klassikertest Lancia Fulvia.

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. Hvis du ville have en rigtig rå køreoplevelse. Altså sådan en rigtigt hudløs ærlig hår på brystet køreoplevelse hvor man lever i symbiose med sit køretøj. Tænker du sikkert at det mest åbenlyse valg må værre Lotus Elise Morgan Threewheeler eller måske endda Ariel Atom. Disse biler giver også høj grad af køreglæde uden støttehjul og andet bullshit. Måske kunne det at køre motorcykel dække dine behov for openair kørsel og at skræmme dig selv og din passager for vid og sans. Men hvis du til gengæld ville have en nærdøds-oplevelse på fire hjul som ikke koster alt for meget. Så kunne en pensioneret rallybil måske værre svaret. For dagens bil er bygget til den rigtige specifikation for at kunne deltage i historisk rally. Der er ikke særlig mange moderne detaljer på denne bil så den er bygget lige som man lavede dem i 1960erne og 70erne. Alt fra benzinhørmen over tågelygterne til rulleburet er der. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til Lindholm biler i Viborg for at vi måtte låne dagens klassiker. Du må endelig give deres hjemmeside et kig på linket nedenunder.

lindholmbiler.dk

En gammel madame med temperament.

Selvom at Fulviaen er en af de mere letkørte klassikere jeg har på samvittigheden så er det stadigvæk noget man ikke kommer helt sovende til. Til at starte med så er betjeningen af koblingen en af de mere spøjse jeg har prøvet. Den bider først langt oppe i pedalens vandring. Og så er det meget prompte at man når koblingspunket så man skal værre hurtig til at give relativt meget gas for ikke at gå istå. Og da det her eksemplar er udstyret med to dobbelte Weber karburatorer er maskinen lidt koldblodet indtil at man opnår driftstemperatur hvor man ikke skal give for meget gas under sejtrækning for at undgå overfuelling så man drukner maskinen. Selv med varm motor dikterer karbureringen at man skal flyve V4eren i de højere luftlag da Webere ikke helt kan finde ud af det med sejtrækning. Det er enten fuld gas på den højste tinde af omdrejningsregistret eller ikke så meget andet. Men den siger altså fantastisk. Jeg har i noget tid sagt at ligesom at et hvert måltid bliver bedre med et skud ketchup så bliver en hver oldshcool motor bedre med et sæt dobbelte Webere. De ser fantastiske ud i motorrummet og så får man alt den herlige indsugningsstøj jeg elsker. Men ja seriøst så siger den virkelig godt. Der kommer en lavmeldt poppen fra udstødningen under motorbremsning imens at motoren spinder med et arigt metallisk skrig. Når man går på gassen under en hård acceleration brøler den olmt så det næsten resonere igennem bilen. Men det at køre historisk rallybil er en oplevelse for alle sanserne. Udover alle de herlige lyde at drivlinjen udvikler så har man også lyden af småsten der slår mod vognbunden og klapren fra alupladerne der er placeret rundt omkring interiøret nu hvor meget af beklædning og isolering er taget ud. Men man kan også mærke den ru fornemmelse af at holde på Momo alcantara-rattet og så kan man lugte benzinen der løber igennem rør og slanger. Men køreegenskaberne er også ganske iorden i betragtning af at det ikke er den nyeste model. Styretøjet er selvfølgelig ikke assisteret. Men når man er i fart løsner det meget op. Så meget at jeg faktisk synes at det er det styretøj der føltes mest som om det var assisteret af alle de uassisteret styreapperater jeg har betjent. Men den styrer ganske præcist og så føles undervognen fast. Det er lige som det skal værre i en ægte rallyvogn. Ellers lyder dommen på at hvis du ville have en rigtig hulemands-køreoplevelse hvor man ender med at føle sig i live. Så kunne en gammel rallybil værre en god genvej til denne slags køreglæde. Den er absolut ikke til alles smag men for dem der er hooked på det er det som at værre i paradis.

Hvis du ville læse om andre rustikke køreoplevelser så må du endelig give linksne nedenunder et kig.

I sin standard form er Fulviaen en lille smuk og stilfuld hardtop. Men den ser stadigvæk godt ud i fuld krigsmaling med afmonterede kofangere og sort motorhjelmen.
En hver seriøs rallybil skal selvfølgelig have tågelygter på fronten.
Alle dem der har kørt Volvo 120 eller 140 serie ville nemt blive fortrolig med betjeningen af gearstangen. Den skifter ikke lækkert gear men skiftene er meget smidige og præcise. Og så letter skålsæder og 3 punkts H sele ikke indstigningen men når man endelig har spændt sig fast i missilet så sidder man faktisk ganske fint. Men elsker virkelig at interiøret også er bygget til historisk rally specifikation med alt hvad det indebærer. Selv fodskammel og læselys til co-driver er en del af udstyret.
Alt udover gulvtæppe er taget ud for at spare vægt. Så disse tynde aluplader er alt hvad man har som trim og lyddæmpning.
Det eneste man ikke har er en FIA godkendt brændstofcelle som åbenbart ikke var obligatorisk til den klasse at denne bil blev bygget til.
Hvad alle ikke ved så var det faktisk Lancia og ikke Volkswagen der lidt var Pionerer indenfor smalvinkels-motorer. De havde udviklet og produceret en smalvinkels V4er så tidligt som i 1920erne. Men fantastisk lydende motor skal man lede lidt længe efter når vi taler 4 cylindrede motorer. Da det her er en bedst lydende 4 cylinders jeg har kørt. Og så ser den bare godt ud med dobbelte Webere hvor man kan se de fire indsugnings-trompeter stikke ud til siden.
Fordi at motoren sidder så langt fremme i motorrummet er ventilatoren placeret på sin egen lille piedestal på siden af motorblokken. Læg også mærk til at ventilator-propellen er udført i støbt magnesium og ikke plastik eller pladestål som på andre samtidige biler.
Ekstern oliekøler er et must have på motorer der bliver presset hårdt så denne motor er selvfølgelig blevet udstyret med sådan én anordning.

Klassikertest W114 250CE

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en klassikertest. Hvis der er noget jeg elsker at udforske endnu mere end særlige køreoplevelser så er det særlige køreoplevelser der kan fås til en billigere pris end først antaget. Men hvor at man absolut ikke mister noget nævneværdigt i forhold til det dyrere alternativ. Så selvom at jeg er kæmpe E9 fan så synes jeg alligevel at man betaler et alt for stort premium bare for at få et lækkert design. Så Ligesom med andre biler satte jeg mig til at lede efter et fedt alternativ som også var et billigere alternativ. For jeg går ind for at alle skal have mulighed for at have en entusiastmodel uanset indkomst. Men ellers ville jeg bare endnu en gang sige tak til Læborg autohandel for at vi måtte låne denne prægtige Mercer til test. Du må endelig give deres webside et kig på linket nedenunder.

https://laeborg-autohandel.dk

Hvis det ligner en And og lyder som en And så er det højst sandsynligt en And.

Ovenstående er den Danske oversættelse af et Engelsk ordsprog som jeg virkelig har taget til mig. Betydningen er sådan noget hen imod at man aldrig kan vide sig helt sikker på at ting er det de udgaver sig for at værre. Jeg tolker det også som at det betyder at selvom at man ikke har med den ægte vare at gøre så er det er meget tæt på. Så jeg synes at det passer rigtig godt til dagens testbil. For selvom at W114eren ikke er en E9er så kommer den alligevel overraskende tæt på. Allerede til at starte med så er begge biler formgivet af Paul Bracq som har flere af de bedste Mercedes og BMW designs på samvittigheden. Selvom at W114 ikke er ligeså elegant som E9. Så er det alligevel et helt fantastisk design som på en måde aldrig går af mode. Det ser lige dele herskabeligt og underspillet ud. Også interiørdesignet er en fryd for for øjet. En tyk stribe af ædeltræ løber hen over instrumentbordet imens at hætten til instrumentklyngen tårner sig op som en pukkel på en ellers meget flad Kamelryg. Det er så befriende at se når man kommer fra moderne luksusbiler som ofte har overstylede interiørs hvor alt fra instrumentborde til dørpaneler har dumme og fjollede karakterlinjer og vinkler. Men hvis bare vi ser på materialevalget og kvalitetsfornemmelsen så er den bundsolide Tyske kvalitet slet ikke til at overse. Ædeltræet har en herlig varm glød og så føles alt fra gulvtæppet til sædebetrækket fyldigt og stærkt. Selv knapper og kontakter har en smykkeagtig kvalitet over sig. Men der hvor at 250eren virkelig overrasker positivt er angående køreegenskaber og den generale køreoplevelse. Eftersom at jeg for nogle år siden faktisk var heldig at køre et eksemplar af en E9er kan jeg allerede efter få minutters kørsel konstatere at begge biler kører virkelig éns. Man kan selvfølgelig godt mærke at den er over et halvt århundred gammel. Men styretøjet styrer stadigvæk relativt præcist med en smule vægt i sig. Undervognen føles helt perfekt den er ikke hård som på mange moderne biler men den sejler heller ikke igennem svingene som en Amerikanerbil fra samme periode ville gøre. Angående motor og gear er den hvide elefant også en fryd at føre. M114 motoren har en silkeblød gangkultur og smidig kraftudvikling. Den har også godt bundtræk så man sagtens kan køre W114eren ude i trafikken på de samme vilkår som en moderne bil. Og så udvikler den bare en tilfredstillende brummen som langt henne af vejen faktisk lyder lidt som M30eren i en E9er. Det eneste at E9eren gør en smule bedre er hvordan at gearskiftene føles. I 250eren føles det lidt slattent at skifte gear der er ikke den metalliske følelse jeg elsker. Men som sagt under kørslen er W114 ikke overdrevet langt bagud da jeg heller ikke husker E9eren for at have de lækreste gearskift. Der synes jeg faktisk at selv en MG Ber føles endnu mere tilfredstillende at skifte gear i. Men Koblingen er nem at dosere i 250CE samtidig med at bremsepedalen føles ganske fin. Den er ikke Amerikaner ulden på nogen måde og så synes jeg at mængden af bremsekraft er ganske imponerende bilens alder taget i betragtning. Men noget andet der også er imponerende er at hvor éns E9eren og W114eren er når vi ser på mekanikken. Begge to har selvbærende stålkarrosseri og uafhængigt for og baghjulsophæng hvor at baghjulsophænget er konstrueret med skråled på begge biler. Selv hvis vi sammenligner motorerne er der en slående lighed da begge motorer har én overliggende knastaksel og Bosch D-Jetronic indsprøjtning. Men uanset hvilken klassiker man sammenligner W114eren med så er det bare en herlig køreoplevelse man får hvor man betjener noget lækkert Tysk mekanik. Selv i dag er det virkelig en imponerende skude at værre skipper på det er en bil der kan noget som selv en ny Mercedes ikke kan. Jeg kan i hvert tilfælde anbefale den til dem der er på udkig efter veteranbil i denne kaliber. Det er virkelig et fedt E9 alternativ og en fed bil.

Hvis du ville læse om en ægte E9er eller om andre Tyske klassikere så må du endelig give linksne et kig nedenunder.

M114 motoren ligner noget der kunne trække et godstog. Den fylder godt i det store motorrum. Men jeg kan rigtig godt lide at W114 havde tekniske løsninger som i 1969 langt fra var alle mands eje. Man havde blandt andet mekanisk indsprøjtning skivebremser både for og bag samt el antenne som kører op i det man tænder for radioen.
Interiøret er simpelthen bare perfekt efter min mening. Materialevalget samlekvaliteten og ergonomien er i højste karat og så virker det stadigvæk ganske fint selv når vi skriver 2021. Den eneste små detalje jeg skulle vænne mig en smule til var at blinklysstilken skulle holdes oppe eller nede når man blinkede af modsat andre biler hvor at multistikket selv låser i det man betjener stilken.

biltest Mercedes C215 CL600

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til en ny test. Efter at have kørt adskillige S klasser synes jeg det burde være på sin plads at prøve den 2 dørs pendant nemlig CL klasse. Jeg kan allerede sige at man får ligeså høj komfort og ligeså meget teknologi som i den 4 dørs udgave. Og så hjælper det at man har en herlig V12er til at drive det hele. Men endnu en gang tak til WK biler for at vi måtte komme og lave dagens test. De specialiserer sig i salg af nyere Tyske premiumbiler. Giv endelig deres webside et kig her .

12 cylinders flyder

Allerede efter få minutter på vejen kan jeg sige at CL600 giver en afslappende køreoplevelse. Selvom at undervognen føles en smule hårdere end på en S klasse fra samme periode har CLen stadigvæk rigtig gode flyderegenskaber. Det var helt så min sidemand var ved at falde i søvn. Styretøjet føles også fint. Der er den rette mængde boost på servostyringen uden at det føles for svagt. Interiøret er et rart sted at være i hvert tilfælde når man sidder foran. Forstolene føles komfotable man har virkelig nemt ved at sætte sig behagligt til rette. Angående motor og gear er CL600 heller ikke dårlig. Hvis man bare er en smule bilinteresseret er det altid en særlig oplevelse når man får mulighed for at køre noget der er bestykket med hele 12 cylindere. Under opstart løber maskinen lidt længere på startermotoren end normalt. Den sparker i gang med en svag brummen. Der er ikke nær så meget lyd på motoren som M70eren i BMW 850i. Også under kørsel er der ikke meget lyd fra klumpen foran. Det er kun under acceleration at der nærmest kommer en svag summen fra motoren. Trækkraft er der også masser af M137eren trækker næsten som en stor diesel så ude i trafikken er den ikke under megen belastning. Gearkassen føles også ok det er den samme velskiftende oplevelse som man forventer i en mercer. Så efter at have kørt S klassens 2 dørs fætter kan jeg sige at hvis man ikke behøver masser af plads på bagsædet synes jeg helt klart at man skal give den et kig.

Det eneste jeg lige skulle vænne mig til var at dørene åbnede mere bredt end på andre biler.

I forhold til W220 S klasse er der gjort mere ud af CLs interiør. Næsten alle overflader er beklædt med læder og så er lufthimmel og covere til dørstolper beklædt i alcantara.

Selvom at M137 er lidt gammeldags efter nutidig standard med sine enkelte overliggende knastaksler. Går den stadigvæk smidigt. Samtidig med at den er støjsvag.