Flyingspur – upgear.blog

Hej og velkommen til endnu en test. Der er vist ingen tvivl om at vi har kørt rigtig mange Fancy biler fra de helt dyre mærker. Og selvom at jeg ikke går aktivt efter prestigemærkerne så takker jeg absolut ikke nej til at sidde bag rattet i en Ferrari Porsche Maserati eller Rolls Royce. Så da jeg skulle have min Bentley debut idag var det en mulighed der på ingen måder blev viftet væk til siden. Og så ville jeg bare sige endnu en gang tak til MLA motors for at jeg måtte låne dette yderst stolte køretøj du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

www.MLAmotors.dk

Neoklassisk supersedan.

Når man tænker på biler med Britisk retrostil. Er der lavet nogle virkelige brølere igennem tiden. Især Jaguar S type og Rover 75 er designs hvor at tanken bag var god men hvor at man i praksis følte at de mere lignede en karikatur af Britisk bildesign fra midten af forrige århundred end selvstændige designs. Og så har tiden heller ikke været flink ved denne trend da de ikke har ældes fantastisk tværtimod tænker jeg. Men der er også biler der bærer den neoklassiske stil rigtig godt selv efter nutidig standard hvor at jeg især kommer tilbage til Jaguar X100 XK og Chrysler 300C. Men det dyreste og mest imponerende eksempel er vel dagens tester. Den ser ikke yndefuld ud i konventionel forstand men hvor at den nærmere udstråler en maskulin elegance eller en rå skønhed om man vil. Men det er virkelig en imponerende bil når man ser den i levende live. Og modsat især sådan noget som 300Ceren og Rover 75 ser Continentialen dyr og eksklusiv ud. Alt fra metalgitret i frontgrillen til de store alufælge udstråler bare ultra luksus og Britisk overklasse mere end nogen anden bil at jeg har ført. Men også når man kigger på de små detaljer såsom kromfinishen i pyntelisterne og mellemrummene imellem døre motorhjelm bagsmæk og så videre. Der kan man bare se at Bentleyen er en kvalitetsbil i milionklassen hvor at man bliver mindet om at der altså er forskel på at se dyr ud og faktisk at værre dyr. Også når man stiger ind i kabinen ved man med det samme at det her er noget af det ypperste indenfor automobil kunst. Man har det ikoniske dobbelt cockpits instrumentbræt og så er alle overflader som i alle overflader polstret med de mest udsøgte materialer i den højeste kvalitet. Ja selv ratstamme coveret er beklædt med læder som er et område at selv luksusbils-producenter overser normalt. En anden ting der kendetegner interiørerne når vi taler luksusbiler i den helt tunge liga er at selv den mest ligegyldige knap er udført i et virkelig lækkert materiale. Ja selv de få knapper der stadigvæk var udført i plastik føltes ganske tilfredstillende at betjene. Og ligesom med Jaguar X351 og andre Britiske luksusbiler kan Flying Spur sagtens slippe afsted med kromdetaljer i interiøret uden at det ser billigt og smagløst ud. Men noget der efter min personlige mening kan få en bil til at virkelig virke kvalitetsbetonet er et flot indrettet motorrum. Og der skuffer den heller ikke. Alt er fint pakket væk men hvor at man stadigvæk har de blottede alu indsugningsmanifolder på W12eren. På den måde bliver der stadigvæk hintet til at der ligger en stor og potent maskine i maskinrummet som ikke er dækket alt for meget til med et grimt plastikcover.

Den flygtende hval.

Jeg er normalt ikke meget for at rose vores konkurrenter ovre på bilmagasinet. Men det ville jeg gøre nu her da jeg for et par dage siden læste deres test på Hongqi E-HS9 hvor at de beskrev køreegenskaberne som at det føles som at ridde på en flygtende hval. Det synes jeg er en ganske god og sjov beskrivelse og metafor. Både fordi at det gav mig et sjovt mentalt billede og at det netop beskriver ganske godt hvordan at en højtydende luksusbil kan føles ude på vejen. Og efter at jeg har kørt Flying Spur synes jeg helt klart at den føles som en hval i flugt. Styretøjet er ganske fint vægtet men det føles lidt vag angående med at det kommunikerer feedback tilbage og hvor præcist at det føles. Så alt i alt føles det meget middelmodigt. Der imponerer undervognen mig faktisk rimelig meget. Det er virkelig den første adaptive undervogn hvor at jeg faktisk kan mærke forskel på de forskellige indstillinger. Man kan virkelig gå fra ganske komfortabelt til næsten BMW agtig dynamik. Og selvom at den aldrig bliver ligeså adræt som en gammel E38er på gevindundervogn så synes jeg stadigvæk at den føles overraskende agil. Selvom at ifølge nogle at Bentley taber lidt til Rolls Royce på unikheden ved at de ifølge dem kører som en forvokset 7 serie. Så synes jeg netop at det lidt er essensen ved brandet også når vi ser historisk på det så har det oftest været bilen at man selv ville køre i modsætning til Rolls Royce som mere appellerede til dem der hellere ville lade sig køre rundt med. Angående motor og gearkasse er man også yderst godt kørende. W12eren føles ufattelig potent men også sofistikeret og raffineret. Man har et kræftoverskud uden lige som jeg føler kan blive hidkaldt med meget kort varsel takket værre den hurtige speederresponse. Gearkassen skifter ganske smidigt imens at den reagere prompte når man bruger skiftepadler eller gearstang. Men jeg synes især at automatisk sportsprogram går rigtig godt til motorens temperament. Når vi skulle overhale en langsomkørende Renault med en acceleration fra stilstand satte jeg den i sport automatic og så snart det skiftede til grønt trykkede jeg speederen i bund indtil at vi nåede fartgrænsen. Motoren udsteder et arrigt vræl imens at snuden på bilen letter en smule som var det en hurtiggående yacht der kom op at plane. Det er som om at fanden tog ved den når man gav den noget at leve af. Og det er nok noget af det at jeg har endt med virkelig at kunne lide ved en Bentley i forhold til andre fancy biler er at man har en højtydende og ganske velkørende bil med et karismatisk design. Men hvor at man stadigvæk har et virkelig luksuriøst interiør og virkelige gode pladsforhold bagi.

Konklusion.

Efter at have kørt en rigtig luksusbil som en rigtig luksusbil hvad lyder dommen så på. Jeg synes som oplevelse og ikke bare køreoplevelse er den virkelig imponerende. Det er virkelig én af de mest imponerende biler at jeg har haft til test. Og ligesom med de andre prestigemærker er der altså et eller andet ved at man siger at man har kørt Bentley der får selv folk der er ligeglade med biler til at spørge interesseret. Men da I ved at jeg er en person der kan have det ligeså sjovt i en bil til 4000 som i en til 4 millioner. Er det ikke så meget mærket livstilen og statussen der interessere men derimod hvordan bilen får én til at føle. Og som jeg også ofte siger så kan mindre også gøre det.

Hvis du ville læse om andre prestigebiler må du endelig give nedestående links et kig.