ram1500

Hej og velkommen til endnu en test. I ved jo at jeg elsker gode alternativer når det kommer til special og veteranbiler og at jeg elsker en god Amerikanerslæde. Så dagens testbil kan helt klart sætte flueben ved begge bokse. For hvis du af uransagelige grunde ikke har mulighed for at erhverve dig en ram SR/T10 så kunne dette eksemplar værre et godt alternativ. Man får cool sporttruck agtig styling med sidepipes i begge sider. Og vigtigst af alt en kæmpe V10er på hele 8 liter som laver massere af lyd og bundtræk. Men ellers ville jeg bare takke Hedensted bilcenter for at jeg måtte låne dagens tester ud. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

https://automester.dk/find-vaerksted/hedensted-bilcenter

Beslægtet med en Hugorm.

Selvom at de fleste kender mig som totalt Japanerbils-fan så har jeg også været stor Viper-elsker siden barnsben af. Den var et af mine yndlings befordringsmidler i det første Grand theft auto hvor den dog gik under navnet Beast GTS og så var jeg sågar heldig at jeg fik mulighed for at sidde i et eksemplar der var udstillet i P Christiansen i Odense. Men der er desværre langt imellem Viperne i vores afgiftsplaget andedam. Men heldigvis er der også alternativer til hvis du ville have en bil der har en smule Hugorme DNA. Det mest åbenlyse er selvfølgelig at investere i en Ram SR/T10 som er bestykket med en ægte levende Viper V10er på 8.3 liter og som yder 510 heste. Ellers kunne dagens testbil faktisk værre et godt alternativ. Og selvom at den er udstyret med Magnum V10eren med støbejerns blok og topstykker altså en motor der ikke har set skyggen af performance. Så er både Magnum og Viper V10 skabt på basis af Chrysler LA motoren. Det kommer også til syne når man kigger på konfigurationen af begge maskiner hvor at de begge to har en vinkel på 90 grader og så kører de begge med bundliggende knastaksel og to ventiler pr cylinder. De relativt ens motorkonstruktioner resulterer i at motorlyden også minder forbavsende meget om det at Viper udvikler. Jeg har altid elsket V10erne for den speciale snerren at de udvikler og især Viper V10eren der tilmed har en nærmest dieselagtig gangkultur og lydbillede i forhold til de Europæiske og Japanske V10ere der til sammenligning udvikler et næsten jetflys agtigt skrig. Under koldstart springer den i gang med en dieselagtig klapren imens at der under en hård acceleration kommer en højlydt raspende snerren. Det er en unægtelig Amerikansk motorlyd for det er som nævnt før ikke mange Europæiske motorer der rasper så godt. Men sådan en kraftfuld lydende motor har selvfølgelig et rigtig godt bundtræk. Under en hurtig acceleration letter fronten som var det en gammel speedbåd der skulle til at plane. Og den kan da sagtens også spinde med baghjulene hvis man er for ivrig med sine speederinput under igangsætning og fordi at man kører med stiv bagaksel og langs-liggende semi-elliptiske bladfjedre opfører bagvognen sig ikke så forudsigelig som hvis man kørte med en mere moderne konstruktion i baghjulsophænget. Generelt bærer køreegenskaberne præg af at det er gammelt mekanik man kører med. Selvfølgelig føles den ikke livsfarlig eller bøvlet at køre med og man er heller ikke helt på G63 niveau hvor jeg synes at motorens præstationer overgår chassisets ved at den føles meget nervøs under hård acceleration selv under ligeudkørsel. Men den styrer ikke ligeså præcist og så kan man selvfølgelig ikke tage sving med ligeså høj fart som i en personbil. Og ligesom at acceleration får baghjulsophænget til at komprimere mere end man er vant til. Så dykker fronten også mere under bremsning end på en mere sporty eller moderne konstruktion. Men de lidt prærievogns agtige køregenskaber synes jeg netop er charmen ved at køre en traditionel pickup eller SUV. Fordi man netop bliver mindet om at det ikke er en personbil og at man derfor skal køre den på en anden måde. Noget andet jeg også kan lide ved denne køreoplevelse var den måde at gearkassen skiftede på. Selvfølgelig kunne man sagtens mærke at det var helt gammeldags konverter automatgear men den gav et tilfredstillende ryk ved hvert gearskifte især under en hurtig acceleration. Og det at den bare fungerer uden for meget bullshit og indlæring er helt fantastisk. Der er ikke nogle dumme skiftepadler eller en fjollet gearvælger der ligner en videospils-kontroller men derimod en simpel ratmonteret gearstang som selv individer med en IQ under stuetemperatur burde kunne finde ud af at betjene. Et andet pluspunkt ved dagens tester er designet. Denne generation af Ram 1500 er en af mine yndlings ud fra udseende. Jeg har altid godt kunne lide den måde at især fronten ser ud på. Med at man har den lidt smallere frontgrill og lygter men hvor at motorhjelmen sidder som stor og muskuløs pukkel over det hele. Men også det med at man har de flade sidder uden for mange bæltelinjer. Men jeg har altid været stor tilhænger af de semi-minimalistiske 90er designs fordi at de har den rette mængde af afrundede former og kantet maskulinitet. Og især dette eksemplar har det helt rigtige maskuline sporttruck agtige look nu hvor at alt krom er blevet malet i karroserifarven og at man har alu-trinbrædder og sideudstødninger. Men ellers lyder dommen vel på at jeg at synes at det her er et herligt Ram SR/T10 alternativ selvom at den egentlig ikke har så meget med Ram SR/T10 at gøre. Men som selvstændig køreoplevelse er den en herlig lille sporttruck som giver meget af simpliciteten og køreoplevelsen af en veteraner men med mere moderne kraftoverskud og driftsikkerhed.

Hvis du ville læse om andre Amerikanerslæder må du endelig give linksne et kig nedenunder.

Den fylder ufatteligt lidt i sådan et stort motorrum. Men denne motor har en slagvolumen på hele 8 liter. Så den er faktisk større end motoren i nogle af de lastbiler jeg har kørt.

Selvfølgelig består interiøret af billigt plastik. Men hvis du er en der konstant klager over interiør og er totalt besat af finish og materialevalg så køb en anden bil. Jeg elsker oprigtigt førerpladsens simple indretning og at man kan nænne at sidde der i sit hverdagstøj uden fare for at svine det til.

Sideudstødningerne åbner virkelig op for maskinen. Den lyder rigtig olm når man træder på sømmet.

Generelt kan jeg godt lide at man har lavet en lidt af en sporttruck ud af den.

Hej og velkommen til endnu en test. Og undskyld ventetiden. Men nu er jeg klar til kamp igen. Og så tænker jeg at en god måde at komme i form på igen var at skrive en test på dette regulære eksemplar af Ram 1500 crewcab. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til C.A Larsen i Haarby for at jeg måtte låne dagens testbil. Så du må endelig give deres webside et kig nede i linket nedenunder.

https://www.cal.dk

Mopar eller no car.

Os Europæere er ofte alt for hurtige til at stemple Amerikanske pickup-trucks som en flok dinosaurer der burde havde været uddøet for længst. Eller bare som værende Europæiske erhvervsbiler underlegne. Men efter at have kørt erhvervsbiler fra begge sider af Atlanten kan jeg konstatere at pickup-trucks har visse fordele ude i den virkelige verden selv her i vores afgiftsplaget andedam. Til at starte med får man ofte meget mere standardudstyr end i en gennemsnitlig Transit eller Ducato. Det her eksemplar som for øvrigt er en ganske fin repræsentation af gennemsnittet af Ram 1500 crewcabs har features såsom el justerbare pedaler og forsæder klimaanlæg varme og køling i forsæder og fjernstart bare for at nævne nogle punkter. En kæphest at interiørnazisterne altid har haft med Amerikanerbiler er finishen og materialevalget i interiøret. Og selvom at de nogle gange har haft ret og at US bilerne ikke altid har haft de mest kvalitetsbetonede interiørs så står jeg stadigvæk ved at kabinekvalitet ikke er det eneste der gør en god bil. Og da en arbejdsbil selvfølgelig bliver brugt godt og grundigt og at den ofte bliver beskidt indvendigt så ville jeg hellere have nogle mere rustikke materialer der er nemme at køre en fugtig klud over end noget der føles lækkert og er pænt at se på. Men når det er sagt så er interiøret i Ram 1500 faktisk ikke så værst i forhold til Jumper årgang 17 og Transit årgang 15 som er de arbejdsbiler jeg primært kører til dagligt. Der er lidt polstring hist og her både på dørpaneler og instrumentbræt. Der er også lidt plastik-træ indlæg som selvfølgelig ikke ser særlig overbevisende ud men som gør et fint arbejde med at tilføje en smule kontrast i det store ocean af sort plastik. Hvordan kører den så spørger I sikkert utålmodigt. Så det får I at vide nu her. Hvis man forventer at den kører som X5 M bliver man selvfølgelig skuffet men hvis man sammenligner den med andre varebiler så kører den overraskende godt. Man mærker ikke meget af den nervøsitet som biler med separat chassisramme og karosseri ofte besidder. Hvor man nærmest kan mærke at man sidder ovenpå chassiset i stedet for inde i det som når det er selvbærende karosseri. Styreegenskaberne er også overraskende gode. Der er en tilfredstillende vægt i styreapparatet imens at det kommunikere feedback ganske fint. Med andre ord så føles styretøjet overraskende præcist når man tænker på at det her er en stor hval af en bil der ikke er sat op med dynamik eller performance for øje. De fornuftige styreegenskaber kan sikkert tilskrives at denne bil kører med tandstangsstyring og ikke snekkestyretøj som er en konstruktion at SUVere og pickuptrucks holdte fast i til for omkring 15 til 20 år siden modsat de fleste personbiler hvor at denne konstruktion nærmest var udfaset flere årtier forinden. Noget hvor man også kan mærke forskel på når man kører Amerikaner arbejdsvogn versus en Europæisk af slagsen er drivlinjen. I forhold til de Europæiske motorer med multiventilet topstykker med overliggende-knastaksler som har fintunet indsugningssystemer med turboladere med variabel geometri og alt muligt andet hokus pokus og sort magi. Der kan en 5.7 liters hemi godt fremstå som en fråsende rov-dinosauer der ikke er uddøet endnu. Den har knastakslen i motorblokken som er udført i støbejern. De 16 ventiler bliver aktiveret af stødstænger. Ja stødstænger !? det er vist kun Amerikanerne der kan finde på at bygge motorer i det 21ende århundred med denne motorkonstruktion. Men på den anden side har den også variabel knaststyring og sekventiel multiport indsprøjtning. Så en smule moderne er den jo. Bilteknik-fascisterne elsker at håne Amerikaner-bilerne for efter deres mening at værre underdesignet men faktum er bare at det virker godt ude i virkeligheden. V8eren har godt med bundtræk nede i momentkurven så man skal ikke vride det ud af den. Og så går den bare rigtig godt. Jeg endte med at køre med musikken slukket hele ruten igennem så jeg kunne lytte til motoren. Modsat nogle af de Europæiske og Asiatiske maskiner som først virkelig begynder at synge harmonisk skønsang når man trækker rigtig mange omdrejninger. Så udvikler detroitstål fuldfedt motor-soundtrack selv når det står i tomgang. Også når vi taler gearkasse er det simpel mekanik der bare spiller. Der er virkelig bare tale om en simpel 5 trins computerstyret konverter automatgearkasse. Den skifter relativt smidigt ved stille kørsel og så virker kickdown ganske forbløffende til når man skal justere hastigheden hurtigt. Den kaster sig selv et par gear ned uden noget bøvl eller andet nonsens. Selv manuelt gearskifte-program virker bedre end i Mercedes GL klasse. Det eneste der virkelig nager mig med drivlinjen er at man har det dumme “elektronisk” aktiveret firhjulstræk hvor man betjener det med et fjollet drejehjul eller et sæt knapper. Der synes jeg det er meget mere betryggende at man har en ekstra gearstang med tilhørende beslag og gearskifte-mekanisme. End at man overlader ansvaret til en mikroprocessor og nogle trykknapper som er mere bøvlet at diagnosticere og reparer på når de en gang går i stykker.

Amerikanerdrøm i et afgiftshelved.

Efter at have kørt endnu Amerikanerslæde kan jeg sige at den forjættet pickup er et ganske iorden køretøj hvis den ses i lyset af at værre et erhvervskøretøj først og fremmest dernæst et rekreativt køretøj. Rent objektivt kan Amerikanerbilerne visse ting ligeså godt som Europæiske biler. Men fordi afgifterne i de fleste Europæiske lande favorisere motorer med mindre slagvolumen og at vi betaler en højere literpris for brændstof. Er det bare et miljø der ikke ligefrem fremmer de store biler. Selv vores byplanlægning gør det besværligt at køre i personbiler over en hvis størrelse fordi at mange Europæiske storbyer kan dateres tilbage til Romersk tid eller middelalderen hvor at mange af de smalle gyder veje og bygninger har overlevet indtil moderne tid. Det står i kontrast til byer i USA som kun er cirka er 200 år gamle hvor man har brede boulevarder og hovedgader der løber parallelt med hinanden. Denne form for byplanlægning koblet sammen med de større afstande gør at US bilerne oftest har været de store kasser der var bygget med komfort fremfor dynamik for øje. Men jeg kan netop lide at pickup-trucksne har holdt fast i samme formel i over et århundred og bare forbedret på den med ny teknologi. Det er tydeligt at se at det er en formel der i disse bilers hjemland virker men som desværre ikke kan eksporteres til resten af verden med samme succes.

Hvis du ville læse om flere US biler så kan du med fordel give linksne et kig nedenunder.