smartroadster – upgear.blog

Alle der kender mig ved at jeg rigtig godt kan lide usædvanlige biler eller i det mindste biler der gør tingene anderledes eller i det mindste giver en anderledes køreoplevelse. Og når vi taler om mikrobiler har Smart altid stået for bybiler af den lidt bøget eller usædvanlige slags. Men hvor at jeg har givet dem respekt for at tænke lidt ud af boksen hvor at især pladsudnyttelsen altid har imponeret mig. Så Smart Roadster har altid vækket min nysgerrighed bare en smule fordi at jeg synes at det er et interessant koncept. Men jeg har altid også syntes at det er en spøjs bil der appellerer til en smal niche af købere. Du ved de der intellektuelle ingeniør typer med ingen hår på hovedet men som altid er iført designer briller og rollekrave pullover i alle nuancer på gråskalaen. Og som er lidt for passioneret omkring deres racercykel. Jeg forestiller mig også at det lidt er samme klientel der ville køre Porsche 911 hvis de var i en bedre betalende stilling. Men hvis vi ligger spøgen med forud antaget stereotyper til siden så er jeg faktisk bare en smule spændt på hvordan at min Smart Roadster debut bliver for har aldrig kørt denne model før. Men ellers ville jeg bare sige tusind tak til autocentrum Aars for at hjælpe med at gøre denne test mulig. Du må endelig give deres hjemmeside et kig i linket nedenunder.

autocentrum aars.dk

Sportstrimmet rullekuffert.

Modsat de fleste har jeg faktisk et ganske fint forhold til Smart Fortwo. Jeg synes at det er en af de mest veludtænkte bybiler der er på markedet. Man har et rummeligt interiør hvor at to personer sidder fint og bekvemt med masser af plads til hovederne. Og så er den nem at parkere imens at den er særdeles brændstof-økonomisk uforagtet om det er benzin eller diesel. Den er designet med et formål for øje hvilket at den tjener ganske tilfredstillende. Men hvordan går det når man tager essensen af fortwoen og prøver at gøre en sportsvogn ud af den. Jeg blev bare en smule overrasket når jeg læste hvor meget at mekanikken at der var løftet direkte fra fortwo. Selvfølgelig har man den 3 cylinders turbobenziner sammen med den 6 trins automatiseret manuelle gearkasse. Men også det komplette hjulophæng og bremsesystem er blevet genbrugt. Det ville sige Mcpherson ophæng foran og De Didion aksel bagpå. imens at nedbremsningen sker ved hjælp af noget så highend som skiver foran og tromler bagpå. Men på den anden side er det en lille bil med en egenvægt på bare 790 kilo der yder sølle 70 heste. Så man har ikke behov for andet. og selvom at de tekniske specifikationer godt kan lyde patetiske så handler sportsvogns-genren heldigvis om andet end simpel råstyrke og tophastighed. En ting at jeg helt klart ville rose denne bil for er designet. Det funky Smart formsprog er fornemt blevet oversat til roadster form både indvendigt og udvendigt. Den ser sjov og finurlig ud hvor at man faktisk har lyst til at hoppe om bord og køre sig en tur. Og så får enhver bil der har muligheden for tre-eget fælge som originalt udstyr automatisk plus point fra min side af. Men hvordan føles det egentlig at værre fører på denne “sportsvogn” allerede efter få minutter bag rattet kan man godt mærke at æblet ikke er faldet langt fra stammen i forhold til slægtsskabet med fortwo. Den rykker blidt ved hvert gearskifte hvor at det især er mærkbart under hård belastning hvilket er en karakteristika ved en automatiseret gearkasse. Der er også det uassisteret styretøj som føles lidt vag fra centerposition af bare for at nævne et par punkter. Men når man virkelig leger med den kan man godt mærke at den længere akselafstand og centermotor-layoutet virkelig gavner. Jeg synes dog aldrig at man virkelig kom til at føle sig i live fordi at de fleste Danske landeveje næsten er for brede og svinger for blidt til at man virkelig skal arbejde. Selv når man holdte sig under fartgrænsen. Der kunne jeg godt forestille mig at den må værre fantastisk på en gokartbane hvor at man bliver jagtet af en mand på en dirtbike som var det i de gamle topgear dage. En ting som jeg oprigtigt følte bedrog positiv til køreoplevelsen var motorlyden. Man har virkelig prøvet at tirre den lille symaskine så dens temperament passer til sådan en sportstrimmet rullekuffert. Nu hvæser og pruster den fra turbo og wastegate som en lille baby-Supra. Hvor at det bliver akkompagneret af et vressent 3 cylinders vræl. Det sender helt tankerne tilbage til en gammel Charade GTTI. Denne lille maskine har så meget attitude at det næsten er helt komisk. Det er næsten også som at ride på ryggen af en tunet kompakttraktor med den måde at man har tre cylindre der bare pumper derudaf. Uanset hvad så endte jeg med at have meget simpel sjov på landet og ikke på vandet ved at rive i den stang for at se hvor mange heste at jeg kan vride ud af motoren. Især det med at kaste den et gear eller to ned hvorpå at accelere med fuld damp igennem et skarpt sving var der en hvis underholdningsværdi i.

Hvad fanden kalder du det en sportsvogn !?.

Efter at have haft min Smart Roadster debut hvad lyder dommen så på. Jeg tænker at det er en af de biler hvor at man bliver mindet om at det altså er bare noget vi leger. For det meste føles den bare som en fortwo med længere akselafstand og bedre vægtfordeling. For det er det at den jo er. Og med 70 heste og en slatten gearkasse er det også begrænset for hvor store problemer at man kan havne i. Men siger man ikke at det er sundt for voksne at lege af og til. For efter min mening skal man ikke se roadsteren som en sportsvogn i den moderne forstand men mere som det biltypen var i 1950erne. Der tænker jeg på sådan noget som Austin Healey Sprite eller MG Midget. Der var det lav egenvægt og køredynamik der var i højsædet i stedet for total råstyrke. Og det synes jeg altså også kan noget. Jeg synes i hvert tilfælde at Smart gjorde et nobelt forsøg på at videreføre denne filosofi ind i det 21erende århundred. Hvilket at jeg giver dem respekt for.

Hvis du ville læse om andre sportsvogne af forskellig art. Må du endelig give linksne nenunder et kig.