UScar – upgear.blog

Veterantest Sedan Deville.

Skrevet den april 24, 2025maj 6, 2025 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en veterantest. Som er en meget ventet en af slagsen. For I ved jo at jeg elsker Obskure biler til en lavere pris. Og der er dagens tester helt klart en af den slags veteranere. For her kan man for prisen af en fancy Volvo Amazone få en mega fed boulevard cruiser med en bigblock V8er under hjelmen. Altsammen pakket ind i et cool design inde og ude. Men ellers ville jeg bare sige tusind tak til Cool cars.dk for at hjælpe med at gøre denne test mulig. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder. Der burde du kunne finde en cool bil der falder i din smag uanset om du er til Amerikansk Europæisk eller Japansk. Der kommer nogle gange også noget til salg til dem der har hang til den tohjulet køreoplevelse.

coolcars.dk

Den stolpeløse bils ultimative form ?.

Dem der virkelig kender mig ved at jeg er lidt af en automobil hipster. Jeg går selvfølgelig op i mekanik og design. Og i farten og spændingen ved at føre en eller anden form for performancebil. Men jeg har også en ting med obskure og utidssvarende bilfeatures. Ja ting som den todelte bagsmæk på en Range Rover og en Civic EG hatchback Dellæder indtrækket i en BMW E9 og individuelle spjældhuse på performancemotorer. Bare for at nævne et par punkter. Men den mest særegnede ting må helt klart værre min underligt specifike præference for de stolpeløse biler. Jeg ved ikke helt om det er fordi at det er en designting fra før min tid. Men jeg elsker bare det look. Det giver en eller anden klassisk elegance og wow faktor til enhver karosse. Og med alle vinduer nede får man næsten følelsen af at køre cabriolet men hvor at man stadivæk efter min mening bibeholder den flotte æstetik af en sedan nu hvor at jeg jo er lidt sedanmand. Så Sedan Deville må helt klart værre den stolpeløse bils ultimative form i hvert tilfælde hvis vi skal tage efter antallet af døre. Uanset hvad så ser den bare fantastisk ud. Den er lang lav og bred hvor at den set fra siden næsten ser yndefuld ud med de subtile bæltelinjer og kromlister. Hvor at bæltelinjerne på ganske tilfredstillende vis munder ud i de nærmest pontonagtige forskærme og de karismatiske katedral-baglygter. Men også fronten ser ganske godt ud med at man har en agressiv V formede snude der bliver omflanket af fire forlygter der er stablet lodret oven på hinanden. Og for en gangs skyld er der ikke nogen kølerfigur for enden af motorhjelmen men kun et emblem på midten foran. Og så bliver hele eksteriørdesignet løftet et par hakker opad af det 4 dørs hardtop look hvor at den ser meget imponerende ud med alle fire sideruder rullet ned. Men også interiørdesignet ser ganske imponerende ud. Og da det her er en årgang 65er har man det nærmest jukeboks agtige instrumentbræt med en masse herlig krom og alu. Især instrumentklyngen ser æstetisk behagende ud. Der er en tyk krom krans der omkranser hele klyngen sammen med uret og styrepulten til de udvendige lys. Og så synes jeg bare at der er noget finurligt og anderledes over badevægts-speedometeret som var så udbredt på Amerikanerbiler dengang. Ergonomi og kørestilling er også meget Amerikaner agtigt. Der er selvfølgelig elektriske justeringsmuligheder i førersædet og rattet kan kun justeres i tilt. Og selvom at man sagtens kan mærke at man kører i en stor bil ( ja motorhjelmen føles næsten så lang som flydækket på et hangarskib) så kan man faktisk se fint ud af den takket værre de tynde A stolper og store vinduesareal. Hvilket gør at den ikke føles unødvendig stor ved præcisionskørsel. Jeg har kørt biler der var halvt så store men som på grund af blinde vinkler og vinduesareal var sværer at manøvrere med på træng plads. Og selvom at pladsudnyttelsen i interiøret er komisk ringe i forhold til visse moderne biler så føles kabinen ganske rummelig. Nu hvor at man faktisk ikke har en så stor og bred kardantunnel. Men bagagerummet er selvfølgelig ganske volumeiøst det kan næsten huse en hel Trabant 601 hvis man lukker luften ud af den eller i hvert tilfælde to Piaggio Ape 50. Men hvordan kører den så. Ja den kører som en Amerikanerflyder kører bedst. Det ville sige overboostet hydraulisk servostyring der ingen føling har med vejbanen og som ikke giver noget feedback tilbage. Og en undervogn der er så blødt sat op at den næsten kan fremkalde søsyge hos selv den mest hærdede letmatros. Men jeg elsker det uanset hvad folk siger. Det er kryptonit for Euro-bilsnobber men en anden men stadigvæk valid form for køreglæde for mig. Jeg elsker styrefeedback dynamik fart og tempo ligeså meget som den næste fyr. Men det at køre en ægte levende hyggebil som vi kalder det kan altså også noget. Oplevelsen af at cruise stille derudaf imens at bilen nærmest danser elegant over bump og ujævnjheder imens at V8eren summer afsted og gearkassen skifter smidigt er kun en positiv ting i min optik. Og angående motor og gear kører den også bare som den skal. En veljusteret og top vedligeholdt bigblock V8er har et ganske brugbart kraftoverskud selv efter nutidig standard. Og det kan man også mærke i denne eksakte bil. Den kan selvfølgelige ikke tage så mange omdrejninger men bundtrækket kommer på langt nede i momentkurven så man føler altid at der er kræfter nok. Og selvom at det ikke er nogen racerbil så kan den uden problemer køres i moderne traffik. Og da det her er en ægte luksusbil er der selvfølgelig spændt en automatgearkasse bagefter motoren. Nærmere bestemt en TH-400 3 trins konverter boks. Den skifter virkelig smidigt ved stille kørsel især efter man har opnået driftstemperatur går gearskiftene næsten ubemærket hen. Imens at kickdown virker ganske ok til når der skal foretages en hurtig hastighedsforøgelse. Men den føles selvfølgelig dybt forældet i forhold til moderne automatgearkasser. Men til denne bil passer den perfekt nu hvor at manuel pind føles malplaceret på en luksusbil.

Konklusion.

Efter at havde kørt endnu en Yankee-tank hvad lyder dommen så på. Jeg synes den er så fed for hvad den er. Jeg er helt vild med designet inde og ude og at det er en 4 dørs hardtop. Men også det med at det er den smule mere obskure variant af Deville serien er et plus fra min side. Og så synes jeg bare prisen er meget fair. Det gør at man får meget bil for pengene. Og for mig er en veteran og specialbil noget at man skal kunne dele med vennerne med at kunne have dem alle med. Og det føler jeg ikke helt at man kan i en eller anden spinkel og forældet ting fra Europa eller Japan. Så dommen må værre at jeg helt klart har blåstemplet denne prægtige sedan.

Hvis du ville læse om andre veteranere af forskellig art må du endelig give linksne et kig.

Der er virkelig spændende design i interiøret som jeg føler mangler fra senere Amerikanerbiler. Og så er kvalitetfornemmelsen høj både med hensyn fit og finish samt materialevalg.

Bigblock V8eren ser næsten helt lille ud i det store motorrum.

Biltest Ram 1500 V10.

Skrevet den marts 3, 2022maj 9, 2023 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. I ved jo at jeg elsker gode alternativer når det kommer til special og veteranbiler og at jeg elsker en god Amerikanerslæde. Så dagens testbil kan helt klart sætte flueben ved begge bokse. For hvis du af uransagelige grunde ikke har mulighed for at erhverve dig en ram SR/T10 så kunne dette eksemplar værre et godt alternativ. Man får cool sporttruck agtig styling med sidepipes i begge sider. Og vigtigst af alt en kæmpe V10er på hele 8 liter som laver massere af lyd og bundtræk. Men ellers ville jeg bare takke Hedensted bilcenter for at jeg måtte låne dagens tester ud. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

https://automester.dk/find-vaerksted/hedensted-bilcenter

Beslægtet med en Hugorm.

Selvom at de fleste kender mig som totalt Japanerbils-fan så har jeg også været stor Viper-elsker siden barnsben af. Den var et af mine yndlings befordringsmidler i det første Grand theft auto hvor den dog gik under navnet Beast GTS og så var jeg sågar heldig at jeg fik mulighed for at sidde i et eksemplar der var udstillet i P Christiansen i Odense. Men der er desværre langt imellem Viperne i vores afgiftsplaget andedam. Men heldigvis er der også alternativer til hvis du ville have en bil der har en smule Hugorme DNA. Det mest åbenlyse er selvfølgelig at investere i en Ram SR/T10 som er bestykket med en ægte levende Viper V10er på 8.3 liter og som yder 510 heste. Ellers kunne dagens testbil faktisk værre et godt alternativ. Og selvom at den er udstyret med Magnum V10eren med støbejerns blok og topstykker altså en motor der ikke har set skyggen af performance. Så er både Magnum og Viper V10 skabt på basis af Chrysler LA motoren. Det kommer også til syne når man kigger på konfigurationen af begge maskiner hvor at de begge to har en vinkel på 90 grader og så kører de begge med bundliggende knastaksel og to ventiler pr cylinder. De relativt ens motorkonstruktioner resulterer i at motorlyden også minder forbavsende meget om det at Viper udvikler. Jeg har altid elsket V10erne for den speciale snerren at de udvikler og især Viper V10eren der tilmed har en nærmest dieselagtig gangkultur og lydbillede i forhold til de Europæiske og Japanske V10ere der til sammenligning udvikler et næsten jetflys agtigt skrig. Under koldstart springer den i gang med en dieselagtig klapren imens at der under en hård acceleration kommer en højlydt raspende snerren. Det er en unægtelig Amerikansk motorlyd for det er som nævnt før ikke mange Europæiske motorer der rasper så godt. Men sådan en kraftfuld lydende motor har selvfølgelig et rigtig godt bundtræk. Under en hurtig acceleration letter fronten som var det en gammel speedbåd der skulle til at plane. Og den kan da sagtens også spinde med baghjulene hvis man er for ivrig med sine speederinput under igangsætning og fordi at man kører med stiv bagaksel og langs-liggende semi-elliptiske bladfjedre opfører bagvognen sig ikke så forudsigelig som hvis man kørte med en mere moderne konstruktion i baghjulsophænget. Generelt bærer køreegenskaberne præg af at det er gammelt mekanik man kører med. Selvfølgelig føles den ikke livsfarlig eller bøvlet at køre med og man er heller ikke helt på G63 niveau hvor jeg synes at motorens præstationer overgår chassisets ved at den føles meget nervøs under hård acceleration selv under ligeudkørsel. Men den styrer ikke ligeså præcist og så kan man selvfølgelig ikke tage sving med ligeså høj fart som i en personbil. Og ligesom at acceleration får baghjulsophænget til at komprimere mere end man er vant til. Så dykker fronten også mere under bremsning end på en mere sporty eller moderne konstruktion. Men de lidt prærievogns agtige køregenskaber synes jeg netop er charmen ved at køre en traditionel pickup eller SUV. Fordi man netop bliver mindet om at det ikke er en personbil og at man derfor skal køre den på en anden måde. Noget andet jeg også kan lide ved denne køreoplevelse var den måde at gearkassen skiftede på. Selvfølgelig kunne man sagtens mærke at det var helt gammeldags konverter automatgear men den gav et tilfredstillende ryk ved hvert gearskifte især under en hurtig acceleration. Og det at den bare fungerer uden for meget bullshit og indlæring er helt fantastisk. Der er ikke nogle dumme skiftepadler eller en fjollet gearvælger der ligner en videospils-kontroller men derimod en simpel ratmonteret gearstang som selv individer med en IQ under stuetemperatur burde kunne finde ud af at betjene. Et andet pluspunkt ved dagens tester er designet. Denne generation af Ram 1500 er en af mine yndlings ud fra udseende. Jeg har altid godt kunne lide den måde at især fronten ser ud på. Med at man har den lidt smallere frontgrill og lygter men hvor at motorhjelmen sidder som stor og muskuløs pukkel over det hele. Men også det med at man har de flade sidder uden for mange bæltelinjer. Men jeg har altid været stor tilhænger af de semi-minimalistiske 90er designs fordi at de har den rette mængde af afrundede former og kantet maskulinitet. Og især dette eksemplar har det helt rigtige maskuline sporttruck agtige look nu hvor at alt krom er blevet malet i karroserifarven og at man har alu-trinbrædder og sideudstødninger. Men ellers lyder dommen vel på at jeg at synes at det her er et herligt Ram SR/T10 alternativ selvom at den egentlig ikke har så meget med Ram SR/T10 at gøre. Men som selvstændig køreoplevelse er den en herlig lille sporttruck som giver meget af simpliciteten og køreoplevelsen af en veteraner men med mere moderne kraftoverskud og driftsikkerhed.

Hvis du ville læse om andre Amerikanerslæder må du endelig give linksne et kig nedenunder.

Den fylder ufatteligt lidt i sådan et stort motorrum. Men denne motor har en slagvolumen på hele 8 liter. Så den er faktisk større end motoren i nogle af de lastbiler jeg har kørt.

Selvfølgelig består interiøret af billigt plastik. Men hvis du er en der konstant klager over interiør og er totalt besat af finish og materialevalg så køb en anden bil. Jeg elsker oprigtigt førerpladsens simple indretning og at man kan nænne at sidde der i sit hverdagstøj uden fare for at svine det til.

Sideudstødningerne åbner virkelig op for maskinen. Den lyder rigtig olm når man træder på sømmet.

Generelt kan jeg godt lide at man har lavet en lidt af en sporttruck ud af den.

Klassikertest Silverrado K30.

Skrevet den juni 4, 2021august 20, 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en klassikertest. I har sikkert lagt mærke til at der har været et stort fravær af Amerikaner-slæder på bloggen. Det har tildels skyldes et øget fokus på Europæiske sportsvogne og performance biler og at jeg var blevet mæt af US biler fordi at jeg havde kørt alle dem jeg synes der var noget værd og som jeg kunne opstøve. Det var vel at mærke i bloggens første to leveår. Så da vi gik ind i det nye år tænkte jeg at ville give mig selv et nytårsforsæt der hed at jeg skulle køre flere Amerikanerslæder til bloggen i 2021 så det ikke kom til at ligne en discountudgave af Topgear hvor at de Europæiske biler var eneherskere af biluniverset. For efter at have gjort Amerikaner-comeback er jeg blevet mindet om at sex-appealen ved Detroitstål er at udrette ganske fornuftige resultater med mere basal mekanik og give en hudløs ærlig og tilbagelænet køreoplevelse hvor det ikke handler om hvor hurtigt man kommer frem men om hvordan man kommer frem. Men vi ville i hvert tilfælde sige mange tak til Bjergs bil og bådservice for at vi måtte komme og tjekke K30eren ud. Du kan se deres webside i linket nedeunder.

www.bjergsbiler.dk

Amerikaner-rehabillitering i en Texas-truck.

Da der blev fyret op for den Porsche-blå Silverrado stod det klart at det ikke var en BMW man skulle ud og køre i. 454 kubiktomme V8eren der var udstyret med en skarpere knastaksel end standard springer igang med et olmt brøl hvorpå at stå og rulle nærmest rytmisk med tomgangen. Der er et eller andet afstressende og tilfredstillende ved at høre en Amerikaner V8ers hjertebanken. Også under kørsel føles det som at køre en stortromme eller en fiskekutter. Der kommer en herlig raspen fra de to mellempotter under vognen imens at der kommer der et ordenligt fnys fra indsugningen når man giver dyret noget speeder. Hvordan er den så at køre i spørger I sikkert. Og det kan jeg så fortælle om nu her. Silverradoen er en af de biler der føles større ude i trafikken end den ser ud. Det føltes meget som at køre en lille lastbil med at man skulle begynde at dreje en smule tidligere for at få hele vognen med rundt i et sving end man ville gøre i en mindre bil. Især i den smalle hovedgade i Tarm føles det helt som en gadelegal monstertruck når de andre kørte Toyota Aygo og Ford Fiesta. Men på åben vej føles den absolut ikke så værst. Offroad dækkene gav en smule mere rullestøj og rystelser fra sig end normale vejdæk men det distraherede ikke særligt meget. Og da man har en motor på hele 7.4 liter eller 454 kubiktommer har man selvfølgelig en rimelig velvoksen karburator. Så man skulle have et lidt højere tryk på gaspedalen under igangsætning for at overkomme modstanden i gasspjæld hængsler og kabel. Men efter et par minutters kørsel var det noget der sad på rygraden igen. Og derfra var det bare plain sailing der var masser af boost på servostyringen og ikke så meget føling med vejen. Og fordi at det her var en pickup truck med stigeramme under karrossen vandrede den også ned af vejen på samme måde som alle andre biler med body on frame har tendens til. Og da min egen bil gør det samme er det efter min mening lidt charmen med at køre en bil med sådan en konstruktion hvor jeg altid har beskrevet at det føles som at ride på en elefant med at man sidder oven på chassiset istedet for inde i det. Og så synes jeg bare at man godt må kunne mærke at det er en ladbil man kører i og ikke en sportssedan. Det er også grunden til at jeg elsker at nyde en god Amerikanerbil i ny og næ. Fordi at modsat mange af de Europæiske biler som giver en meget forfinet køreoplevelse med et stærkt lokalt præg afhængigt af bilens oprindelsesland og hvor at oplevelsen ofte bliver båret og leveret af imponerende finmekanik og teknologi som tilfredstiller brugeren/førerens basale instinkter når bilen betjenes. Så leverer mange US biler en hudløs ærlig og analog køreroplevelse hvor det mere handler om hvordan man kommer frem end hvor hurtigt man kommer frem. Bare det at betjene lyskontakten når man skulle sætte kørelys på føltes mekanisk og lige til. Det føltes som om at man pillede ved hovedafbryderen i elskabet på en etageejendom. Ikke synderligt elegant men stadigvæk vildt tilfredstillende. Også det at bilen giver et betryggende lille ryk når man trækker gearvælgeren ned til drive er en lille ting der giver noget herligt til den overordnet køreoplevelse. Men efter at have tilbragt min stund med denne herlige Silverrado kan jeg sige at det er herligt at blive Amerikaner rehabilliteret og at det føles herligt at få kørt noget Detroitstål igen.

Hvis du ville læse om flere Amerikanerslæder eller bare om ladbiler så giv linksne et kig nedenunder.