cars – Side 14 – upgear.blog

Biltest Volvo V70R

Skrevet den januar 22, 2020juli 24, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en test. Vi fortsætter lidt i temaet fra forrige biltest med at have med topmodellerne at gøre. Men modsat Q7eren som mest af alt bare var et stort og dyrt udstyrsstykke så er V70R en regulær hverdagsbil hvor man faktisk kan mærke tydelig forskel på basisudgaven og flagskibet. Men mange tak til Jens Jacobsens autoværksted for at vi måtte låne V70eren til dagens test. Du må endelig give deres webside et kig på dette link.

Mere raket i elgraket.

Folk som har fulgt bloggen i mange år ved at jeg i stor kærlighed til vores Skandinaviske naboer har omtalt deres biler som elgraketter altså en sammentrækning imellem elg og raket. Også selvom at jeg har kørt Svenske biler der ikke var så meget raket over. Men i dag fik jeg kørt en bil som endelig sætter noget mere raket tilbage i elgraket. Men allerede efter de første par minutter bag rattet blev jeg mindet om at det her ikke er nogen normal V70er. Styretøjet er tungere vægtet og så er gearskiftene mere kontante med et mere metallisk feel noget som sikkert er opnået ved at benytte en anden gearskifte mekanisme. Undervognen er også til den mere stramme side. Der er ikke nær så meget gummibåd i rom sø over den som på husholdningsmodellerne. Men det er især når man puffer lidt til den at man skiller fårene fra bukkene. Turbo række5eren skal have lidt omdrejninger for at spille helt perfekt men ligeså den danner ladetryk så er der takeoff. Især fra stilstand hvor der bliver sendt kræfter ud til alle fire hjul der trækker den helt vildt af sådan en stor kasse at være. Det er nærmest som om at man bildt den ind at den er en Ferrari eller en Porsche. Det er hvert tilfælde tydeligt at man har mange flere kræfter at gøre med end de 170 heste at en V70er typisk er født med. Men ellers lyder dommen på at der stadigvæk kan være stor forskel på de forskellige varianter af en given model. Og at vi lidt går en sørgelig tid i møde med at mange producenter udvander deres performance emblemer enten ved at reducere dem til simple stylingspakker eller at udslette dem som for eksempel Mercedes Benz er igang med at “skrotte” 73 procent af deres AMG lineup.

Vores testbil var fra dengang hvor det faktisk betød noget at køre R design.

Selv hjul og bremser er et andet setup i forhold til standard modellen.

Selvom at motoren “kun” er opgivet til 300 heste så er det de bedste 300 heste jeg har prøvet længe.

Den speciale kugleleds gearskifter er specifik til R modellen. Og når der så er en strammere skiftermekanisme end i standard modellen. Så føltes det overraskende godt at skifte gear.

De blå instrumenter tilføjer lidt farve i et ellers monokromt interiør.

Som nævnt før syntes jeg det her er en af de smukkeste stationcars der er lavet. Men i denne udgave matcher hestekræfterne også udsenet.

Biltest Audi Q7 V12 TDI

Skrevet den januar 22, 2020oktober 5, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en biltest. Selvom at jeg har kørt hele to Q7ere som begge var godt udstyret og forsynet med to populære motorer. Så har der altid været en variant jeg håbede på at komme til at køre. Nemlig V12 TDI. Og i dag kom dagen endelig. Jeg har bogstavelig talt ventet på denne dag i årevis. Men jeg har på en måde scoret dobbelt jackpot for ikke og alene er det her en V12er men det er en V12er som der højst sandsynligt blev bestilt med alle krydserne i udstyrslisten. Jeg tør næsten ikke at tænke på hvor mange hundred tusind kroners ekstraudstyr dette eksemplar blev leveret med. Men endnu en gang tak til nextcar for udlån af Q7eren til denne test. Du må endelig give deres webside et kig på dette link.

Teleporter fra ingolstadt.

Forskellene imellem at køre Q7 og Q7 V12 er faktisk ikke særlig åbenlyse. Det er først efter nogle minutter på vejene at man kan mærke de små forskelle og nuancer. Da jeg skulle vække maskinen fra kold af sprang den igang med en dyb brummen som man kender det fra andre store multicylindrede dieselmotore. Som bilnørd kan jeg godt høre at det her er en mere heftig maskine men jeg tror at mange ikke bilvidende ville synes at det lyder som en 3 liters TDI der har et mindre udstødningslæk. Efter at have kørt rundt i området både for at få motoren driftvarm og at blive fortrolig med bilen. Prøver jeg at lave nogle hurtige træk op til fartgrænsen. Og der kan man godt mærke at det her er V12erens “shining moment” ligeså snart gearkassen går i kickdown bliver man nærmest skubbet af en usynlig hånd op til ens ønsket hastighed. Det føles ikke ligeså brutalt som når man laver samme manøvre i en sportsvogn. Men man er ikke i tvivl om at det går hurtigt. Det føles som om at man nærmest teleportere sig fra 0 til 80 i timen. Noget jeg også glædede mig til at få prøvet på egen krop var de kulfiber keramiske bremser som dagens testbil var udstyret med. Man har i mange år prøvet at få denne racer teknologi til at virke på gadebiler uden det store held. Blandt andet fordi at de skal opnå en meget højere arbejdstemperatur for at virke ligeså godt som stålskiver under vejbrug. Og så støjer de mere under brug hvilket ikke ligefrem er en eftertragtet egenskab i en gadebil. Men efter at have kørt med kulfiber skiver kan jeg sige at i 2008 havde man faktisk fået elimineret de fleste problemer. Det var faktisk kun ved de første par stop at man godt kunne mærke at der ikke var lige så godt i bid i bremserne. Også angående støj kunne jeg ikke mærke forskel i forhold til konventionelle setups.

Den ultimative Q7er…?

Efter at have kørt en af de mest politisk ukorrekte og ekstreme SUVer jeg kender til kan jeg så sige om det her er den ultimative Q7er ?. På en måde både ja og nej. På papiret ja en 12 cylindres luksus SUV der har 500 heste og 1000 NM. Og som er belæsset til taget med ekstraudstyr for flere hundred tusind er rimelig imponerende både at høre om og at sidde bag rattet i. Men når en gængs Q7er med V6 TDIeren kører næsten ligeså godt og føles næsten ligeså hurtig under acceleration. Så kommer V12 udgaven til at fremstå som den mest groteske og fråsende bil jeg har kørt længe. Men lad os være helt ærlige. Så er der jo ingen rationelt tænkende mennesker der køber den her slags biler vel vidende om at mindre også kan gøre det. Men nu er jeg jo heller ikke det mest rationelt tænkende menneske og fordi jeg godt kan lide store biler med storer motorer er der alligevel et eller andet i mig der rigtig godt kan lide denne bil.

Hvis du også er af den overbevisning om at mindre kan gøre det så kan du læse de to andre Q7 tests igennem linksne nedenunder.

biltest audi Q7 3.0 TDI årg 2007

biltest Audi Q7 4,2 FSI årgang 2006

Finishen og materialevalget i interiøret har fået et nøk opad i forhold til den standard Q7er. Der er mere læder og alcantara.Dette eksemplar er udstyret med det helt store Bang & Olufsen anlæg med motoriseret diskant højtalere.Hvis man har flere hundred tusind til at bruge på ekstraudstyr til bilen. Så er glastaget et must have 20.000 til eller fra har jo intet at sige.kulfiber keramisk bremsesystem er virkelig formel 1 teknologi til vejen. men det er også et af de dyreste krydser man kan sætte i udstyrslisten. Selv i dag kan man afhængig af bilproducent resikere at skulle slippe på den gode side af 100.000 for at kunne få denne feature.Trods sin status som topmodel er V12 udgaven relativt underspillet. De ovale afgangsrør er en af de eneste måder man kan spotte den på.Op igennem 2000erne brugte Volkswagen gruppen enorme summer på udvikling af dieselteknologi. Det resulterede i et hav af forskellige oliebrændende motorer hvor man på den ene side havde alle de brændstoføkonomiske række4ere og på den anden side havde man denne koloss på 6 liter.

Lastbiltest. Mercedes Unimug U1600

Skrevet den januar 17, 2020april 23, 2021 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en lastbil test. Selvom at jeg ikke ville kalde mig for en decideret lastbil nørd så er der alligevel en bil jeg altid har vendt mig om efter eller som jeg i hvert tilfælde ikke har været helt uinteresseret i. Nemlig Mercedes.s Unimug serie. Jeg har i mange år kaldt den Schweizerkniven indenfor lastbiler. Det er en terrængående lastbil som er udstyret med PTO udtag for og bag. Så i grove træk kan man sige at Unimugen kombinerer traktorens alsidighed med Lastbilens mobilitet. Uanset hvad. Så var det lidt en drengedrøm der gik i opfyldelse da jeg satte mig bag rattet i dag. Men mange tak til Mads for at vi måtte låne U1600eren til dagens test han driver virksomheden MT Henriksen som beskæftiger sig med forskellige park og vej opgaver såsom hækklipning og træfældning.

Er det en traktor eller en lastbil……Det er begge dele.

Og så alligevel ikke. I hvert tilfælde ikke hvis man skulle tro Mercedes Benz selv. For navnet Unimug er et akronym for de Tyske ord UNIversel MOtor Gerät som løst oversat betyder universal motorredskab. Men nu er vi jo ikke Mercedes Benz men upgear.dk så vi syntes vireklig at U1600eren føles meget traktor og lastbil agttig på samme tid. Også når man tager et kig på køretøjet kan man se lighederne de to køretøjsarter indbyrdes. Den korte akselafstand og de store lavtryksdæk giver lidt indtrykket af en monstertruck. Imens at man har kraftudtag samt lynkoblinger til hydraulik for og bag som jo netop er teknik man normalt ser på traktorer. Også når man sidder på førepladsen kan man se sammenfletningen imellem lastbil og traktor. Der er for eksempel retningsvælger og reduktionsgear som jeg sagtens kan genkende fra traktorer. Men det er til gengæld de færreste traktorer jeg har kørt der er indrettet med ting som kontrolapparat og manometer til forsyningskreds. Også det at føre Unimug er et sjovt kompromis imellem traktor og lastbil. Jeg må indrømme at det ikke var den nemmeste bil at køre. Fra 0 til 20 timen følte jeg at jeg skulle køre den ligesom en traktor med at lade den tøffe afsted i samme gear uden at røre ved gearstangen. Hvorimod at fra 40 og opefter der var man tilbage til at køre lastbil ved at man roede igennem alle 8 gear under acceleration. Der var også nogle karakteristika der er typisk Unimug. For eksempel bemærkede jeg at bilen rokkede meget mere fra side til side under kørsel end i andre lastbiler og at der er en smule mere overhæng fra forhjulet og ud da Unimugen er en snudevogn. Men ellers lyder dommen på at jeg syntes at det var spændende at opleve lastbilernes Schweizerkniv. Jeg syntes også at jeg lærte lidt om køretøjet og dets indretning og funktion så alt i alt var det faktisk en spændende lille afstikker og et godt indslag til årets første motortest.

Bag rattet i Unimugen kan man sagtens se traktor anerne. Mange af betjenings anordningerne er de samme som man ville kunne finde på en landbrugstraktor.

Med en totallængde på 5210 milimetre hvilket svarer til totallængden på en W140 S klasse er U1600eren en rimelig beskeden størrelse når det kommer til tungvogne.

En af de mest særpræget tekniske detaljer på en Unimug er efter min mening portalakslerne. De fungerer med at enderne på begge aksler går ind i gearkasser hvorså at man kan placere navet lavere og derved opnår en højere frihøjde uden at hæve affjedringen eller førerhuset. Det er desuden meget få køretøjer med portalaksler der er tilgængelige på det kommercielle marked AM Generals Humvee og Mercdes.s egen G63 6×6 er nogle af de eneste jeg kan huske der er udstyret med denne konstruktion.

På grund af den beskedne størrelse og egenvægt er U1600eren udstyret med tryklufthydrauliske bremser og ikke trykluftmekaniske bremser som på større lastbiler.

Biltest Suzuki Jimny Allgrip

Skrevet den december 2, 2019juni 24, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en nybils test. I den her tid hvor det ser ud til at der udkommer en ny crossover eller CUV hver uge. Ser det ud til at den traditionelle SUV med stigeramme og reduktionsgear lidt er trængt op i en krog. Der bliver i hvert tilfælde ikke lavet så mange af dem som jeg ville ønske. Men bedst som alt ser sort så kommer Jimny tilbage fra de dødes rige. Det er en rigtig oldschool SUV med moderne teknologi der hvor det giver mening. Men mange tak til Terminalen i Odense S for udlån af Jimnyen til Dagens test. Du må endelig give deres webside et kig på dette link.

Kompakt Bjergged.

Det første jeg lagde mærke til ved Jimnyen var hvor blød affjedringen var. Selv da man steg ind rokkede den fra side til side som en jolle der ligger fortøjret ved Lundeborg lystbådhavn. Også når man så bevægede sig ud i trafikken var krængning også mærkbar. Det er den første nye bil jeg har kørt hvor affjedringen er så blødt sat op. Men det kan jeg sagtens leve med modsat forsæderne som der ikke yder særlig meget støtte. Man sidder faktisk meget komfortabelt i forstolene men som nævnt før er sidestøtte næsten ikke eksisterende. Så selv det at køre rundt i rundkørsel gjorde at jeg var nød til at støtte lidt imod med rygmusklerne for ikke at glide ud af førersædet. Styretøjet reagere også fornuftigt. Der er godt med boost på servostyringen hvilket gør Jimnyen uhyrlig letkørt samtidig med at det heller ikke er for nervøst ved motorvejsfart. Angående motor og gearkasse fortsætter retro fornemmelsen. Allerede efter de første minutter på vejene følte jeg mig lidt hensat til en bil fra 90erne (tænk Daihatsu Rocky eller Opel Frontera sådan noget i de baner) den lille symaskine motor skal arbejde hårdt når man bare kræver lidt af den. Og når den så er koblet til en lavgearet 5 trins gearkasse så synger den lidt i de høje omdrejninger ved omkring 130 i timen. Men det tager jeg så i Jimnyens forsvar. Fordi at vi i dag er så fikseret på at biler er så støjsvage at selv en Seat Mii gør én fartblind ved motorvejskørsel. Så spørger jeg om det er bedre at have en bil der gør en fartblind så man konstant er nødt til at kigge på ens speedometer. Eller om man ville have en bil som man kan høre arbejde så man kun behøver et akustisk hint om ens hastighed i form af motor og vindstøj. Så man derved kun behøver at konsultere speedometeret når det er allermest nødvendigt. Det bevirker så at man har øjnene på vejen i længere tid af gangen. Ok guys jeg ved godt at den søforklaringen var lidt langt ude. Men faktum er at jeg ikke ænser at den nye Jimny støjer så meget under kørsel. Det er netop noget jeg må gå igennem på daglig basis når jeg har ejet så mange gamle biler. Noget jeg heller ikke ænser er den manglende motorkraft ifølge nogle. Jeg syntes at begrebet motorsvag bliver lidt kastet rundt i flæng. De Journalister der siger at alt og alle er motorsvagt er sikkert folk der kører superbiler på daglig basis. Fordi jeg syntes at vi skal helt ned i en Trabant P601 eller Nissan Kingcab 2.5 D de to biler er virkelig en tam omgang. Men selvfølgelig er Jimnyen svag og langsom hvis vi sammenligner den med en R8er. Men det er lidt ligesom at sammenligne en ko med en gepard. Men for en lille SUV med en lille motor syntes jeg at den følger ok med trafikken. Men noget der faktisk er meget up to date er mængden af komfortudstyr. Det testede eksemplar havde blandt andet klimaanlæg og infotainmentsytem med touchskærm som faktisk virkede fint nok. Og teknofesten er netop begrænset til komfortudstyr for det meste hvilket jeg syntes er et genialt træk. Jeg føler at os bilister er godt tjent uden nonsens som elektroniske parkeringsbremser og en milion forskellige ultralydssensorer. Det er ting som er opfundet til folk som ikke kan finde ud af at køre bil. Og som giver hovedpine og søvnløse nætter om 10 år når det sikkert er gået i stykker og at det koster en krig at udskifte.

Konklusion.

Hvad er min mening efter at have kørt det her miniature last-dyr af en offroader. Jeg syntes at Jimnyen er guds gave til folk som mig der ville have en no nonsens 4x4er i lommeformat. Det er en bil som langt henne af vejen har simpliciteten og køreegenskaberne som noget fra 90erne. Jeg er hvert tilfælde meget taknemlig over at Suzuki gad og sætte den i produktion og endda lancere den til det Danske marked. Men jeg tror desværre at det er bilen som ender sine dage Ligesom biler som Kia Stinger GT og Honda Civic EG. Altså i kliken af rigtig gode bilnyheder som ikke blev storsællerter fordi at familien Danmark hellere ville være på den sikre side.

Som en G klasse der har fået 90 graders kogevask. Selvom at Jimnyen var en funklende ny 2019 model. Mindede den på nogle områder om den G350er jeg kørte forleden. Blandt andet i det at den er den perfekte mellemvej imellem gammel og ny teknik.

Jeg ville godt takke den ingeniør der fandt på idéen med ikke at putte et dumt plastikcover over hele motorrummet. Selv tændspolerne sidder frit fremme.

Infotainmentsystemet er ét af de punkter hvor man godt kan mærke at Jimnyen er bygget ned til en pris. Det er syndt at sige at det når Tesla eller Audi højder når det kommer til respons og brugervenlighed. Men det virker som sagt fint til husbehov.

Orange tal på sort baggrund. Er en god lille retro detalje.

Med de beskedne udvendige dimensioner er Jimny nærmest SUVen der kan gøre det ud som bybil.

Biltest Mercedes W222 S350 CDI.

Skrevet den november 19, 2019november 20, 2019 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en test. Man siger at gammel kærlighed aldrig ruster. Sådan kan man også sige om mit forhold til gamle store Mercedes. Især modeller som w140 og w111 Heckfloss. Har været en fryd at føre. Men nogle gange er man nød til at kigge på samtiden og anskaffe noget ungt blod. Og ungt blod må man sige at w222eren er. Den leverer en afslappende køreoplevelse ikke udelukkende med hjælp af finmekanik men også med et hav af sensorer og microchips. Det er i sandhed en hightech luksusmaskine der får en til at geare ned. Men mange tak til pavegydens auto for udlån af W222eren til dagens test. Du må endelig give deres webside et kig på dette link.

Stressless not more.

Her i nyere tid har jeg ofte beskyldt især den nuværende C og A klasse. For at til-søle Mercedes Benz.s gode image. Det er biler der bliver solgt med et fint navn og et lækkert interiør. Hvor de subjektivt virker stærke på grund af brand værdi og den livsstil det er associeret med. Men objektivt at de kan ligeså meget eller ligeså lidt som andre i deres respektive klasser. Der er især CLA shootingbrake den største synder. Jeg syntes at den er så tavlig en bil at jeg faktisk har døbt den Discount Mercer. Fordi at i mine øjne at det er en forhjulstruken imitation af en langt bedre bil i form af CLS shooting brake. Det er bilen til falske personer som ikke har råd til en rigtig Mercedes fra ny af. Men som heller ikke ville ses i en fornem gammel model fordi det er der ikke noget status i ifølge deres Café latte sippende naboer. Men sådan en bil er W222 S klasse slet ikke. Det er virkelig en bil der stadigvæk viser verden en gylden standard indfor fuldstørrelses luksus sedaner. Den er ligesom sine forgængere en imponerende opvisning i højteknologi håndværk og sans for detaljen. Det udvendige design er ikke lige min kop te. Jeg syntes at det er for nemt at komme til at forveksle W222eren med den ydmyge W205 C klasse. Det er først når man kommer tættere på at man kan se at man har med Sonderklassen at gøre. Frontgrillen er markant højere og modsat discount modellerne triumfere stjernen stadigvæk nede på køleren. Og så er propationerne langt mere regulære. Hvad det udvendige design mangler bliver der helt klart hentet tilbage i interiøret. For jeg ville sige at det er et gudesmukt interiør. De to LCD paneler er smukt integreret i instrumentbordet imens at en tyk stribe af ædeltræ løber under dem. Det er et af de få punkter hvor jeg tænker at nogle af de nye biler slår de gamle. Det er hvor pænt og smagfuldt at man kan integrere teknologien. Mange af de ældre instrumentborde ser simpelthen så grimme og kaotiske ud med et hav af sorte plastikknapper. Finishen og kvaliteten af materialer er også blandt de bedste på markedet. Næsten alle flader er læder beklædte og alle vippekontakter udført i aluminium. Angående køreoplevelse er alt som det skal være. For det er netop få biler der overgår S klassen når vi udelukkende snakker kørekomfort. Allerede efter få minutter indfinder freden sig. Selvom at første del af vores testrute tog os igennem et stykke af den gamle A9 som er beklædt med noget af det mest støjende asfalt på Sydfyn. Og at vores testbil var udstyret med 21 tommer fælge så var rullestøjen holdt til et minimum. Samlinger i asfalten og andre ujævnheder gik næsten ubemærket hen. Angående motor og gearkasse performer W222eren godt. Gearkassen skifter silkeblødt. under visse omstændigheder var skiftene så smidige at man næsten ikke bemærkede dem. Og når det så bliver bakket op af en stærk motor der har en smidig kraftudvikling. Føler man at man har overskud til de fleste overhalinger og sammenfletninger.

Konklusion.

Efter at have kørt denne mere samtidige S klasse. Kan jeg sige at Mercedes sagtens kan finde ud af at lave biler med en høj kvalitets fornemmelse. Og som er total avantgarde når det kommer til teknologi. Men på den anden side ved jeg ikke om det er bilen jeg ville drømme om at have fordi jeg stadigvæk syntes at der er noget særligt over klassikerne. Men jeg er alligevel taknemelig over at have mulighed for at have kørt den. Fordi det trods alt er spændende at se hvad den nyere generation pønser på.

S klasse betegnelsen kommer af det Tyske ord Sonderklasse som betyder noget i retning af verdensklasse. Og der ville jeg helt klart sige at W222eren lever op til sit navn. Det er virkelig en bil i verdensklasse som gør sig ligeså godt ud på times square i New York som på strandvejen i Hellerup.

Store fælge med lavprofil dæk forringer komforten en smule og udvikler mere rullestøje. Men man kan åbenbart ikke stoppe udviklingen.

Selvom at 3.0eren er den mindste dieselkværn man kan få W222eren med så trækker den ganske fint.

Kvalitet og materialevalg af bedste karat er normen når vi taler biler i luksus klassen. Men detaljer og godt håndværk er ligeså vigtigt. Bare højtalergrillene til det originale Bergmiester suround system er stiligt fabrikeret i perforeret rustfrit stål.

På grund af den store mængde data der overføres hvert split sekund imellem de forskellige bilsystemer. Benytter W222eren sig af fiberoptik til kabling af forskellige moduler.

Pladsforholdende bagtil er ganske fornuftige. Og så har bagsæde passager næsten ligeså mange features at pille med som dem der sidder foran.

Lastbiltest Scania R500 V8

Skrevet den november 4, 2019marts 9, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en lastbiltest. Alle der har spillet Eurotruck simulator eller som bare har en fjern interrasse i lastbiler kender sikkert til Scanias V8 serie. Det er to tegn der kan få de fleste dieselnørder til at vende sig om. Det er også en V8er der ofte er spændt efter nogle af branchens tungeste og mest krævende læs. Men i dag fik jeg mulighed for at køre en af disse legendariske vogne. Men mange tak til Scania Odense for at vi måtte komme og lave dagens test. Du må endelig give deres webside et kig på dette link.

1340 kilo Svensk stål.

Hovedattraktionen i enhver Scania V8er er selvfølgelig motoren. Det er et kraftværk hvis mage vi ikke har set før her på bloggen. Det er selvfølgelig en 8 cylinders v motor. Men slagvolumen er på 16.4 liter. Maskinen yder henholdsvis 650 heste og 3.300 NM. Dødvægten for motoren alene er på 1.340 kilo og så er oliekapaciteten på hele 45 liter. Men hvordan kører den så. Jeg ville sige langt henne af vejen som en normal lastbil. Automat gearet gør at den er mere letkørt end en bil med pind og tre pedaler. Men når man får lidt varme i den og så trykker klampen i bund for at køre til motorvej. Så kan man sagtens mærke at man har et omdrejningsmoment der svarer til det at en gammel DSB færge yder. Efter at gearkassen har haft lidt betænkningstid så kommer der simpelthen en tsunami af moment. Scaniaen trækker meget stærkt op til de 80 på motorvej. Jeg kunne sagtens mærke at fordi vi kun kørte forvogn på vores tur så var bilens grænser langtfra nået. Det eneste der lidt manglede på det her eksemplar før at det var fuldendt var et blankt baldrerør så det legendariske V8 brøl kunne høres. For det standard båd anker af et udstødningsystem hæmmer godt nok lidt for meget for lyden. Men det er vidst meget godt at man har det standard setup monteret så man ikke pisser naboerne af hver morgen man starter karreten op. Men hvad lyder dommen på efter at man har kørt det nogle ville kalde den hellige gral inden for Europæiske lastbiler. Jeg syntes faktisk at det var meget spændende for efter have kørt Actrossen her for noget tid siden som er en lidt mere moderat størrelse. Så kan man jo sige at Scaniaen er en smule mere specialiseret idet at det er en trækker og at det er en trækker der er beregnet til lidt større læs i det at motoren har flere kræfter. Og ligesom jeg har været inde på før så er en V8er ligeså letkørt som hver anden tungvogn. Men når man så trykker på sømmet kan man godt mærke at den er et hak over de andre. Det er det samme hvis vi sammenligner med personbiler. For eksempel kører en normal E60 5 serie og en M5er nogenlunde ens. Men når man trykker speederen i bund i M5eren kan man sagtens mærke at det ikke er nogen normal bil.

Set fra kommandobroen er R500eren en sættevognstrækker som så mange andre. men bare et kort tryk på speederen får én til at blive mindet om at man har jo bundtræk nok til at genstarte en død planet.

DC16-04 motoren har overraskende nok 32 ventiler. Hvilket jeg syntes lyder rimelig sofistikeret for en industrimotor at have.

Biltest Mercedes G350 CDI

Skrevet den oktober 29, 2019oktober 29, 2019 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en test. Tilbage i vinteren 2017 var jeg ude og køre en G320 CDI årgang 2008. Jeg endte med at blive meget vild med denne bil. Jeg syntes at designet var fedt og så kørte den bedere end hvad jeg regnede med. Men jeg syntes også at den føltes oldnordisk i forhold til andre Mercedes fra samme årgang når det gælder elektriske features og gadgets. Så jeg har lige siden den testkørsel kigget efter den faceliftede årgang fra 2012-2016. Men nu fandt jeg endelig en jeg måtte låne. Men mange tak til leasing partner i Aabenraa for udlån af G klassen til dagens test. Du må endelig give deres webside et kig på dette link.

Ligner noget dyrt fra Affalterbach.

Efter de første par minutter på vejen i G klassen fandt jeg ud af at man faktisk har gjort noget for at mindske motorstøj i kabinen. Der er ikke nær så meget turbostøj som i 2008 modellen. Men det lyder stadigvæk som en brunstig støvsuger der letter når man træder på gassen. Men alle de små “lyd effekter” klæder som sagt G klassen. Selv det at trykke den udvendige dørlås ind for at åbne døren afgiver et tilfredsstillende klonk. Angående køreegenskaber ligner G klassen sig selv. Styretøjet er langtfra det mest præcise samtidig med at undervognen helt klart er til den bløde side. Også når man ccelererer kan man mærke at det her er en bil der kæmper mod vinden istedet for at skære igennem den. Men når det er sagt er det netop ikke fordi at den kører dårligere end andre SUVer på stigeramme. Også angående motor og gear gør denne SUV tingene på sin egen måde. Når man cruiser ligeså stille går det faktisk fint. Motoren har en smidig kraftudvikling samtidig med at gearkassen skifter silkeblødt. Men når man kræver lidt af den går det lidt op i hat og briller. Maskinen skal arbejde hårdt for at man får fart i bilen. Samtidig med at gearkassen fribilsk går i kickdown for at udnytte kræfterne bedst muligt. Manuelt gearkasse program er også lidt af en lunken oplevelse skiftepadlerne føles lidt discount agtige og sammen med langsom respons fra gearkassen. Er det en gimmick der ikke gør noget for køreoplevelsen. Men G350eren føles faktisk ikke så undermotoriseret endda. Jeg syntes at den fulgte fint nok med trafikken. Og så syntes jeg også at vind og rullestøj ved motorvejsfart er til at holde ud. Jeg behøvede ikke at hæve stemmen nævneværdigt for at føre en samtale med min makker. Noget der også er godt er mængden af moderne komfortudstyr. Selvom ergonomien absolut ikke er G klassens stærke side “man skal strække sig langt ned for at betjene de forskellige kontakter i midterkonsolen” så virker det overraskende godt. Infotainment systemet er nemt at bruge og så reagerer det fint på ens input. Det er i hvert tilfælde en opgradering i forhold til det gamle klodset Command system i 2008 årgangen. Designet er også en af denne bils stærke sider. Den facelifted front giver G klassen det sidste. Det er som jeg sagt før det rå og det liret i samme bil. Især dette eksemplar som står på blanksorte Borbet fælge ligner helt en lille G63 AMG. Jeg tror sagtens at man kunne nare ikke bilvidende personer til at tro at man kører i en ægte AMGer.

Konklusion.

Man siger at folk ofte kan lide de biler der er en forlængelse af deres personlighed. Jeg kan i hvert tilfælde godt lide biler der langt fra er perfekte men som til gengæld har deres helt egen identitet og som har visse positive kvaliteter. Og der Falder G350eren helt klart i den her kategori. Den er total gammeldags samtidig med at være moderne. Det er en bil som har ligeså mange ting som den er dårlig til som den er god til. Men jeg kan sige at jeg allerede er vild med den og at jeg meget taknemmelig for at havde kørt hele to eksemplarer.

Interiøret er et spøjst miks af gammel og ny teknologi. Men jeg kan rigtig godt lide det. Jeg syntes netop at de helt nye G klasser er indrettet for personbils agtigt.

G wagen døre er de mest tilfredsstillende bildøre at åbne og lukke. Det lækre klik bliver jeg aldrig træt af at høre på.

Den oprette kørestilling er også en stor del af det at køre G350er. Men føler at man er vejens konge når man kigger ned på alle de små sørgelige biler.

Tre biler jeg har testet som jeg til gengæld godt kunne forestille mig selv i.

Skrevet den oktober 14, 2019januar 11, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en hitliste. Sidste gang kiggede vi på biler jeg nød at teste men som jeg aldrig kunne drømme om selv at eje. Men denne gang er det hele selvfølgelig vendt om. For som titlen antyder er det her tre bud på testbiler som jeg faktisk godt kunne se mig selv i.

Nummer 3. Audi R8 type 42.

Jeg kunne havde været småkedlig og vælge Porsche Boxster 987 som mit bedste bud på en hverdags duelig sportsbil. Men prisen gik alligevel til R8 af den første generation som også er kendt under betegnelsen type 42. Efter min mening tog Audi alle de ting der var gode ved 911 og Boxster og genfortolkede dem. Hvor det færdige resultat er denne formidable centermotor sportsvogn. Det er hverken den hurtigeste eller mest flashy/prestigefyldte superbil. Men den er simpelthen så god en allrounder. Designet har klaret tidens tand. Og så er køreegenskaberne også rimelig gode. Der er den rette balance imellem letkørthed og køreglæde. Angående performance leverer R8eren også i spandevis. Selv V8 udgaven yder på den gode side af 400 heste. Og hvis man er på jagt efter endnu mere superbils feel så er der den 5.2 liters V10. Af gearkasse muligheder er der den 6 trins automatiseret gearkasse som faktisk virker overraskende godt. Men entusiasten ville åbenlyst vælge den 6 trins manuel med gittret skiftekullise. Men status quo er at hvis jeg havde i omegnen af et par milioner til bilshopping og at det ikke skulle være en Skyline R34 GTR eller en BMW E9 CSL jeg skulle erhverve mig. Så var det helt klart R8eren der blev min ædle ganger.

Nummer 2. Honda civic EG hatchback.

Hov så må vi lige komme tilbage til jorden igen rumkadet. Det gør vi helt klart også med denne civic EG. Men faktum er at Civic.en giver forhjulstruken køreglæde til næsten ingen penge. De gange jeg har kørt den elskede jeg køreegenskaberne så meget at jeg har gjort den til den eneste forhjulstrækker jeg oprigtigt kan lide. Køregenskaberne er no nonsens og gokart agtige. Og på grund af den lave egenvægt. føltes selv den lille non vtec motor kvik og veloplagt. Det er en fantastisk lille bil når man har de snogede landevej eller når man skal lave et hurtigt træk fra 0-80 i timen. Også for styling og tunings folket er Civic.en et godt udgangspunkt. Det er en platform som er meget godt understøttet både angående performance dele og styling. Så konklusionen er at EGeren er en sjov og prisbillig lille bil der både kan give den som hverdagens indkøbsvogn og som time attack bil.

Nummer 1. Ford F250 årgang 2001 powerstroke.

SAM_0086 — Jeg har altid godt kunne lide en god Amerikaner slæde. Jeg har mange personlige favoritter der spænder over alle årtier og over alle tre kæmper (altså Chrysler Ford og General motors). Men Ford F250 fra omkring årtusind skiftet med den 7.3 liters powerstroke motor står mig alligevel nært. Siden jeg som barn beundrede en helt ny crewcab ved Bukkehave i Svendborg hvor jeg så forgæves spurgte min far om vi ikke kunne tage den med hjem. Så der var ikke et øje tørt da mig og vennerne var ude og teste en singlecab til bloggen i sommeren 2017. Bevares er interiøret billigt og fyldt med knaldhårdt plastik og køregenskaberne ikke noget at skrive hjem. Men turbodiesel V8erens enorme bundtræk og lastvogns agtige gangkultur var nok til at give Amerikaner pickup drømmen næring. Så selvom at folk ville kalde F250eren en dinosaur der burde havde været uddødet for længst. Så ville de flestes indre barn sige at dinosaurene var nogle af de sejeste dyr der havde haft deres gang på planeten.

Bonus bil. Mercedes W140 S klasse.

Jeg har altid haft en meget bred bilsmag. Det er en af de mange grunde til at jeg startede bloggen op for 5 år siden. Men alligevel er gamle Mercedes til og med årtusindskiftet alligevel et af mine softspots når det kommer til et specifikt mærke. Og især W140 S klasse har en plads i min bilbevidsthed. Jeg har altid syntes at det er en mega cool bil. Det er altid den man ser at skurkens håndlangere kører i. I diverse agentfilm. Og efter at have kørt et par eksemplarer kan jeg konstatere at jeg skal simpelthen nå at være W140 ejer på et eller andet tidspunkt i livet. Køreegenskaberne bygger på klassiske Mercer dyder med komfort fremfor dynamik. Men stadigvæk dynamik nok til at man ikke sejler rundt i svingene som i en gammel Cadillac Eldorado. Og så er der oceaner af plads både på bagsædet og i bagagerummet. Men designet er efter min mening et af W140erens helt store trumfkort. Mange syntes det er en kedelig grim kasse. Men jeg syntes at den har en pressence og autoritet over sig som kun overgås af den gamle grand 600. Og modsat de nye S klasser som jeg syntes er svære at skelne fra de mindre modeller er W140eren let genkendelig på grund af propationerne. Så alt i alt er det her i hvert til fælde bilen der får mig til at stoppe op og kigge en ekstra gang når der sættes førerbare eksemplarer til salg for under 30.000.

tre fantastiske biler jeg har testet. Jeg aldrig kunne drømme om at eje.

Skrevet den september 24, 2019oktober 9, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en hitliste. I dag skal vi kigge på tre biler som jeg nød at teste men som 10 vilde heste ikke kunne få mig til at eje. Og nej jeg er ikke misundelig for jeg syntes at der er mere til bilejerskab end mærkesnobberi og mange hestekræfter. For eksempel er design og driftsikkerhed eller mangel på samme også tone-angivne faktorer. Men lad os komme til hitlisten.

Nummer 3. BMW X7.

Lad os starte med at adressere elefanten i rummet. set fra førerpladsen er X7eren en fantastisk bil. Den kører yderst komfortabelt og så har den alt den power man har brug for i hverdagens trommerum. Desuden er vognen udstyret med alle tænkelige features og gadgets. Men kæft hvor er det bare en grim sildekasse ligesom alle andre nye bimmere. Og så har BMWs driftsikkerhed aldrig været helt til at stole på. Jeg har næsten ondt af dem der har dumpet i omegnen af 1.5 milioner på en X7er som skal leve med den de næste 2 årtier.

Nummer 2. Tesla model 3.

Jeg kunne faktisk havde valgt hvilkensomhelst Tesla som nr to. Men det har faktisk ikke noget med bilen at gøre i sig selv. For jeg er faktisk rimelig vild med model3eren og med Tesla som brand. De har gjort meget for at gøre elbilen mainstream. Og jeg kan sige at model 3 faktisk er en fantastisk lille pakke. Den føles næsten ligeså hurtig som de store modeller. Og så er den en klassisk 4 dørs sedan i Audi A4 størrelse med gode pladsforhold til folk og bagage. Men jeg kunne aldrig drømme om at eje den fordi at infrastrukturen simpelthen ikke er udviklet nok endnu til at elbiler giver mening for mig. Og så synes jeg også at der er mange ubesvaret spørgsmål angående batteriernes genandvendelighed og derved hvor grønt et alternativ elbilen er. Det sidste søm i kisten om mine tanker om at være elbil ejer er dog meget subjektivt. Men for de fleste bilnørder inklusiv mig selv er motorlyden en vigtig del af det at føre bil. Det er også derfor at jeg til dagligt kører i BMW 520i og ikke Tesla model 3. For mig er de bedste motorlyde musik på ligefod med en god symfoni eller et meget teknisk metal nummer. Jeg syntes også at motorlyden er en stor del af en bils identitet. Den prustende og vrælene lyd fra RB26eren var også en af grundene til at jeg var solgt da jeg som ung så skyggen af en Skyline blæse forbi. Lyden er simpelthen så stor del af den bils identitet.

Nummer 1. Maserati quattroporte årgang 95.

Det jeg elskede ved quattroporten var designet (den ser underspillet men stillet ud på samme tid). Interiøret var også fantastisk. Alle overflader var beklædt med læder eller ruskind og så var kvalitets fornemmelsen høj selv efter så mange år. Og så var motoren også fantastisk den havde en smidig kraftudvikling men den reageret stadigvæk med det samme når man trykkede speederen i bund. Men jeg kunne aldrig drømme om at eje den. Da jeg i mine Peugeot dage allerede havde bekymringer nok om hvorvidt bilen kunne bære mig til mit bestemmelsessted. Og da reservedelene til en Quattroporte nok koster en krig. Er det et ejerskab jeg godt ville lade passere til den næste.

Lastbiltest Mercedes Actros tre akslet containerbil årgang 2019.

Skrevet den september 12, 2019september 16, 2019 af stoerner666

Som jeg har sagt før har denne sæson for bloggen gået over alt forventning. og Hvad er ikke bedre at slutte 2019 sæsonen af med end den hidtil største bil der er kommet på upgear. For en Actros er et seriøst stykke isenkram for den kræsne chauffør. Og i dag var det faktisk også første gang jeg fik brugt mit kategori C kort udenfor skolevognen. For det var mig der sad bag rattet i denne mægtige maskine. Men lad os komme til testen.

Som at føre en meget stor personbil.

Når jeg steg ind i den nye Actros var det første jeg lagde mærke til. Var hvor simpelt og lige til at førepladsen var indrettet. Selvfølgelig var der mange ekstra kontakter til arbejdslys spærredifferentiale og så videre. Men overordnet set var interiøret logisk indrettet. Man kan sagtens mærke at det mimiker Mercedes personvognene. Også når man er ude på vejen føles det lidt som at føre en meget stor personbil. Actrossen føles meget letkørt sin enorme størrelse og vægt taget i betragtning. Styretøjet er utroligt let og flydende og så har det enorm stor udveksling i forhold til en personbil. Man skal dreje rattet forholdsvis mange gange før at det går i udslag. Kørekomforten er også rimelig høj. Men det har det bare også at være i en bil hvor chaufføren skal tilbringe så mange timer bag rattet. Det luftaffjedret føresæde gør et godt job i at isolere mig fra rystelserne i bilen. Der er ikke meget sidestøtte i førestolen men nu er det her heller ikke en Porsche 911 GT3 man tæsker igennem Nürnberg nordsløfe men en lastvogn man æder asfalt i lange lige baner med. Angående motor og gear kører Actrossen også fint. For at opnå så lavt brændstofforbrug så muligt kører Actrossen ligesom de fleste andre nye lastvogne med en automatiseret manuel gearkasse modsat en fuldbyrdet automatgearkasse. Den skifter ikke så smidigt som man kender det fra en personbil. men når der så kommer lidt varme i maskineriet er det faktisk ikke så værst endda. Når man så kommer på das autobahn og maskinen skifter til det 12 gear. Så summer den rigtig fint afsted med 80 i timen. Støjniveauet er også overraskende lavt. Selv ved motorvejsfart kunne vi sagtens føre en samtale alle tre.

Hightech kæmpe Mercer.

Ligesom med Personbiler er en Lastbil ikke bare en Lastbil i dag. Det er en kompleks maskine man nærmere fikser med en laptop fremfor en hammer og en mejsel. Og der er den nye Actros ingen undtagelse. Den er udstyret med alle de nyeste assistent systemer. For bare at nævne nogle af systemerne er der vejbaneassistent adaptiv fartpilot samt en high performance motorbremse der er så kraftig at den eliminere behovet for retarder. For dem der ikke er så meget inde i mekanik og tekniske termer kan jeg sige at en retarder er en form transmissionsbremse der virker sammen med motorbremsen så man undgår unødvendigt slid på driftsbremsen. Der findes to typer retardere. Hydrauliske der som navnet antyder virker ved at danne modstand med hydraulikvæske samt elektriske der bruger en stor stator til at skabe modstand. Men alle de førnævnte systemer er alt sammen fine nok. Men for en chauffør som mig der har den lidt oldschool mening om at det er bedst at flyve manuelt. Så var det mest spændende faktisk at se om de nye kameraspejle kunne hamle op med gammeldags fysiske spejle. Og det syntes jeg faktisk de kan. Det var overraskende nemt at vænne sig til at bruge to skærme til at orientere sig med. Og sidst men ikke mindst slipper man også for blinde vinkler skråt ud til siderne nu hvor man ikke har spejlkonsolerne til at blokkere ens udsyn.