1.8litre

Hej og velkommen til endnu en test. Jeg har før givet udtryk for at golf GTIere ikke siger mig det store især perioden imellem anden og femte generation sætter ikke ligefrem min verden i brand. Men helt ærligt når man tænker på at man skulle slæbes med ting som 8 ventilers motorer i MKII og næsten ingen fabriksstyling i MKIV så tænker jeg bare Come on man det er sku for slabt. Så er det noget at 25 års jubiliæums modellen kan rette op på. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til NJ biler i Vejen for at vi måtte låne dagens tester. Du må endelig give deres hjemmeside et kig i linket nedenunder.

NJ-biler.dk

Det var da bare den vi skulle havde haft istedet.

Som jeg har ytret før så er Golf GTI MKIV sku lidt en slap omgang i forhold til MKV. Det var sikkert en ganske god bil men den føltes simpelthen ikke special nok i min bog. For eksempel er motoren den samme 1.8er som i et hav af andre VAG produkter hvor at antal heste er uændret på de 150. Og så har jeg har hørt fra nogle kilder at den kører uinspirerende. Men min største kæphest er fabriksstylingen eller mangel på samme. Jeg har altid synes at hele den der sleeper “bevægelse” er stærkt overvurderet. Så jeg har altid synes at man gerne må flashe det lidt når man har den hurtige model. Der gjorde MKVeren det meget bedre da den visuelt var opgraderet væsentligt og stilfuldt i forhold til standard udgaven. Men hvis vi udelukkende skal tale om design og fabriksgejl så er dette bare den MKIV GTI at den Danske importør skulle havde taget her til landet. Men hvor at det blev spoleret af de inhumane afgifter hertil lands. Men de kosmetiske ændringer højner virkelig designet. Man har større fælge med lavprofildæk samt et diskret skørtesæt med tilhørende tagspoiler hvor at det bliver rundet af med en sportspotte med krom rørhale. Det får hele bilen til at se sporty men også underspillet og stilsikker ud. Det er lidt den tænkende mands GTIer kunne man fristes til at sige. Indvendigt er den også opgraderet hvor at der er monteret sports alupedaler sportsgearknob med golfbold-tema som i MKI og vigtigst af alt et par Recaro sportsstole som støtter godt op om én og éns codriver. Men hvor at de stadigvæk yder ganske god komfort. Men det er ikke kun kosmetisk at jubilæums modellen udskiller sig fra den standard GTIer. For mekanisk er den blevet opgraderet med ting som 312 milimeter skiver til forbremserne og 250 milimeter ventileret skiver bagpå. 6 trins 02M gearkasse mere sportsligt afstemt undervogn. Og sidst men ikke mindst en opdrosling til 180 heste hvilket er noget at jeg altid har synes at GTIeren manglede i denne generation. Men det vigtigste af det hele er om alle ændringerne højner køreoplevelsen. Det ville jeg fortælle om nu her. Efter at have fået den fra stendød af kørte vi stille rundt i området både for at lære den at kende men også for at få noget varme i motor og gearkasse og for at få noget noget olietryk op til turboen. Ved stille kørsel føles motoren overraskende moderne. Den leverer kræfterne lineært hvor at der stadigvæk er noget i bunden og på toppen. Imens at speederresponsen er ganske god. Og man kan også mærke at den har en smule ekstra heste end normalt men det er de mest kedelige 180 heste at jeg oplevet længe. Den gør ikke noget dårligt men den gør så sandeligt heller ikke noget fremragende og spændende. For bare hvis vi bliver ved små motorer og maksimum 4 cylindre så har sådan noget som en Daihatsu Charade GTTI så meget karisma med dens lille turbo3er. Ja selv Lancia Fulvia med den 1300 kubiks smalvinkels V4 lyder helt fantastisk med et sæt dobbelte Webere. Og det beviser jo endnu en gang at det ikke altid er størrelsen på motoren eller antallet af cylindre der dikterer om man kan have det sjovt. Koblingen er fint vægtet imens at den er meget nem at dosere. Imens at gearstangen er lidt en slatten fornemmelse at betjene men det er det altså også i storebror R32. Angående køreegenskaber er den også ganske god uden at værre fremragende. Den ligger faktisk godt nok i svinget med relativt præcist styretøj og en lidt hård undervogn. Men jeg synes faktisk at den arter sig bedre på motorvej idet at undervognen læner en smule mere mod komfort og at man har god retningstabilitet under motorvejskørsel. Så på den måde føles MKIVeren meget alsidig men jeg mangler den fokus på de sportslige ambitioner og ukompliceret køreglæde at nogle af de samtidige konkurrenter besider. Så ville bare sige at den slet ikke når en Civic EP2 type R til sokkeholderne når vi tager det på den her konto.

Konklusion.

Efter at have kørt dette pragteksemplar af en Golf 4 hvad lyder dommen så på. Jeg synes som bil er den ganske interresant på grund af hele det med at det er en specialudgave som ikke blev solgt officielt i Danmark. Men som køreoplevelse er den bare så ufattelig kedelig. Jeg blev bekræftet i at MKIV virkelig er sløj TV dag indenfor Golf GTI ja faktisk indenfor GTIere som helhed. Det er en blødhat agtig udgave at køre hot hatchback på hvor at R32eren føles meget mere special. Det er også én af de få gange hvor at jeg ville anbefale at man tager den nye bil istedet. For der er kommet rigtig mange fantastiske GTIere de sidste 4 til 5 år. Ja sådan noget som Hyundai i20 og i30 N performance er nogle at jeg roste til skyerne. Imens at Yaris GR er en bil som jeg stadigvæk håber meget på at kunne få til test på et tidspunkt. Ja selv de seneste generationer af Golf GTI og R har jeg hørt at der bliver talt ganske positivt om.

Hvis du ville læse om flere GTIere eller bare om biler af den lille og speciale slags må du endelig give linksne et kig.

Kvalitetsfornemmelsen er et af de punkter hvor at jeg føler at Volkswagen er sunket dybt idag.

BBS RC fælgene er en velfortjent opgradering i forhold til standard fælgmontering.

Motoren som går under motorkoden EA113 er en af de bedre 1.8ere at jeg har kørt.

En lille detalje at jeg ikke vidste før nu er at jubilæumsmodellerne ikke kunne fås med soltag. Dette var eftersignede gjort for at ikke have så meget vægt i toppen hvilket ville gavne køreegenskaberne.

Efter en noget amputeret test af den fantastiske MGer i sommers syntes vi her på bloggen at denne britiske klassiker fortjener en ordenlig test så efter at have ringet land og rige rundt fik vi endelig flækket en ordenlig test sammen af hele to forskelige årgange. Så vi også kunne se og mærke forskellen på to forskellige model år. Til dagens test ville vi gerne takke Auto-expert i herfølge for at udlåne den mørkegrønne årg 64er check deres hjemmeside for flere gode tilbud auto expert

svingglad roadster

Det første rosende ord jeg ville give denne bil er køreegenskaberne den er stadigvæk en fryd at sidde bag rattet selvom karroseriet flekser og rasler en del efter nutidig standard (især mærkbart i 1964 modellen) ligger den stadigvæk godt på vejen. Undervognen føles stadigvæk rigtig fast så den krænger ikke særlig meget af en gammel svend at være. Angående styrtøj performer denne bil heller ikke dårligt styrtøjet er meget præcist. Det er rigtig godt gået af en gammel klassiker men det er samtidigt meget let ligeså snart man er oppe i fart er det næsten som at køre en bil med servostyring. Så det er kun ved lav fart at fraværet af netop servostyring kan overraske nogle. Men venderadiussen er selvfølgelig minimal og så sidder man faktisk ok selv når man er høj pga fodbrøndens længde. Og det bringer os videre til interoir som står beskrevet nedenunder. På motor gear fronten går det heller ikke dårligt. Den 1.8 liters række 4er med dobbelte SU karburatorer har den karakteristiske snerren som går rent ind hos de fleste men det er også en rimelig momentstærk lille maskine. Vi havde ingen problemer med at køre 50 i 4 gear da vi testede 1970 årgangen. Gearkassen er også et dejligt bekendtskab den skifter rigtig lækkert med et metallisk feel når man tager greb om stangen. Igen meget imponerende for så gamle biler. Ydeligere var 1964 årgangen udstyret med elektrisk overdrive som virkede meget effektivt når man ville sænke omdrejningerne ved kørsel over 80.

umanipuleret køreglæde

Interoiret er ligesom resten af bilen dejlig ukompliceret men det er kun et plus fra min sidde. Så når man stiger ombord skal man bare forholde sig til et minimum af instrumenter. Det er et rigtig fint layout med sjove små detaljer som fks håndbremsegreb der er monteret langt til højre. Ud for design vinder 1964eren den har ikke nær så meget plastik i interoiret samtidig med at designet generalt er mere harmonisk. Men det er latterligt få ting der er forskel på imellem de to årgange det meste begrænser sig til kosmetiske forskelle. Men af MGerens svage sider kan nævnes den besværlige kalaché. Den er mere besværlig at slå op end et gammelt fortelt og så det at SU karburatorerne kan være lidt temperementsfulde de kræver en del justering for at spille helt rigtigt. Men begge testbiler så ud til at have sidstnævnte i orden. Så min konklusion er at vi har med en charmerende lille Brite at gøre som har masser af historie og køreglæde at give ud af det er i hvert tilfælde en bil jeg vil anbefale til de varme sommer måndeder,