roadster – upgear.blog

Tilbageblik. MG-B roadster.

Skrevet den juni 21, 2025juli 6, 2025 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til et nyt afsnit af tilbageblik som jeg faktisk har tænkt mig at skulle værre det sidste afsnit. Ja jeg synes næsten at det er helt vedmodigt. Men jeg synes også at tiden bare er fløjet afsted siden at vi startede denne serie op i August sidste år. og jeg synes også at den har været en succes ud over alt forventning. Men jeg synes at tiden er den rette til at afslutte serien. Både fordi at jeg har en masse test i støbeskéen både veterean og specialbiler. Men især fordi at jeg gerne ville prøve at dække hele det dersens PR cirkus der kommer i kølvandet på filmprojektet at jeg har medvirket i. Du kan forøvrigt læse mere om dette projekt i et af linksne nedenunder. Men jo der kommer jo sådan noget som gallapræmierere Q & A sessioner og så videre at jeg gerne ville prøve at dele det hele med jer så meget så muligt igennem her på siden youtube og på upgear2.blog. Men hvis vi lige skulle komme tilbage på sporet med dagens testere. For har åbenbart fået stukket to regulære Bere i hånden én årgang 72 og én årgang 77. Hvilket at jeg er meget beæret over og glad for. For jeg har faktisk aldrig kørt nogle af de senere modelår. Så det bliver spændende at sammenligne de to. Men ellers ville jeg bare sige tusind tak til Classic garage for at hjælpe med at gøre denne test mulig. De står ikke kun for salg og formidling af veteran og specialbiler. Men også vinter opstaldning træf og andre events. Så tøv ikke med at give hjemmesiden et kig i linket nedenunder. Eller endnu bedre kig endelig forbi hvis du går med veterandrømme.

classic-garage.dk

Essencen af veterankørsel.

Når jeg tænker tilbage på hvilken bil der virkelig gav mig essencen af at køre veteran. Så må det helt klart værre en MGer fra 60erne. Jeg har været så heldig at have mulighed for at føre biler som Rolls Royce Silver spirit BMW E9 og på det seneste Cadillac Sedan Deville som giver den speciale køreoplevelse der både føles gammeldags men også overraskende moderne på samme tid. Det er selvfølgelig en meget spændende og interresant oplevelse. Men at køre den lille MGer føles bare umiskendeligt gammeldags. Hvor at det er noget der helt klart også har sin charme. Lydene lugten og vibrationerne er ikke til at tage fejl af. Og hele det der med at man skal hive en smule i chokeren og stå babysitte den lidt inden at man kan sætte igang synes jeg personligt at der er noget tilfredsstillende over. Ja og bare sådan en ting som at betjene et elektrisk overdrev er et fremmed koncept for dem der kun kører mere moderne biler. Og selvom at der selvfølgelig er veteranere med en mere kompliceret startprocedure og betjening. Og at der findes dyrer og mere eksklusive samlerbiler. Ja bare tag sådan noget som førnævnte E9er eller Mercedes R113 Sl som jeg også har kørt et par af. Så er det her réel Britisk køreglæde på godt og ondt. Og rent køredynamisk føles begge testere ganske ens men hvor at der er nok forskelle og nuancer til at de begge giver forskellige indtryk. Men mere om det senere for jeg ville godt fortælle lidt om hvad det er for en fisk og hvordan at den kører. Til dem der ikke er automobil hipster kan jeg liste en smule modelhistorie. Beren blev lanceret tilbage i 1963 som afløser til MG-A hvor at den kørte helt op til 1980. Og hvis vi tæller RV8 med som er en specialmodel at Rover group producerede i begrænset antal kan vi faktisk skubbe den op til år 1995. Den grundlæggende konstruktion består af en selvbærende stålkarrosse hvor at hjulophænget er genbrugt fra Aeren det ville sige wishbone med skruefjedre foran og stiv bagaksel med semi eliptiske bladfjedre bagpå. Styrreapperatet består af en uassisteret tandstang imens at drivlinjen består af en 4 trins gearkasse der bliver betjent med pind og tre pedaler. Hvor at motoren er en B serie som er en 4 cylinders række på 1798 kubik af den topventilet slags hvor at topstykket er udført i aluminium og blokken i støbejern. Indsugning og karburering varierede alt efter modelår emmissionskrav og hvilket marked at den blev solgt i fra ny af. Men det mest gængse setup er to SU karburatorer der bliver fodret af en elektrisk benzinpumpe. Men et er teknikken noget andet er køreoplevelsen. Sidstnævnte er helt som jeg husker den. Og efter at havde kørt den igen så synes jeg stadigvæk at det er én af de biler med de mest tilfredstillende gearskift. Jeg plejer altid at beskrive det som at det føles som at lade en riffel. Det er en meget taktil og tilfredstillende fornemmelse hvor at der er kort vandring i gearstangen. Koblingen føles lidt til den bløde side hvor at den bidder en smule sent. Men hvor at den er nem at dosere. Men jeg kan faktisk også godt lide den måde at den styrer og kører på. Jeg kan godt mærke at tandstangen bedrager til at den styrer mere præcist end andre biler fra samme tid af. Og så føltes det som om at 77eren var mere blødt affjedret end 72eren. Og så kan man godt mærke at den højere frihøjde i 77eren gavner indstigningsforholdene uden at sving-egenskaberne bliver alt for negativt påvirket. Men lydbilledet er helt klart også noget at der bedrager positivt til køreoplevelsen. Alt fra indsugningsstøjen til den herlige brummen og prutten fra afgangsrøret til den lillesmule ventilstøj. Der synes jeg helt klart at den hvide lyder bedst da det ikke lyder som om man kører med en sok i indsugningen som i den røde årgang 77er. Men 77eren har helt klart også et par andre pluspunkter navnligt når vi taler om ergonomi og indretning af førerpladsen. ja det er faktisk rart for en gangs skyld at der står skrevet på knapperne hvad de bruges til. Og så er de mest brugte mere logisk placeret på instrumentbrættet. Det var faktisk kun blinklys stilken at jeg lige skulle vænne mig til. Da den sidder til højre på ratstammen ligesom på andre 70er biler. Men ellers var det smidig sejlads med skruen i vandet og piben i sømandskosten.

Roadster forever.

Efter at have kørt to regulære MGere til det sidste tilbageblik hvad lyder dommen så på. Jeg synes at det var et herligt gensyn som næsten føles som at møde en gammel ven igen. Og så synes jeg bare at det er en fantastisk afslutning på en fantastisk serie. Og sidst men ikke mindst overraskede årgang 77eren mig positivt ved at på nogle punkter at føles bedre end 72eren rent objektivt. Men ellers ville jeg bare sige tusind tak for at I gad at læse med og så ses vi jo bare til næste artikel. hold jer muntert.

Hvis du ville læse om mit seneste store projekt eller bare om serien tilbageblik må du endelig give linksne et kig.

Hvis vi skal tage det udfra eksteriør design så vinder årgang 72eren helt klart i det man stadigvæk har det rene klassiske udseende med smalle krom kofangere og ikke en kæmpe tandbeskytter fortil i form af sikkerhedskofangeren. Og så er det bare sådan et smukt sammentræf at både den første og en af de sidste Bere at jeg har testet og anmeldt er i denne fine køleskabshvide karosserifarve.

Bagfra ser 77eren ikke så værst ud. Men forfra ser den lidt uheldig ud. Hvis det ikke ligner en tandbeskytter så ligner det at fronten bærer en underlig maske.

Også når vi taler om interiør design scorer årgang 72 højt på klassisk minimalisme. Jeg kan virkelig godt lide æstetikken i det men ergonomien er også derefter.

Men 77 interiøret er faktisk begyndt at vinde så småt over mig. Ergonomien og indretningen er bedre. Og så er blandingen af slut 70erne og 1960erne faktisk meget interresant at se på rent æstetisk.

Et riflet alu-ventildæksel pynter i et hvert veteran motorrum.

Under motorhjelmen kan de senere modelår blandt andet kendes på den fabriksmonteret bremseforstærker og emmisions-kontrollerende udstyr især hvis det er en bil der blev solgt i Californien fra ny af. Det er et meget tidstypisk tilfælde på at man forsøgte at få en motorkontruktion der havde aner tilbage til 1940erne eller 50erne til at efterleve forbrugerkrav og miljøkrav langt ind i 1980erne.

Biltest MG cyberster GT.

Skrevet den oktober 14, 2024oktober 17, 2024 af stoerner666

Jeg elsker simpelthen følelsen af at køre åben vogn. Lydene og lugtene fra naturen eller byen. Den varme brise over éns hoved på en varm sommerdag eller de kolde efterårsvinde imens at overskudsvarmen fra maskinen får én til at føle sig varm og bekvem. Men også lyden og lugten af en motor er vigtige sanseindtryk ved openair køreoplevelsen. Den svage dunst af benzinhørm imens at man både kan mærke og høre maskineriet arbejde kan altså noget. Jeg synes at motorlyden helt klart også er med til give hver bil sin egen karakter. Og det er uanset om det er den 4 cylindres snerren fra en S2000er et V8 brøl fra en Mustang GT et arrigt vræl fra en 348 spider eller melodisk række 6 skønsang fra en Z4 M roadster. Det hele er simpelthen fantastisk. Så jeg har altid været spændt på om fraværet af motorlyd overhovedet ville bedrage positivt til køreoplevelsen. Og så ville jeg bare også undersøge om MG har leveret et ordentligt produkt. Nu hvor at de har bragt en elektrisk sportsvogn til markedet før både Tesla og Porsche. Men jeg tænker ikke at vi skal have så meget udenomssnak for lad os komme til testen.

En meget imponerende bil.

Det første pluspunkt at jeg ville give Cybersteren er den måde at MG har præsenteret den på med hensyn til design kvalitetsfornemmelse og komfortudstyr. Jeg synes virkelig at de har solgt præmissen om en ultramoderne eksotisk udseende roadster på fornemmeste vis. Fronten er der næsten noget Alpine A110 over hvilket faktisk er ment som et kompliment imens at bagenden er eksekveret meget dramatisk med den komplekse LED belysning som danner et union-jack mønster. Hvorimod at den set fra siden med taget slået op antager sig en næsten Aston Martin agtig silhuet. Men saksedørene er nok den største samtalestarter. Jeg giver normalt ikke noget for saksedøre der er monteret på biler som ikke er en Lamborghini. Men jeg synes at de passer helt perfekt til denne bils superbils agtige persona. Især når de er koblet sammen med de store turbine-fælge giver det virkelig udseendet af noget eksotisk eller en undvegen konceptbil. Og så følte jeg mig bare en smule cool og special når jeg steg ind og ud af den. Angående interiør er den også helt iorden. Finish og materialevalg er ganske anstændigt med at man har polstret de fleste berøringsflader med blødt læder og at de fleste kontakter føles lækre at betjene. Og så er interiørdesignet godkendt. Der er sådan lidt Corvette C8 over det med at man har et førerorienteret cockpit hvor at infotaimentskærmene smyger sig rundt om føreren. Alt imens at man har et tykt panikhåndtag der deler kabinen op i en fører og passagerside. Angående infotainment og komfortudstyr kan jeg sige at den har alt det at en moderne bil skal have i denne prisklasse og at det virker helt fint som det skal. For hvis du udelukkende køber bil udefra hvor god infotainment-systemet er. Så er du havnet på den forkerte blog. For her prioriterer vi køredynamik over alt det shit. Og jeg ville sige at den kører ganske imponerende i betragtning af at det er en stor og tung bil på over 1900 kilo. For jeg ville sige at den føles mere som en stor GT bil end en lille roadster. Men jeg kan godt lide at det føles som om at der er noget vægt og momentum bag den hvilket er noget at jeg kender fra andre GTere. Men jo den opfører sig overraskende eksemplarisk selv når man trak lidt sidelæns G. Det føles som om at der er minimal krængning imens at styretøjet guidede bilen fint. Alt dette skete med kun en vag summen fra motorerne hvilket føltes ganske specialt når man kommer fra en Porsche Boxster hvor at motorlyden konstant er tilstede. Og hvor at man også bruger denne til at udføre kørslen med da det lidt er en auditiv hentydning til om man dosere gassen ordentligt eller trækker de korrekte motoromdrejninger til det gældende køre-scanarie. I cyberster der giver den elektriske drivlinje og det velaftstemte chassis/undervogn lidt illusionen af at bilen næsten udretter mirakler under éns fødder når man kører performancekørsel. Det er faktisk bare en smule imponerende at 510 heste kan værre så veldresseret. Under stille kørsel er den ikke sværere at køre end en bil med 100 heste. Men i et lige stræk der kan den altså også flytte sig. Det første splitsekund tøver den. Men så snart hjulene er sat i bevægelse så rykker den altså bare. Og når man så sidder tættere til jorden er fartfornemmelsen endnu stærkere. Især under mellem-acceleration føler jeg aldrig at man kommer til at mangle hestekræfter.

Elektrisk roadser. Kan det noget ?.

I prologen spurgte jeg mig selv om det overhovedet tilføjede noget positivt at køre sportsvogn uden lyd. Og efter at have kørt den synes jeg helt klart at det kan noget på en anderledes facon. Når man kører med taget nede og varmen slået til. Hvor at det eneste lyd at man har er byens puls og Princes purple rain der flyder ud af højtalerne. Det synes jeg altså var en rigtig god oplevelse. Og jeg ville også sige at konklusionen må værre at man ikke skal købe denne bil udelukkende for farten og accelerationens skyld. Det har man andre elbiler til. Og man skal heller ikke købe den udelukkende for teknologien det har man også andre elbiler til. Men derimod skal man vælge cyberster hvis man ville have noget mere formålsbygget eller specialiseret. Og at man ville have virkelig meget bil for pengene uforagtet om det er fossil eller el. I hvert tilfælde hvis vi skal holde os til nye biler. De nærmeste konkurrenter som er decideret sportslige er Toyota GR 86 og Mazda MX-5 RF men det er begge to små spinkle biler der yder under 250 heste. Hvor at man i cyberster får en højtydende elektrisk sportsvogn med over 500 heste. Der ligner et helt rumskib i forhold til andre biler. Altsammen til under 550.000 kroner. Det synes jeg altså er bare en smule imponerende.

Hvis du ville læse om åbne biler med lyd eller bare om andre Kina-MGer. Så må du endelig give linksne et kig.

Saksedøre hjælper en smule med ind og udstigningen i tilfælde af parkering tæt på en høj kantsten. Men jeg tror også at designerne implementerer dem fordi at det ser sejt ud. For det giver virkelig meget visuelt flair til designet.

Fælgmontering og bremser er egentlig ganske high performance i det at man Perreli P zero dæk og multistemplede kalibre på forakslen.

Union Jack baglygterne er eftersignet en hentydning til cyberster konceptbilen der havde et lignende design.

Da dette er GT varianten med 3 traktionsmotorer er der åbenbart ikke plads til et baggagerum fortil.

Biltest Jaguar F type roadster.

Skrevet den maj 10, 2024juni 29, 2024 af stoerner666

Hej og velkommen til første biltest i lang tid. Og Undskyld ventetiden. Men nu kan jeg endelig skrive om en meget ventet bil. For jeg har altid haft et godt øje til F typen lige siden at den blev lanceret. Bare hvis vi tager ud fra udseende er det en fantastisk videreførelse af sådan noget som E type og XK8. Og idag blev jeg endelig bekræftet om den så også kører så godt som den ser ud. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til for lease i Ølgod for at vi måtte låne dette vidunder til dagens test. Du må endelig give deres side et kig i linket nedenunder. Men tænker heller ikke at der er så meget snak for lad os komme til testen.

forlease.dk

En fantastastisk roadster.

Mit førstehåndsindtryk af F typen er at den er en fantastisk roadster. Og det er ved bare at se på den og betragte flotte linjer. Det er den perfekte balance imellem ynde og råstyrke. Jeg er især vild med bagpartiet hvor at de smalle baglygter danner skillelinje imellem de brede hofter og den glatte bagkofanger imens at centerudstødninger slutter det hele af forneden i en flot symetri. Men også detaljer som den fronthængslede motorhjelm og håndtagene der trækker sig ind i dørene når man begynder at køre giver altså et eller andet til æstetikken. Også Cockpitet er ganske flot indrettet med god finish og godt materialevalg. De fleste berøringsflader er polstret med grovgrynet læder imens at sædebetrækket består af den mere blødere slags kohud. Man sidder ikke helt vildt komfortabelt ligesom at stolene heller ikke yder alt for meget støtte når man er ude og trække sidelæns G. Men ellers kan man ikke sætte en finger på kørestilling og ergonomi. Selve interiør designet er også helt iorden. Der er lidt Aston Martin over det men det er helt klar ment som en ros. Man har en vandfalds-midterkonsol der er omflankeret af et panikhåndtag til passageren der er stiligt integreret i en form for midterlinje. Det er i sandhed et førerorienteret cockpit som det jo skal værre i en rigtig sportsvogn. Alt dette er rigtig fint men hvordan kører den egentlig. Køreegenskaberne er et af de punkter hvor at F typen virkelig overrasker mig positivt. Undervognen er stramt sat op uden på nogen måde at værre harsk. Imens at chassiset føles stift uden noget fleks. Den ligger virkelig overraskende godt i svinget uden at ville slå med halen når man går på gassen igen. Styretøjet føles smidigt men også meget præcist og det er uanset om der er tale om de korregeringer eller store styreinput. Så hvis vi tager den korte version så er den ganske letkørt og forudsiglig men også virkelig tilfredstillende at værre fører på. Motor og gearkasse er også et pluspunkt hvor at jeg blev positivt overrasket. AJ126eren som er en 3 liters kompressorladet V6er med vand til luft intercooler har en smidig gangkultur og en lineær kraftudvikling men også en lynende hurtig speederresponse. Så snart gearkassen var gået i kickdown vækkes maskinen fra sin søvn ved et splitsekund. Det at den er kompressorladet giver helt klart den karekteristika man også kender fra sugemotorer. Og så har man bare et helt fantastisk bundtræk det føles ikke som en død støvsuger som nogle af de V6ere at jeg har kørt men mere som en V8er. Det hjælper også at man har spændt den rigtige gearkasse bagefter. Selvom at alle ville have den 6 trins manuelle at der var mulighed for ved lanceringen. Så er ZF 8HP en fantastisk automatgearkasse som er blevet benyttet af flere producenter igennem årene. Jeg har også stødt på den i flere forskelliger mærker og modeller efterhånden og kan kun sige at det er en virkelig alsidige gearkasse der virker godt i flere forskellige applikationer. Og så er det også en rigtig god allrounder. Man har skarpe og præcise skift under hård belastning men hvor at den også skifter silkeblødt ved stille kørsel. Det viser bare at gearkasse teknologi er kommet langt her i moderne tid nu hvor at selv konverter-gear nærmer sig dobbeltkobling når vi taler dynamik. Angående motorlyd eller skønsang som jeg ville kalde det går den altså meget godt. Selv med lukket spjæld i udstødningen snerrer den rimelig aggressivt imens at der kommer et højt pop når man nedskifter. I diskret lydindstilling kan man også mere høre den typiske V6 bræen og under visse omstændigheder kompressoren hvine. Men når man åbner spjældet tager fanden virkelig ved den. Der kommer et arrigt vræl ud af centerudstødning imens at hvert opskift bliver fulgt af et højlydt brag som var der et kanonslag der gik af i afgangsrøret og når det kobles sammen med de rimelig hurtige gearskift. Giver det rent auditivt mere indtrykket af en racerbil end en gadebil. Imens deacelleration præges af højlydte knald og brag du ved det typiske gejl at performencebiler er designet til at gøre de sidste 10 15 år. Der synes jeg stadigvæk at accelerationen er auditivt mest imponerende. Det lød næsten som om at den cuttede tændingen under hvert gearskifte som var det en racerbil med sekvientalgearkasse. Det lød i hvert tilfælde yderst interresant lad os sige det sådan. Hvad så med infotainment spørger I bilmedie-nazister fribrilsk. Og til det siger jeg at det virker men at det ikke virker helt fantastisk. Det føles 5 år ældre end 2014 hvor at det ikke når Tesla til sokkeholderne. Men det er generelt lidt en svaghed på Jaguar Landrover produkter fra start 2010erne. Men som jeg altid siger så føler jeg at man fejler som motorjournalist hvis det bedste man kan med sådan en prægtig bil er at bedømme infotainmentsystemet. Og det er det samme jeg tænker om bagagerummet. Ja den har et baggagerum og dette er helt igennem tilstrækkeligt i forhold til hvilken biltype at det her er. Kan vi komme videre nu ?…. Tak !. Men en ting som jeg faktisk synes er vigtigt i en cabriolet er hvor nem kalechen er at betjene og i såfald hvor hurtigt at den kan klappes op og i. I denne bil er man selvfølgelig bestykket med en elbetjent kaleche som virker hurtigt og effektivt og ligesom mange andre nyere modeller kan den betjenes imens at man er i fart op til en hvis hastighed.

Konklusion.

Efter at have kørt snehvide her hvad lyder dommen så på. jeg synes at den er helt igennem regulær. Den er selvfølgelig ikke perfekt men det er der jo intet der er. Det ændrer ikke på at det er et stolt køretøj at vi har med at gøre. Den er hurtig velkørende flot at se på og så laver den alle de helt rigtige lyde. Og mere synes jeg ikke at man kan kræve af en sommerbil.

Hvis du ville læse flere biltests af den Jaguar-agtige slags eller bare om åbne biler. må du endelige give linksne et kig.

Selvom at bremserne ikke er det helt vilde setup. Så er det stadigvæk mere end rigeligt til kørsel på offentlig vej samtidig med at pedalen føles helt rigtig.

Hvis der skulle laves en top 50 over de flotteste gadebiler fra det 21erende århundred indtilvidere så ville F type helt værre at finde derpå.

Og til jer bilspottere kan jeg sige at de 6 cylindrede udgaver kan kendes på centerudstødningen med 2 afgangsør imens at V8erne har 4 rør med 2 i hver side af kofangeren. Personligt kan jeg bedst lide V6erens bagparti da jeg lidt er en centerudstødningsfan.

Af en V6er at værre går den altså meget godt. Den rykker som en V8er imens at gangkulturen er smidig.

Den fartafhængige hækvinge er en god tilføjelse til et vellykket design.

Interiøret er absolut ikke værst både når vi taler ergonomi og kvalitetsfølelse.

Biltest S2000 AP2.

Skrevet den august 20, 2021december 15, 2021 af stoerner666

Hej og velkommen til en meget ventet test. I ved jo at jeg er meget stor Skyline fan. Og selvom at R34 GTR er konge i min verden så er jeg generelt meget stor tilhænger af performamcebiler af den Japanske slags. 1990erne til 2000erne markerede en særlig periode i Japansk bilindustri i min optik. En slags guldalder om man vil. I den periode stiftede vi bekendtskab med nogle af de mest kedelige og mondæne modeller men på den anden side lærte vi også nogle af de mest spøjse seje eller bare helt igenem fantastiske biler at kende. Det er virkelig en æra hvor legender blev skabt. Og i min optik er S2000 helt klart en af superheltene i JDM universet. For hvis R34 GTR er historiens hovedperson så er S2000eren helt klart håndlangeren der stadigvæk kan kæmpe med hjul mod hjul når vi taler ikonstatus og køreoplevelse. Men ellers ville jeg bare sige tusind tak til Adam for at vi kunne låne det her pragt eksemplar af en AP2er til dagens test. Denne eksakte bil er for øvrigt til salg så tøv ikke med at gribe knoglen og giv et kald hvis den er noget for dig. Du kan i hvert tilfælde finde annoncen i linket nedenunder.

https://www.bilbasen.dk/brugt/bil/honda/s2000/20-2d/5129224

En sand køremaskine.

Til jer som er lidt rustne angående S2000 trivia kan jeg sige at S2000 blev lanceret i 1999 i anledning af Hondas 50 års jubilæum. Modelårene 2000 til 2003 går under chassiskoden AP1 imens at AP2 koden bliver brugt på modelårene 2004 til 2009. Motorene er henholdsvis F20C og F22C1 som dog kun blev benyttet i Nordamerikanske AP2ere. For ikke motorkode-nørder kan jeg sige at F20C og F22C1 er 4 cylindrede rækkemotorer med slagvolumen på henholdsvis 2 og 2.2 liter der har dobbelt overliggende knastaksler 4 ventiler pr cylinder og V-tech ventilstyring. F20 motorserien var for øvrigt en af de standard bilmotorer der havde den højeste litereffekt da den lige blev lanceret. Hvis vi ser overordnet på det udmærker S2000 sig med at have tekniske detaljer som dobbelt wishbone ophæng for og bag og elektrisk assisteret tandsstangs styretøj. Men efter at havde kedet jer med alt det kedelige tekniske “nonsens” tænker jeg at jeg hellere må fortælle om hvordan sådan et dyr kører. Efter de første par minutter bag rattet i den blå bisse fandt jeg ud af at den er overraskende letkørt. Koblingen er nem at dosere og så er den nem at få i gear. Så med al respekt så føles S2000eren under stille kørsel som en MX5er på steroider. Ja under stille kørsel. For når forholdene tillader det er bilen nærmest transformeret. Styretøjet har den rette vægt i sig samtidigt med at det styrer helt præcist. Jeg er mildest talt imponeret over at Honda kunne få elektrisk tandstang til at føles så lækkert og præcist. Men affjedring og chassis er også bare helt perfekt afstemt og finjusteret. Da jeg prøvede at køre igennem et hurtigt anden gears sving hvor man kunne få rimelig meget fart på bilen uden at skulle bekymre sig om fartgrænserne kommer jeg mod svinget med fuld damp i anden gear. Jeg går en smule af gassen så jeg tager det med en smule over halvt åbent spjældhus. Så snart vejen bliver lige igen ruller jeg gassen ind og så er der takeoff indtil at jeg skyder en fart af 110 i timen. Bilen tog det helt cool under hele manøvren den krængede ikke eller føltes nervøs på nogen måde og så ville bagenden overhovedet ikke bryde løs ikke det mindste. Hvilket er ganske imponerende når man tænker på at det skete på en våd vejbane. Det vidner altså om at ingeniørerne hos Honda altså kunne deres kram når det kommer til chassis og affjedring. Noget hvor de også kunne deres kram var angående drivlinje. F22C motoren er som nævnt før en af de gadebils motorer der havde den største litereffekt da den først blev lanceret. Under den først lange acceleration fandt jeg ud af at kræfterne bliver udviklet overraskende smidigt så snart man fik bygget nogle omdrejninger på. Så i den henseende minder den en smule om den gamle Ferrari 348 spider jeg kørte sidste efterår. Men modsat 348eren som var bestykket med en 5 trins manuel med gittret skiftekulisse som krævede noget indlæring at betjene. Så kører S2000erene med en helt igennem fantastisk 6 trins manuel der som nævnt før er nem at betjene. Men hvor man også har de vildt tilfredstillende metalliske gearskift som jeg altid har elsket. Apropos gear så er S2000eren relativt lavgearet så man ofrer tophastighed for acceleration. Det gør at motoren trækker flere omdrejninger og derved støjer lidt mere under motorvejskørsel. Det gør selvfølgelig at S2000 ikke just er den fødte motorvejsracer. Og sidst men ikke mindst skal man helst flyve den i de højere luftlag så snart den er driftsvarm. Med andre ord så elsker den at få gas og hvor man også skal køre i et lavere gear end i en normal bil. Jeg er meget vant til at påtage mig denne kørestil fordi jeg efterhånden har kørt så mange sportsvogne og andre biler med livlige motorer. Men for andre som kun har kørt biler med jævne maskiner over forhjulene som måske kun er gode for 6500 omdrejninger i minuttet kræver det en smule omprogramering af deres kørestil.

Oh man designet lad os tale om det.

Noget andet jeg altid har elsket S2000 for er designet. Jeg synes det er helt igennem fantastisk. Det ser lige dele klassisk og retrofuturistisk ud. Men der er stadigvæk noget ungdommeligt og livligt over det men det er også et maskulint design. Selv interiørdesignet er sublimt efter min mening. Man har et fladt instrumentbord uden knapper og kontakter de er netop rykket over til instrumentklyngen så det kun er føreren der kan betjene klimaanlæg og de fleste af radio-indstillingerne. Det er virkelig et førerorienteret cockpit. Generalt elsker jeg bare blandingen af brugervenlighed ergonomi og minimalistisk design. Selv headuniten er gemt bag en lille dør i sølvmetallic plastik når man ikke bruger den. Og så er hele bilen bygget i den bundsolide Honda kvalitet så der er ikke noget i interiøret der rasler og knirker selv her 15 år efter at den forlod fabrikken. Og så må jeg endelig ikke glemme at nævne den digitale instrumentklynge den er vel S2000 interiørets mest ikoniske feature. Jeg synes også at den giver det sidste til et designmæssigt interessant interiør. Den ligner virkelig noget man har løftet fra en sportsmotorcykel eller en fuldblods-racerbil.

Konklusion.

Efter min første tur i en sand JDM superhelt. Kan jeg sige at den er mere end en fed tunerbil og den er også meget mere end en sjov lille roadster. Jeg ville sige at i sin standard form er S2000eren en rigtig sportsvogn på lige fod med Porsche Boxster Lotus Elise og måske endda Ferrari 348. Man har i hvert tilfælde samme føling af alt fra drivlinje til styretøj chassis og affjedring spiller sammen som en komplet enhed som i de 3 førnævnte biler. Jeg føler også at man langt henne af vejen har passionen som i de 3 andre. jeg kan i hvert tilfælde mærke at dem der designede og udviklede S2000 var virkelig passionerede omkring biler og at de ville bygge en sand køremaskine indenfor de økonomiske of tidsmæssige rammer de var stillet. Men man har også letkørtheden og driftsikkerheden som Honda er verdenskendt for. Så på den måde minder S2000eren mest om Boxster end Elise og 348. Jeg synes også at selv i dag er S2000 en helt igennem herlig køreoplevelse. Det er køreglæde af bedste skuffe det er også køreglæde i verdensklasse. Så jeg synes S2000 helt klart har fortjent sin plads på sportsvognenes Pantheon. Den er helt klart en af højdepunkterne indenfor sportsbiler fra det 20 århundred. Jeg kan meget varmt anbefale den som den helt igennem herlige køreoplevelse den er.

Hvis du ville læse om sportsvogne i verdensklasse når det kommer til ukompliceret sjov på vejen så giv endelig nedenstående links et kig.

Hvis du også ville læse om legendarisk tunerbiler så må du endelig give nedenstående links et kig.