turbov6

Hej og velkommen tilbage til endnu et tilbageblik. Og i dag har vi snydt en smule. For dagens tilbageblik var slet ikke blevet bygget endnu i 2015. Men jeg synes også at det med at fejre jubilæumsår er en anledning til at hylde de køretøjer der generelt bare har gjort positivt indtryk på mig i større eller mindre grad. Og det må helt klart siges at det har Stingeren gjort. I særdeleshed GT varianten viste at Hyundai Kia ikke kun kunne lave gode biler men også spændende biler hvis viljen og lysten virkelig var der. Jeg var også så heldig at det også var GTeren at jeg kørte til nybilstest tilbage i 18. Ja faktisk har jeg aldrig kørt de andre varianter/motorstørelser. Ja hvor heldig har man lige lov til at værre. Men ellers ville jeg bare sige tusind tak til Max Due i Næstved for at jeg måtte køre dette pragteksemplar til dagens test. Du må endelig give deres side et kig i linket nedenunder. Og så må du bagefter endelig give min oprindelige nybils test et kig.

Biltest Kia Stinger GT årgang 2018

maxdue.dk

Den rigtige bil med det forkerte logo.

Der er en hel gruppe af fantastiske biler som desværre er blevet dømt ude i større eller mindre grad på grund af deres oprindelsesland eller fordi at de ikke var ligeså billige og let tilgængelige som konkurrenterne. For eksempel har dette altid været tilfældet ved en stor procentdel af de ikoniske Japanerbiler. Og det er noget at jeg som Japanerfan altid har været lidt ambivalent ved. Men de Sydkoreanske specialbiler har også lidt samme problem. Og der står jeg som en der er ligeglad med mærkesnobberi og statussymbol flasheri dog lidt uforstående tilbage. Nu hvor at jeg også har kørt nogle af disse biler og deres konkurrenter kan jeg ikke forstå tesen med den rigtige bil med det forkerte logo. For hvis vi tager dagens tester så har jeg kørt S5eren som er direkte konkurrent til Stinger GT. Og den er da ganske fin og med et godt kraftoverskud. Men den er ikke ti gange bedre fordi at man har det rigtige logo. Bare hvis snakker design ser S5eren da ganske stilet ud især den testet cabriolet jeg kørte på det tidspunkt. Men Stingerens design har virkelig vundet over mig de seneste år. Første omgang rundt syntes jeg at den lignede for meget en Optima på sterioder med eftermonteret skørtesæt. Men den ser så fin ud set i bakspejlet af hvilke biltyper der er populære i dag. Den er længere lavere og bredere end Optima. Og så har man et mere interessant design i forlygterne med den måde linserne og LED elementerne er arrangeret på. Personligt kan jeg godt lide det med at der er flere lister og trimdele som er udført i mørkkrom eller titanium. Det var der netop ikke så mange af de billigere Kiaer der havde. Ydeligere kan GT varianten kendes på de 5 egede fælge der sidder over Brembo-bremser på alle 4 hjørner med røde kalibrer samt 4 runde afgangsrør. Interiørdesignet er også godkendt. Det er som om at man har taget de bedste kvaliteter fra Audi og Mercedes designs fra slutningen af forrige årti og sat dem sammen på en måde der tydeligt føles inspireret af dem men uden at plagiere dem. Kabinekvaliteten og materialevalget synes jeg stadigvæk holder. Der er rigeligt med polstret berøringsflader spredt ud over hele interiøret. Og så synes jeg at ergonomien er fantastisk. Der er fysiske knapper til de mest brugte funktioner hvor at de er logisk placeret. Og vigtigst af alt har hver knap kun en funktion. Der syntes jeg at det blev en smule forvirrende da jeg kørte Ioniq 5 Performance med at nogle knapper kunne programmeres til at have flere funktioner. Men hvis jeg endelig skulle bedømme infotainment i Stingeren så synes jeg at det virker fint til husbehov. Selvfølgelig er skærmen ikke ligeså stor og har ligeså mange funktioner som i en 2025 model. Det passer mig fint da jeg ikke går op i sådan noget hø. Men som nævnt før er ergonomien helt i orden. Selv når vi snakker om førerpladsen. Udsynet er godt der er ikke nogen nævneværdige blinde vinkler. Og selvom at forsæderne ikke er de mest komfortable så yder ganske fint støtte til når man trækker sidelæns G. Og så er der de justeringsmuligheder at man forventer i en bil af denne kaliber. Rattet ligger ganske fint i hænderne det er netop ikke som i nogle nyere biler hvor at ratringen er så tyk at det føles som at man tager greb om en badering. Ja man føler næsten at man skal have hænder som en Legomand for at kunne få et godt greb. Men ikke nok med at den føles god at sidde i så føles den også god at køre i. Man ofrer en bittesmule dynamik for komforten hvilket jeg kun synes er en god ting. Det gør at den føles som en bedre allrounder. Hvor at den stadigvæk ligger fantastisk i svinget. Især på et stort blødt sving kommer den der lækre vægtede GT bils fornemmelse op i den. Undervogn og chassis er virkelig velafstemt. Ligesom at den styrer ganske ok hvor at man stadigvæk får en smule feedback tilbage. Men også det lave støjniveau fra vind og rullestøj bedrager positivt til Stingerens evne at blive brugt som en normal brugsbil. Og så føles den bare solidt plantet og retningsstabil under motorvejskørsel ja næsten som en Tysk bil. Motor og drivlinje er også som det skal værre. Det er ikke unødvendigt kompliceret og eksotisk. Biturbo V6eren på 3.3 liter har en god speederresponse. Hvor at den udvikler kræfterne lineært. Den føles ikke decideret spændende og så lyder den lidt som en våd prut ligesom de fleste andre V6ere. Men man har et meget brugbart kraftoverskud. Jeg følte i hvert tilfælde ikke at jeg løb tør for krudt i kartonen. Det permanente firhjulstræk bedrager til følelsen af letkørthed. Især på en varm og tør vejbane var der ingen problemer i at sætte hestene i asfalten. Men gearkassen føles helt regulær. Den rykkede en smule under opskift den første stund inden at man opnåede driftstempuratur på gearkasseolien. Efter der føltes den bare eksemplarisk. Man har både hurtige og knivskarpe gearskift samt en responsiv kickdown under hård belastning uanset om det er i sport komfort og manuelt program. Men hvor at den også skifter silkeblødt under stille kørsel. Den føltes så god at jeg faktisk troede at der var tale om en ZF 8HP som jo lidt er den gyldne standard indenfor moderne computerstyret konverter-automatgearkasser. Men det er faktisk en gearkasse af eget design som har typebetegnelsen A8LR1 og som er udviklet og produceret af Hyundai DYMOS som er den afdeling af Hyundai Kia koncernen der udvikler og producerer gearkasser til koncernens vare og personbiler.

Konklusion.

Efter igen at have kørt denne prægtige Sydkoreaner hvad lyder dommen så på. Jeg synes jo at den er fantastisk. Designet har ældes yndefuldt år efter år. Det er også en virkelig god mellemting imellem hverdagsbil og entusiastbil. Den er støjsvag og komfortabel. Men også hurtig og ganske velkørende. Det er en bil at man faktisk har lyst til at køre i fordi at den ikke styrer og føles for vag eller neutral. Men den er også ganske veludstyret uden at man har alt muligt unødvendigt. Ja der er både headsup-display varme og ventilation i forsæderne fuld LED belysning og så videre. Det eneste jeg lidt kunne ønske var en smule mere lyd fra motoren. Det er netop lidt som at høre en Picanto stå i tomgang. Men det er jo stærkt subjektivt om det er nødvendig eller ej. Men for mig ville det værre prikken over iet med en kvalitets-sportsudstødning af et anerkendt fabrikat eller i det mindste en form for aktiv udstødning så man selv kan styre om den skal stå i diskret eller koncert mode. Så min endelig dom må lyde på at det ikke er den rigtige bil med det forkerte logo. Men derimod den helt rigtige bil med et logo på.

Hvis du ville læse om flere tilbageblik eller bare om performancesedaner. Så må du endelig give linksne et kig.

De 5 egede fælge er unikt til GTeren da GT line kører med et multieget design.

Som jeg sikkert har sagt før så synes jeg bare at man skal tage springet op til GTeren hvis man har muligheden for V6eren er bare sådan en god allrounder.

Førerpladsen er lige som den skal værre.

Hej og velkommen til årets første motortest. Dem der virkelig kender mig ved at jeg lidt har en svaghed for 90er biler. Og det er ikke kun fordi at det er dem at jeg er vokset op med. Men jeg elsker bare hele ejer/køreoplevelsen at man får i 90er modellerne. Man får noget af driftssikkerheden fra de mere moderne biler. Men hvor at køredynamikken er mere analog og individuel. Det skal forstås med at man kan sku mærke om man kører sportsvogn luksusbil 4×4 eller noget helt fjerde. Og modsat andre som har kritiseret 90ernes bildesigns for at værre anonyme og småkedilige. Så elsker jeg den overordnet minimalisme hvor at der stadigvæk er nogle fantastiske designs. Jeg bliver i hvert tilfælde aldrig træt af at kigge på en XK8ers elegante former eller en C140ers maskuline ynde. Jeg ville faktisk sige at 1990erne helt klart er et af mine automobile yndlings årtier sammen med 1960erne. Og idag skal vi atter køre en helt regulær 90er model. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til Svend Wind Automobiler i Højer for at jeg måtte låne dette klenodie til dagens test. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

svendwind.dk

Fortidens hverdagsbiler morgendagens nyklassikere.

En ting at jeg godt kan lide ved gamle biler er de gamle dyder. Hvor at jeg nogle gange kan blive helt forvirret hver gang jeg får en helt ny bil til test hvor jeg føler at jeg er nød til at bruge et par minutter på at finde ud af hvilken funktion der bliver betjent med hvad. Der kan jeg med de ældre modeller bare hoppe ind justere rat sæder og spejle uden for mange spørgsmål hvorpå bare at køre derud af. Dagens tester opretholder ikke kun de klassiske Saab-dyder men også de gamle dyder indenfor bildesign og konstruktion. Bare sådan noget som farver og temaer i interiøret er totalt gammeldags men hvor at jeg bare æder det råt. Man har en mørk nuance af biege til læderstuen som går herligt sammen med det mørke nøddetræs-indlæg. Jeg synes faktisk at det ser varmt og indbydende ud. Ja som et sted hvor at man faktisk har lyst til at tilbringe en lang køretur modsat mange nye interiørs forskellige nuancer af mentalsygdoms grå med et skud alu-trim der bare føles koldt og sterilt. Men ikke nok med at det ser behageligt ud så sidder man også ganske behageligt som fører af 9-5eren. Da dette er Griffin udgaven som er det mest luksuiøse udstyrsnieveau har man nogle meget komfortable forsæder med mange justeringsmuligheder hvor at der sågar er både ventilation og varme hvilket stadigvæk var lidt usædvaneligt i denne prisklasse. Forstolene yder ikke så meget sidestøtte men det har man heller ikke behov for i denne slags bil da den mere spiller op til luksus og komfort end til performance. Og der hjælper undervogn og styretøj det faktisk rigtig godt på vej. Faktisk synes jeg at undervognen er oprigtig godt opsat. Den glatter bump og ujævnheder ud på herligeste vis men hvor at den stadigvæk ligger selvsikkert igennem svingene til at man kan lave en hurtig manøvrer sikkert og forudsigeligt. Man får i hvert tilfælde en mere ægte følelse af luksus end i Hyundai XG350 som giver følelsen af falsk luksus. Jeg ville faktisk rangere den oppe sammen med Citroén C6 som efter min mening er den gyldne standard indenfor forhjulstrukne luksusbilsplatforme. Men angående styretøj styrer den også helt fint. Der er den rigtige tyngde i styreapparatet imens at det styrer præcist nok og kommunikerer fint nok feedback tilbage til det man har brug for i denne biltype. Også angående motor og gearkasse føles det bare oldschool og iorden. Singleturbo V6eren føles ganske civiliseret med at den udvikler krafterne lineært uden turbotøven som ellers kendetegner andre turbo-Saab. Der er heller ikke noget turbostøj. Jeg kunne i hvert tilfælde ikke høre noget fra førerpladsen. Aisin automatgearkassen leverer helt gammeldags konverter performence ved at skifte blidt ved stille kørsel. Hvor at den går fint i kickdown når man skal foretage en hurtige hastighedsændring hverken mere eller mindre. Det er selvfølgelig ikke nogen hurtig bil efter nutidig standard. Selv den mest gennemsnitlige Tesla ville spankulere lige hen over den i et dragrace. Men som jeg har sagt før synes jeg at 200 til omkring 300 hestekræfter er mere end rigeligt til de fleste mennesker og til kørsel på offentlig vej. Og hvis den skal flytte sig så kan den det sagtens. Det er bare et spørgsmål om at trykke lidt ekstra på sømmet indtil at man skyder en god fart. Men total-oplevelsen er stadigvæk det der for mig er sexappealen ved at køre gamle biler. Lydene lugtene vibrationerne og hele det med at man kan mærke motoren arbejder og trækker. Og det er uanset om det er i en Ford A fra 1931 eller et gammelt Svensk privatfly som 9-5eren.

Konklusion.

Efter at have kørt en helt regulær elgraket hvad lyder dommen så på. Jeg synes den passer godt til min personlige smag. Jeg kan godt lide at det er præfacelift og så er det en flot farvekombination. Hvis jeg ikke har svoret så meget ved baghjulstræk så har jeg nok allerede haft en håndfuld turbo-Saaber.

Hvis du ville læse om andre herlige 90er 00er biler. Så må du endelig give nedenstående links et kig.

Tilbageblik Kia Stinger GT.

Biltest Saab 9-5 Griffin.