 Cayenne der startede det med at tændingsnøglen skulle ligne en modelbil af bilen.

Biltest Range Rover P575 SVR.

Skrevet den april 22, 2022august 9, 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. Hvad gør du hvis du er i den heldige situation at du har mulighed for at erhverve dig en dyr og fancy sports-SUV men at du synes at en GLE63 AMG er lidt for mainstream. Så kunne en Cayenne Turbo måske værre svaret. Men nej den er også lidt for metervare-agtig. For en hver succesfuld reklamemand kører Cayenne. Men så må en Range Rover sport værre svaret. Men dagens tester er ikke en hvilken som helst Range Rover. Det er en P575 SVR. Det betyder 575 heste fra en kompressorladet AJ V8er og det helt vilde bodykit hårdere undervogn store bremser og en masse andre sporty detaljer. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til MLA motors for at jeg måtte låne dette pragt eksemplar. Og så må du endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

Mla-motors.dk

Asocial super-SUV.

Det er syndt at sige at jeg er enig med de hellige klimatosser når det kommer til deres syn på privatbilismen. Jeg har selv ejet biler man ikke just kunne kalde klimavenlige eller fornuftige. Men efter at have kørt SVReren rundt i KBH centrum. Kan jeg godt se hvorfor nogle synes at man er lidt af et svin hvis man kører rundt i en SUV i bymidten især hvis den har over 500 heste og lyder som en Corvette med manglende lydpotte. Jeg syntes lidt at det føltes som at tage rumfærgen fra Billund til Kastrup. Den er stor så den fylder mere end en lille bybil. Den er også dyr så man kan ikke stille den fra sig i hvilket som helst nabolag. Men især det faktum at man ikke har plads nok til at slippe alle hestene løs indenfor rimelighedens grænser tog en smule af fornøjelsen. Men alt dette ændrer ikke på at SVReren er en mega fed bil. Bare hvis man ser på køreegenskaberne er den helt på niveau med Mercedes AMG. Den styrer relativt præcist imens at undervognen er stramt sat op. Det resulterer i at den kører meget godt af sådan en stor kasse. Jeg ville næsten sige at den føles let til tås. Men det helt fede ved denne bil er helt klart motoren. Jeg elsker Jaguar-Landrover group for at de er én af de få koncerner der stadigvæk holder liv i roots-kompressoren med deres AJ motorserie. V8eren føltes rigtig god i XJeren. Og det er det samme i SVReren hvor at den har cirka 60 heste mere og så er der mere lyd på den. Både fra den aktive sportsudstødning og fra kompressoren. Det er en lækker cocktail af V8 bulder og brag og djævelsk kompressor-hvinen. Men heldigvis matcher præstationerne lydbilledet. De få gange muligheden præsenterede sig. Fløj den nærmest ud af starthullerne imens at gearkassen skiftede rimelig præcist. Selv i automat-program skiftede den ok hurtigt. Et andet stort pluspunkt er designet. Jeg har altid godt kunne lide de klassiske Range Rover former som i SVR er krydret med dybe luftindtag og brede skærmkanter. Selv kulfiber-kølerhjelmen er forsynet med to næsebor som trækker varmen ud af motorrummet. Selv interiøret har fået en overhaling med sportsstole både foran og bagi samt et tykkere læderrat. Det eneste jeg virkelig kan sætte en finger på ved SVReren er at noget af det børstede aluminiums-trim i interiøret føles lige lovlig billigt og plastikagtigt. Men ellers er kvalitetsfornemmelsen tårnhøj. Næsten alle berøringsflader er tykt polstret med læder og så er hele loft-himlen samt stolpe-beklædninger beklædt med alcantara.

I de dyre drenges klub.

Efter at have kørt det Britiske bud på en power-SUV kan jeg sige at den er et fedt AMG alternativ. Den har et fedt design og en fed motor. Selvfølgelig er den dyr at anskaffe og holde kørende. Men for ægte velhavende entusiaster har pris ikke meget at sige. Og da Range Rover ligesom Mercedes G63 lidt er et design-ikon betaler mange ligeså meget for designet som for præstationerne håndværket og teknologien og mekaniken.

Hvis du ville læse om flere fancy SUVere. Må du endelig give nedenstående links et kig.

Selvom at det her “kun” er 2018 modellen. Har man stadigvæk alt muligt tænkeligt udstyr såsom komplet Meridian anlæg.

De yderste siddepladser i bænkesædet er bogstavelig talt skålsæder hvilket jeg synes er en mega fed lille detalje.

Store bremser bag store hjul er en selvfølge på denne slags biler.

AJ V8eren med kompressor er én af mine personlige favoritter indenfor performance-motorer fra det 21 århundrede.

Kulfiber-kølerhjelmen er en anden cool lille detalje. Kan godt lide at man kan se det “bare” kulfiber på indersiden.

Udover emblemerne kan SVR kendes på det komplette skørtesæt.

Men uanset hvad elsker jeg eksteriør designet.

Og så er forlygterne også helt perfekte. Der er nok LED striber til at det ser interessant nok ud rent æstetisk om aftenen når det er tændt.

3 biler du kan køre på B kørekort som har rimelig velvoksne motorer.

Skrevet den april 17, 2022juni 8, 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en post. Jeg tænker at jeg lige kunne lave en kort hitliste som opvarmning til når der kommer rigtigt indhold på plakaten igen. Som I ved elsker jeg store biler med store motorer. Jeg elsker at snakke om dem og jeg elsker især at kører dem. Selvfølgelig har jeg efterhånden kørt en håndfuld af de helt store biler altså lastbiler som havde 6 eller 8 cylindrede motorer hvor at de største havde en slagvolumen på 13 til 15 liter. Men min sande passion er jo selvfølgelig personbilerne eller i det mindste dem der kan køres på kategori B. Og der er noget særligt ved at køre en bil der er bestykket med en stor 8 eller 12 cylindres motor der har ligeså høj slagvolumen som en mindre lastbilmotor. Men hvad er en stor motor egentlig. For alt er jo relativt men for mig personligt siger jeg altid at alt over 5.7 liter er rimelig stort når vi taler personbils-regi. Men nu heller ikke så meget snak lad os komme til listen.

3. Audi Q7 V12 TDI.

Selvom at det især er USA der er kendt for deres kæmpe-motorer. Så har Europa også fostret nogle store og imponerende maskiner igennem bilhistorien. Én af dem er Audis TDI V12er på 6 liter. Den har også fornøjelsen af at værre den eneste serieproducerede dieselV12er der er brugt i en personbils-applikation. Og selvom at den ude i virkeligheden ikke føltes markant hurtigere end den gænges 3.0 V6er så er dens sjældenhed næsten nok til at sikre den en plads på listen. Det er i hvert tilfælde et af de absolutte højdepunkter når vi taler biltests til blogsne.

2. Dodge ram 1500 V10.

Store motorer er næsten synonymt med Amerikanerbiler. Også når man ser historisk på det så er det nemt at få øje på at Amerikanerne elskede store motorer. Fra 12 cylindrede Packards og 16 cylindrede Cadillacs i mellemkrigs årene til 8 cylindrede rækkemotorer i Pontiacs og ikoniske hemi V8ere i Dodge coronet i midt tresserne var kærligheden til mange kubiktommer ikke til at misse. Selv da vi nåede til 90erne var de store maskiner ikke helt en uddødende art endnu. Dodge magnum V10eren er et stjerne-eksempel på en Amerikansk monsterkværn. Den har bundtrækket helt nede i momentkurven og så er den helt gammeldags i konstruktion. Den har knastakslen i blokken og så er både blok og topstykker udført i støbejern. Selv lyden og gangkulturen er næsten dieselagtig af natur. Imens at i den høje ende af omdrejningsregistret der udsteder den en typisk V10 bræen.

1. Lincoln Continental årgang 65.

Hvis denne liste handlede om udseende så ville Continentalen vinde med flere billængder. Jeg synes det er en af de fedeste udseende Amerikanere jeg har kørt jeg synes sågar at det er en af de fedeste udseende 4 dørs sedaner overhovedet at jeg har kørt. Det er en total gangsterslæde uden lige med de store forkromede trådfælge og det røde vinylindtræk. Og så giver de baghængslede bagdøre noget helt særligt stilmæssigt til fremtoningen. Bare de udvendige dimensioner gør Lincolnen til et syn for guder når den cruiser op og ned af vejen. Det er en kolossal bil med en stor personlighed. Men en kæmpe boks har ofte en kæmpe motor og der er Continental ikke nogen undtagelse. Man har hele 430 kubiktommers (svarende til 7 liter) detriotstål til rådighed som selvfølgelig er arrangeret i 8 cylindre i V form. Og selvom at min anden bil er en V12er for tiden så har en god V8er en særlig tiltrækningskræft som ikke andre motorer har. Især de Amerikanske V8ere har ofte en nærmest rytmisk tomgang en karismatisk gurglen som vinder manges hjerter. Det er også den motortype at selv mange ikke bilkyndige kender til. Jeg har i hvert tilfælde talt med forbavsende mange ikke bilnørder der ved at denne konfiguration eksistere.

Biltest i30 N performance.

Skrevet den marts 10, 2022juni 8, 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en nybils-test. Jeg har bogstaveligtalt ventet i 4 år for at kunne komme til at lave denne test. For da jeg i 2018 hørte at Hyundai ville lave en GTIer i verdensklasse der skulle tage kampen op imod alle de etablerede vækkede det min interesse bare en smule. Og da jeg læste lidt mere om den var jeg oprigtigt interesseret. Så det er med stor glæde at jeg endelig har fået kørt et eksemplar. Men ellers ville jeg bare sige tusind tak til N.O. Jensen for at vi måtte låne denne bil til dagens test. Men du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

NOjensen.dk

Storebror i30 N deler bøllebank ud.

Jeg kan allerede sige nu at det her er en bund-solid GTIer der giver de etablerede aktører kamp til stregen. Bare hvis vi ser på teknikken mangler i30N ikke noget i forhold til konkurrenterne. Man har blandt andet 8 trins dobbeltkoblings-gearkasse elektronisk spærredifferentiale og antilag. Sidstnævnte er meget usædvanligt at se standard gadebilsmotorer være udstyret med. Men den kører heldigvis også som en rigtig hot hatchback. Selvfølgelig kan man godt mærke at den føles mere rolig eller hvad man nu skal sige. Nu hvor det er en smule større bil i forhold til i20N med længere akselafstand. Men undervognen er stadigvæk hård og kontant og så er styretøjet tungt vægtet imens at det styrer præcist. Indretning af førerpladsen er også lige som det skal værre. Man har et par godt polstret forstole der støtter virkelig godt om én og éns forsædepassager. Og så er knapper til klimaanlæg og gearvælgeren logisk udformet og placeret. Så det er intuitivt at betjene. Angående gearkasse er man også godt stillet. Selvom at den 6 trins manual er det åbenlyse valg for køre-entusiasten så er den 8 trins DCT med vådkobling en rigtig fornem gearkasse. Den skifter næsten ligeså smidigt ved stille kørsel som nogle af de bedste konverter-atomatgearkasser at jeg har kørt. Men hvor at man stadigvæk har lynhurtige og præcise skift under en hurtig acceleration. Og det er lige meget om det i manuelt eller automat-program. Og det at accelerere er noget at i30eren er rimelig god til. Fra 0 til 60 i timen føles den ikke ligeså eksplosiv som lillebror i20N. Hvorimod at ved mellem-accelerationer fra 60 til omkring 130 i timen der flyver den til gengæld godt. Man kan i hvert tilfælde godt mærke at man har de ekstra kubik i forhold til i20. Det eneste minus hvis man overhovedet kan kalde det det. Er at man ikke har digital instrumentering som i i20. Men det ænser jeg ikke da jeg er vant til gamle biler som slet ikke har nogen former LCD paneler i instrument-klyngen.

Konklusion.

Efter endelig at have kørt en af de mest lovende GTIere i nyere tid. Kan jeg sige at i30N er en seriøs konkurrent til establishmentet. Den styrer næsten som om at den er på skinner og så har den et herligt kraftoverskud. Og selvom at den vejledende pris på lige under 500.000 selvfølgelig er mange penge for en Hyundai så er den konkurrenterne værdig på næsten alle leder og kanter.

Hvis du ville læse om andre GTiere må du endelig give nedenstående links et kig.

Modsat i20N så er i30eren udstyret med gammeldags analoge instrumenter. Hvilket absolut ikke ænser mig personligt.

Men til gengæld har man stadigvæk den nyeste infotainment software.

selvfølgelig er hjul og bremser opgraderet i forhold til standard. Selv fordækkene måler 235 i bredden.

Hvis man udelukkende tager efter ergonomi og brugervenlighed. Så er det her en af de bedste førerpladser i nogen moderne performancebil.

Som nævnt før så er motoren udstyret med en simpel form for antilag. Men det er faktisk noget at Hyundai ikke må markedsføre da det kan resultere i at i30N ikke må sælges til visse markeder da de forbyder brug af antilag i gadebiler.

Ligesom mange andre entusiastmodeller skal man selvfølgelig have aktiv udstødning hvor at man kan få alt den poppen og knalden man ønsker. Det er åbenbart én af de biltrends der ikke ville forsvinde lige foreløbigt.

Biltest Ram 1500 V10.

Skrevet den marts 3, 2022maj 9, 2023 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. I ved jo at jeg elsker gode alternativer når det kommer til special og veteranbiler og at jeg elsker en god Amerikanerslæde. Så dagens testbil kan helt klart sætte flueben ved begge bokse. For hvis du af uransagelige grunde ikke har mulighed for at erhverve dig en ram SR/T10 så kunne dette eksemplar værre et godt alternativ. Man får cool sporttruck agtig styling med sidepipes i begge sider. Og vigtigst af alt en kæmpe V10er på hele 8 liter som laver massere af lyd og bundtræk. Men ellers ville jeg bare takke Hedensted bilcenter for at jeg måtte låne dagens tester ud. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

https://automester.dk/find-vaerksted/hedensted-bilcenter

Beslægtet med en Hugorm.

Selvom at de fleste kender mig som totalt Japanerbils-fan så har jeg også været stor Viper-elsker siden barnsben af. Den var et af mine yndlings befordringsmidler i det første Grand theft auto hvor den dog gik under navnet Beast GTS og så var jeg sågar heldig at jeg fik mulighed for at sidde i et eksemplar der var udstillet i P Christiansen i Odense. Men der er desværre langt imellem Viperne i vores afgiftsplaget andedam. Men heldigvis er der også alternativer til hvis du ville have en bil der har en smule Hugorme DNA. Det mest åbenlyse er selvfølgelig at investere i en Ram SR/T10 som er bestykket med en ægte levende Viper V10er på 8.3 liter og som yder 510 heste. Ellers kunne dagens testbil faktisk værre et godt alternativ. Og selvom at den er udstyret med Magnum V10eren med støbejerns blok og topstykker altså en motor der ikke har set skyggen af performance. Så er både Magnum og Viper V10 skabt på basis af Chrysler LA motoren. Det kommer også til syne når man kigger på konfigurationen af begge maskiner hvor at de begge to har en vinkel på 90 grader og så kører de begge med bundliggende knastaksel og to ventiler pr cylinder. De relativt ens motorkonstruktioner resulterer i at motorlyden også minder forbavsende meget om det at Viper udvikler. Jeg har altid elsket V10erne for den speciale snerren at de udvikler og især Viper V10eren der tilmed har en nærmest dieselagtig gangkultur og lydbillede i forhold til de Europæiske og Japanske V10ere der til sammenligning udvikler et næsten jetflys agtigt skrig. Under koldstart springer den i gang med en dieselagtig klapren imens at der under en hård acceleration kommer en højlydt raspende snerren. Det er en unægtelig Amerikansk motorlyd for det er som nævnt før ikke mange Europæiske motorer der rasper så godt. Men sådan en kraftfuld lydende motor har selvfølgelig et rigtig godt bundtræk. Under en hurtig acceleration letter fronten som var det en gammel speedbåd der skulle til at plane. Og den kan da sagtens også spinde med baghjulene hvis man er for ivrig med sine speederinput under igangsætning og fordi at man kører med stiv bagaksel og langs-liggende semi-elliptiske bladfjedre opfører bagvognen sig ikke så forudsigelig som hvis man kørte med en mere moderne konstruktion i baghjulsophænget. Generelt bærer køreegenskaberne præg af at det er gammelt mekanik man kører med. Selvfølgelig føles den ikke livsfarlig eller bøvlet at køre med og man er heller ikke helt på G63 niveau hvor jeg synes at motorens præstationer overgår chassisets ved at den føles meget nervøs under hård acceleration selv under ligeudkørsel. Men den styrer ikke ligeså præcist og så kan man selvfølgelig ikke tage sving med ligeså høj fart som i en personbil. Og ligesom at acceleration får baghjulsophænget til at komprimere mere end man er vant til. Så dykker fronten også mere under bremsning end på en mere sporty eller moderne konstruktion. Men de lidt prærievogns agtige køregenskaber synes jeg netop er charmen ved at køre en traditionel pickup eller SUV. Fordi man netop bliver mindet om at det ikke er en personbil og at man derfor skal køre den på en anden måde. Noget andet jeg også kan lide ved denne køreoplevelse var den måde at gearkassen skiftede på. Selvfølgelig kunne man sagtens mærke at det var helt gammeldags konverter automatgear men den gav et tilfredstillende ryk ved hvert gearskifte især under en hurtig acceleration. Og det at den bare fungerer uden for meget bullshit og indlæring er helt fantastisk. Der er ikke nogle dumme skiftepadler eller en fjollet gearvælger der ligner en videospils-kontroller men derimod en simpel ratmonteret gearstang som selv individer med en IQ under stuetemperatur burde kunne finde ud af at betjene. Et andet pluspunkt ved dagens tester er designet. Denne generation af Ram 1500 er en af mine yndlings ud fra udseende. Jeg har altid godt kunne lide den måde at især fronten ser ud på. Med at man har den lidt smallere frontgrill og lygter men hvor at motorhjelmen sidder som stor og muskuløs pukkel over det hele. Men også det med at man har de flade sidder uden for mange bæltelinjer. Men jeg har altid været stor tilhænger af de semi-minimalistiske 90er designs fordi at de har den rette mængde af afrundede former og kantet maskulinitet. Og især dette eksemplar har det helt rigtige maskuline sporttruck agtige look nu hvor at alt krom er blevet malet i karroserifarven og at man har alu-trinbrædder og sideudstødninger. Men ellers lyder dommen vel på at jeg at synes at det her er et herligt Ram SR/T10 alternativ selvom at den egentlig ikke har så meget med Ram SR/T10 at gøre. Men som selvstændig køreoplevelse er den en herlig lille sporttruck som giver meget af simpliciteten og køreoplevelsen af en veteraner men med mere moderne kraftoverskud og driftsikkerhed.

Hvis du ville læse om andre Amerikanerslæder må du endelig give linksne et kig nedenunder.