Klassikertest W114 250CE

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en klassikertest. Hvis der er noget jeg elsker at udforske endnu mere end særlige køreoplevelser så er det særlige køreoplevelser der kan fås til en billigere pris end først antaget. Men hvor at man absolut ikke mister noget nævneværdigt i forhold til det dyrere alternativ. Så selvom at jeg er kæmpe E9 fan så synes jeg alligevel at man betaler et alt for stort premium bare for at få et lækkert design. Så Ligesom med andre biler satte jeg mig til at lede efter et fedt alternativ som også var et billigere alternativ. For jeg går ind for at alle skal have mulighed for at have en entusiastmodel uanset indkomst. Men ellers ville jeg bare endnu en gang sige tak til Læborg autohandel for at vi måtte låne denne prægtige Mercer til test. Du må endelig give deres webside et kig på linket nedenunder.

https://laeborg-autohandel.dk

Hvis det ligner en And og lyder som en And så er det højst sandsynligt en And.

Ovenstående er den Danske oversættelse af et Engelsk ordsprog som jeg virkelig har taget til mig. Betydningen er sådan noget hen imod at man aldrig kan vide sig helt sikker på at ting er det de udgaver sig for at værre. Jeg tolker det også som at det betyder at selvom at man ikke har med den ægte vare at gøre så er det er meget tæt på. Så jeg synes at det passer rigtig godt til dagens testbil. For selvom at W114eren ikke er en E9er så kommer den alligevel overraskende tæt på. Allerede til at starte med så er begge biler formgivet af Paul Bracq som har flere af de bedste Mercedes og BMW designs på samvittigheden. Selvom at W114 ikke er ligeså elegant som E9. Så er det alligevel et helt fantastisk design som på en måde aldrig går af mode. Det ser lige dele herskabeligt og underspillet ud. Også interiørdesignet er en fryd for for øjet. En tyk stribe af ædeltræ løber hen over instrumentbordet imens at hætten til instrumentklyngen tårner sig op som en pukkel på en ellers meget flad Kamelryg. Det er så befriende at se når man kommer fra moderne luksusbiler som ofte har overstylede interiørs hvor alt fra instrumentborde til dørpaneler har dumme og fjollede karakterlinjer og vinkler. Men hvis bare vi ser på materialevalget og kvalitetsfornemmelsen så er den bundsolide Tyske kvalitet slet ikke til at overse. Ædeltræet har en herlig varm glød og så føles alt fra gulvtæppet til sædebetrækket fyldigt og stærkt. Selv knapper og kontakter har en smykkeagtig kvalitet over sig. Men der hvor at 250eren virkelig overrasker positivt er angående køreegenskaber og den generale køreoplevelse. Eftersom at jeg for nogle år siden faktisk var heldig at køre et eksemplar af en E9er kan jeg allerede efter få minutters kørsel konstatere at begge biler kører virkelig éns. Man kan selvfølgelig godt mærke at den er over et halvt århundred gammel. Men styretøjet styrer stadigvæk relativt præcist med en smule vægt i sig. Undervognen føles helt perfekt den er ikke hård som på mange moderne biler men den sejler heller ikke igennem svingene som en Amerikanerbil fra samme periode ville gøre. Angående motor og gear er den hvide elefant også en fryd at føre. M114 motoren har en silkeblød gangkultur og smidig kraftudvikling. Den har også godt bundtræk så man sagtens kan køre W114eren ude i trafikken på de samme vilkår som en moderne bil. Og så udvikler den bare en tilfredstillende brummen som langt henne af vejen faktisk lyder lidt som M30eren i en E9er. Det eneste at E9eren gør en smule bedre er hvordan at gearskiftene føles. I 250eren føles det lidt slattent at skifte gear der er ikke den metalliske følelse jeg elsker. Men som sagt under kørslen er W114 ikke overdrevet langt bagud da jeg heller ikke husker E9eren for at have de lækreste gearskift. Der synes jeg faktisk at selv en MG Ber føles endnu mere tilfredstillende at skifte gear i. Men Koblingen er nem at dosere i 250CE samtidig med at bremsepedalen føles ganske fin. Den er ikke Amerikaner ulden på nogen måde og så synes jeg at mængden af bremsekraft er ganske imponerende bilens alder taget i betragtning. Men noget andet der også er imponerende er at hvor éns E9eren og W114eren er når vi ser på mekanikken. Begge to har selvbærende stålkarrosseri og uafhængigt for og baghjulsophæng hvor at baghjulsophænget er konstrueret med skråled på begge biler. Selv hvis vi sammenligner motorerne er der en slående lighed da begge motorer har én overliggende knastaksel og Bosch D-Jetronic indsprøjtning. Men uanset hvilken klassiker man sammenligner W114eren med så er det bare en herlig køreoplevelse man får hvor man betjener noget lækkert Tysk mekanik. Selv i dag er det virkelig en imponerende skude at værre skipper på det er en bil der kan noget som selv en ny Mercedes ikke kan. Jeg kan i hvert tilfælde anbefale den til dem der er på udkig efter veteranbil i denne kaliber. Det er virkelig et fedt E9 alternativ og en fed bil.

Hvis du ville læse om en ægte E9er eller om andre Tyske klassikere så må du endelig give linksne et kig nedenunder.

M114 motoren ligner noget der kunne trække et godstog. Den fylder godt i det store motorrum. Men jeg kan rigtig godt lide at W114 havde tekniske løsninger som i 1969 langt fra var alle mands eje. Man havde blandt andet mekanisk indsprøjtning skivebremser både for og bag samt el antenne som kører op i det man tænder for radioen.
Interiøret er simpelthen bare perfekt efter min mening. Materialevalget samlekvaliteten og ergonomien er i højste karat og så virker det stadigvæk ganske fint selv når vi skriver 2021. Den eneste små detalje jeg skulle vænne mig en smule til var at blinklysstilken skulle holdes oppe eller nede når man blinkede af modsat andre biler hvor at multistikket selv låser i det man betjener stilken.

Lastbil-test Scania 114/380 tankvogn.

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en lastbiltest. Jeg har i noget tid kigget efter en mindre lastbil jeg kunne køre til bloggen af grunde som åbenbart kun jeg kender. Og det må siges at dagens mission både lykkedes og mislykkedes. For bilens motor er noget mindre end musksvulmende V8er der ligger under hytten på R500eren jeg kørte i vinters. Men fysisk er den en af de største jeg har kørt. Men hvordan føles det at køre tankvogn og ikke kampvogn. Til at starte med skulle man vænne sig til at dagens testbil har to styrende aksler hvilket forbedrer styreegenskaberne især ved lave hastigheder. Yderligere er overhæng-et over den bagerste bagaksel lidt længere end på andre tungvogne jeg har kørt cirka 3 meter for at være præcis hvis man skal tro ejeren. Det længere overhæng skyldes at det er det eneste sted på bilen hvor man kan placere slangetromler samt andre opbevaringsrum. Under kørslen skulle jeg selvfølgelig være mere opmærksom på at jeg ikke ramte andre trafikanter med bagenden når man svingede. Selv da vi hentede bilen fra der hvor den holdt parkeret dikterede overhæng-et også at jeg skulle bakke en smule længere end normalt for at kunne komme ud af den parallelparkering at vognen var stillet i. En anden detalje der krævede en smule tilvænning var det såkaldte Opticruise gear som er en automatiseret manuel gearkasse hvor man dog stadigvæk bruger koblings-pedalen til igangsætning. Men efter at man har sat den i automatisk program og at man har fået føling med koblingspunktet kører det hele som på skinner. Men ellers lyder dommen på at det var en god dagsaktivitet at køre en større mindre bil.

Men mange tak til Porsgaard for udlån af dagens testbil du må endelig give deres website et kig på linket nedenunder.

www.porsgaard.dk

Modsat en trækker eller en bil med fastlad har en tankbil ofte længere overhæng bagtil hvilket man selvfølgelig skal være opmærksom når man færdes ude i traffiken.
Hvis der er noget Scania kan finde ud af så er det ergonomien i deres førerpladser. Alt sidder der hvor man forventer at det skal sidde.

Lastbil test Iveco Stralis sættevogns-trækker.

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en lastbil test. Mange lastvogns snobber er hurtige til at springe frem og tale mærkesnob sprog når snakken falder på at man kører eller har kørt Iveco. Det er ikke usædvanligt at man hører at de siger at det er noget italiensk skrald og at Volvo eller Scania er vejen frem. Så det var bare en smule spændende at jeg skulle køre en stor Italiener for første gang. Men på den anden side ved jeg også at Iveco Daily er en af de mest komfortable og funktionelle varebiler jeg har kørt så det kan vel heller ikke være så værst. Da jeg hoppede ombord og skulle til at justere sæde og rat var alt som det skulle være alle justeringsgreb og kontakter er logisk placeret og inden for rækkevidde. Så her er der intet der føles spøjst eller underligt. Også når man er ude på vejen føltes det ganske fornuftigt. Jeg ville endda sige at Iveco.en skifter gear mere smidigt end både Scania V8 og Mercedes Actros. Det er muligt fordi at dagens testbil er udstyret med en 12 trins ZF automatgearkasse hvilket bevirker at gearskiftene foregår meget mere smidigt og så er bilen også bedre til at gå i kickdown end andre jeg har kørt. Men ellers lyder min ydmyge og naive dom på at hvis man udelukkende ser på komfort og ergonomi så kan Stralis sagtens følge med konkurrenterne.

Men mange tak til Iveco i Odense for udlån af Stralisen til dagens test du må endelig give deres hjemmeside et kig på linket nedenunder.

ivecoodense.dk

Overordnet set er førerpladsen ganske fornuftigt indrettet. To sjove detaljer var at gearkassen betjenes med trykknapper som i en gammel Chrysler fra 50erne og at parkeringsbremsen låses med at trykke håndtaget ned og ikke at have det op.
Men man sidder ganske komfortabelt i Iveco.en.

Lastbil test Scania T112 6×2

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en lastbiltest. Siden barnsben har jeg altid godt kunne tænke mig at prøve at køre snudevogn når jeg blev voksen. Men det var lettere sagt end gjort da vi har et lovkrav på 12 meter for totallængde på lastbiler samtidig med at vi bare ikke har helt samme tradition for snudevogne som de har ovre i staterne. Men i dag blev drømmen opfyldt da jeg fik mulighed for at være fører på denne T112. Men mange tak til Man i Odense for udlån af T112eren til dagens test du må endelig give deres hjemmeside et kig på linket nedenunder.

www.man-fyn.dk

Trofast arbejdshest.

Dagens testbil er absolut ikke noget glamourøst køretøj. Det er faktisk så langt væk fra glamour som man næsten kan komme. Men det er en sand arbejdshest. Selv med over 800.000 kørte kilometre på klokken er der stadigvæk liv i den gamle traver. Den 6 cylinders turbodiesel kværn springer igang med en dyb brølen. Det lyder faktisk som en rigtig lastbil. også det at køre T112eren er noget man ikke helt kommer sovende til modsat alle de nye biler jeg indtilvidere har kørt. Det er netop den samme gamle dans med at man skal huske at vippe kontakten på gearstangen ned når man skifter ned til 3 gear så man ikke går istå under igangsætning som én eller anden idiot. Men efter nogle minutters kørsel kom det tilbage til en. Og jeg må sige at der er noget over at køre med pind og tre pedaler selv når man kører stor bil. Man føler oprigtigt at man er hersker over noget tungt maskineri når man ror igennem alle gearene imens at motoren brøler som et besat diesel lokomotiv med kurs lige lukt ned i helved. Men selve det at køre snudevogn er noget jeg vænnede mig til meget hurtigt. Blinde vinkler forud var ikke noget jeg lagde ekstra meget mærke til. Men det kan også være at jeg bare er sådan én der vænner sig hurtig til alle mulige køretøjer. Men ellers lyder dommen på at det var fedt endelig at have kørt en vaskeægte snudevogn. Og at det er en køreoplevelse jeg sent ville glemme.

Efter at have kørt nogle lastbiler af forskellig alder. kan jeg sige at komfort og ergonomi er punkter hvor man er kommet rigtig langt. Jeg ved ikke helt om jeg ville køre eksportkørsel ned gennem Europa i en bil fra 1985 selv hvis det var med sovekabine.
Selv det at åbne motorhjelmen på en snudevogn får én til at føle at man udretter noget. Og så har jeg altid syntes at det er fedt at man kan se alt mekanikken uden at skulle tilte hytten.
Ligesom med personbiler kan jeg godt lide at der ofte er mere lyd på de gamle lastbiler. Man kan høre alt fra motorens brølen under acceleration til turboladerens hvislen under mellemgas. Selvom under standsning kan man høre et tilfredsstillende klonk fra gearkassen når man går i lavgear.

Lastbiltest. Mercedes Unimug U1600

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en lastbil test. Selvom at jeg ikke ville kalde mig for en decideret lastbil nørd så er der alligevel en bil jeg altid har vendt mig om efter eller som jeg i hvert tilfælde ikke har været helt uinteresseret i. Nemlig Mercedes.s Unimug serie. Jeg har i mange år kaldt den Schweizerkniven indenfor lastbiler. Det er en terrængående lastbil som er udstyret med PTO udtag for og bag. Så i grove træk kan man sige at Unimugen kombinerer traktorens alsidighed med Lastbilens mobilitet. Uanset hvad. Så var det lidt en drengedrøm der gik i opfyldelse da jeg satte mig bag rattet i dag. Men mange tak til Mads for at vi måtte låne U1600eren til dagens test han driver virksomheden MT Henriksen som beskæftiger sig med forskellige park og vej opgaver såsom hækklipning og træfældning.

Er det en traktor eller en lastbil……Det er begge dele.

Og så alligevel ikke. I hvert tilfælde ikke hvis man skulle tro Mercedes Benz selv. For navnet Unimug er et akronym for de Tyske ord UNIversel MOtor Gerät som løst oversat betyder universal motorredskab. Men nu er vi jo ikke Mercedes Benz men upgear.dk så vi syntes vireklig at U1600eren føles meget traktor og lastbil agttig på samme tid. Også når man tager et kig på køretøjet kan man se lighederne de to køretøjsarter indbyrdes. Den korte akselafstand og de store lavtryksdæk giver lidt indtrykket af en monstertruck. Imens at man har kraftudtag samt lynkoblinger til hydraulik for og bag som jo netop er teknik man normalt ser på traktorer. Også når man sidder på førepladsen kan man se sammenfletningen imellem lastbil og traktor. Der er for eksempel retningsvælger og reduktionsgear som jeg sagtens kan genkende fra traktorer. Men det er til gengæld de færreste traktorer jeg har kørt der er indrettet med ting som kontrolapparat og manometer til forsyningskreds. Også det at føre Unimug er et sjovt kompromis imellem traktor og lastbil. Jeg må indrømme at det ikke var den nemmeste bil at køre. Fra 0 til 20 timen følte jeg at jeg skulle køre den ligesom en traktor med at lade den tøffe afsted i samme gear uden at røre ved gearstangen. Hvorimod at fra 40 og opefter der var man tilbage til at køre lastbil ved at man roede igennem alle 8 gear under acceleration. Der var også nogle karakteristika der er typisk Unimug. For eksempel bemærkede jeg at bilen rokkede meget mere fra side til side under kørsel end i andre lastbiler og at der er en smule mere overhæng fra forhjulet og ud da Unimugen er en snudevogn. Men ellers lyder dommen på at jeg syntes at det var spændende at opleve lastbilernes Schweizerkniv. Jeg syntes også at jeg lærte lidt om køretøjet og dets indretning og funktion så alt i alt var det faktisk en spændende lille afstikker og et godt indslag til årets første motortest.

Bag rattet i Unimugen kan man sagtens se traktor anerne. Mange af betjenings anordningerne er de samme som man ville kunne finde på en landbrugstraktor.

 

IMG_1962
Med en totallængde på 5210 milimetre hvilket svarer til totallængden på en W140 S klasse er U1600eren en rimelig beskeden størrelse når det kommer til tungvogne.

 

En af de mest særpræget tekniske detaljer på en Unimug er efter min mening portalakslerne. De fungerer med at enderne på begge aksler går ind i gearkasser hvorså at man kan placere navet lavere og derved opnår en højere frihøjde uden at hæve affjedringen eller førerhuset. Det er desuden meget få køretøjer med portalaksler der er tilgængelige på det kommercielle marked AM Generals Humvee og Mercdes.s egen G63 6×6 er nogle af de eneste jeg kan huske der er udstyret med denne konstruktion.

 

På grund af den beskedne størrelse og egenvægt er U1600eren udstyret med tryklufthydrauliske bremser og ikke trykluftmekaniske bremser som på større lastbiler.

Tre biler jeg har testet som jeg til gengæld godt kunne forestille mig selv i.

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en hitliste. Sidste gang kiggede vi på biler jeg nød at teste men som jeg aldrig kunne drømme om selv at eje. Men denne gang er det hele selvfølgelig vendt om. For som titlen antyder er det her tre bud på testbiler som jeg faktisk godt kunne se mig selv i.

Nummer 3. Audi R8 type 42.

Jeg kunne havde været småkedlig og vælge Porsche Boxster 987 som mit bedste bud på en hverdags duelig sportsbil. Men prisen gik alligevel til R8 af den første generation som også er kendt under betegnelsen type 42. Efter min mening tog Audi alle de ting der var gode ved 911 og Boxster og genfortolkede dem. Hvor det færdige resultat er denne formidable centermotor sportsvogn. Det er hverken den hurtigeste eller mest flashy/prestigefyldte superbil. Men den er simpelthen så god en allrounder. Designet har klaret tidens tand. Og så er køreegenskaberne også rimelig gode. Der er den rette balance imellem letkørthed og køreglæde. Angående performance leverer R8eren også i spandevis. Selv V8 udgaven yder på den gode side af 400 heste. Og hvis man er på jagt efter endnu mere superbils feel så er der den 5.2 liters V10. Af gearkasse muligheder er der den 6 trins automatiseret gearkasse som faktisk virker overraskende godt. Men entusiasten ville åbenlyst vælge den 6 trins manuel med gittret skiftekullise. Men status quo er at hvis jeg havde i omegnen af et par milioner til bilshopping og at det ikke skulle være en Skyline R34 GTR eller en BMW E9 CSL jeg skulle erhverve mig. Så var det helt klart R8eren der blev min ædle ganger.

Nummer 2. Honda civic EG hatchback.

Hov så må vi lige komme tilbage til jorden igen rumkadet. Det gør vi helt klart også med denne civic EG. Men faktum er at Civic.en giver forhjulstruken køreglæde til næsten ingen penge. De gange jeg har kørt den elskede jeg køreegenskaberne så meget at jeg har gjort den til den eneste forhjulstrækker jeg oprigtigt kan lide. Køregenskaberne er no nonsens og gokart agtige. Og på grund af den lave egenvægt. føltes selv den lille non vtec motor kvik og veloplagt. Det er en fantastisk lille bil når man har de snogede landevej eller når man skal lave et hurtigt træk fra 0-80 i timen. Også for styling og tunings folket er Civic.en et godt udgangspunkt. Det er en platform som er meget godt understøttet både angående performance dele og styling. Så konklusionen er at EGeren er en sjov og prisbillig lille bil der både kan give den som hverdagens indkøbsvogn og som time attack bil.

Nummer 1. Ford F250 årgang 2001 powerstroke.

SAM_0086
Jeg har altid godt kunne lide en god Amerikaner slæde. Jeg har mange personlige favoritter der spænder over alle årtier og over alle tre kæmper (altså Chrysler Ford og General motors). Men Ford F250 fra omkring årtusind skiftet med den 7.3 liters powerstroke motor står mig alligevel nært. Siden jeg som barn beundrede en helt ny crewcab ved Bukkehave i Svendborg hvor jeg så forgæves spurgte min far om vi ikke kunne tage den med hjem. Så der var ikke et øje tørt da mig og vennerne var ude og teste en singlecab til bloggen i sommeren 2017. Bevares er interiøret billigt og fyldt med knaldhårdt plastik og køregenskaberne ikke noget at skrive hjem. Men turbodiesel V8erens enorme bundtræk og lastvogns agtige gangkultur var nok til at give Amerikaner pickup drømmen næring. Så selvom at folk ville kalde F250eren en dinosaur der burde havde været uddødet for længst. Så ville de flestes indre barn sige at dinosaurene var nogle af de sejeste dyr der havde haft deres gang på planeten.

Bonus bil. Mercedes W140 S klasse.

Jeg har altid haft en meget bred bilsmag. Det er en af de mange grunde til at jeg startede bloggen op for 5 år siden. Men alligevel er gamle Mercedes til og med årtusindskiftet alligevel et af mine softspots når det kommer til et specifikt mærke. Og især W140 S klasse har en plads i min bilbevidsthed. Jeg har altid syntes at det er en mega cool bil. Det er altid den man ser at skurkens håndlangere kører i. I diverse agentfilm. Og efter at have kørt et par eksemplarer kan jeg konstatere at jeg skal simpelthen nå at være W140 ejer på et eller andet tidspunkt i livet. Køreegenskaberne bygger på klassiske Mercer dyder med komfort fremfor dynamik. Men stadigvæk dynamik nok til at man ikke sejler rundt i svingene som i en gammel Cadillac Eldorado. Og så er der oceaner af plads både på bagsædet og i bagagerummet. Men designet er efter min mening et af W140erens helt store trumfkort. Mange syntes det er en kedelig grim kasse. Men jeg syntes at den har en pressence og autoritet over sig som kun overgås af den gamle grand 600. Og modsat de nye S klasser som jeg syntes er svære at skelne fra de mindre modeller er W140eren let genkendelig på grund af propationerne. Så alt i alt er det her i hvert til fælde bilen der får mig til at stoppe op og kigge en ekstra gang når der sættes førerbare eksemplarer til salg for under 30.000.

Lastbiltest Mercedes Actros tre akslet containerbil årgang 2019.

Skrevet den af stoerner666

Som jeg har sagt før har denne sæson for bloggen gået over alt forventning. og Hvad er ikke bedre at slutte 2019 sæsonen af med end den hidtil største bil der er kommet på upgear. For en Actros er et seriøst stykke isenkram for den kræsne chauffør. Og i dag var det faktisk også første gang jeg fik brugt mit kategori C kort udenfor skolevognen. For det var mig der sad bag rattet i denne mægtige maskine. Men lad os komme til testen.

Som at føre en meget stor personbil.

Når jeg steg ind i den nye Actros var det første jeg lagde mærke til. Var hvor simpelt og lige til at førepladsen var indrettet. Selvfølgelig var der mange ekstra kontakter til arbejdslys spærredifferentiale og så videre. Men overordnet set var interiøret logisk indrettet. Man kan sagtens mærke at det mimiker Mercedes personvognene. Også når man er ude på vejen føles det lidt som at føre en meget stor personbil. Actrossen føles meget letkørt sin enorme størrelse og vægt taget i betragtning. Styretøjet er utroligt let og flydende og så har det enorm stor udveksling i forhold til en personbil. Man skal dreje rattet forholdsvis mange gange før at det går i udslag. Kørekomforten er også rimelig høj. Men det har det bare også at være i en bil hvor chaufføren skal tilbringe så mange timer bag rattet. Det luftaffjedret føresæde gør et godt job i at isolere mig fra rystelserne i bilen. Der er ikke meget sidestøtte i førestolen men nu er det her heller ikke en Porsche 911 GT3 man tæsker igennem Nürnberg nordsløfe men en lastvogn man æder asfalt i lange lige baner med. Angående motor og gear kører Actrossen også fint. For at opnå så lavt brændstofforbrug så muligt kører Actrossen ligesom de fleste andre nye lastvogne med en automatiseret manuel gearkasse modsat en fuldbyrdet automatgearkasse. Den skifter ikke så smidigt som man kender det fra en personbil. men når der så kommer lidt varme i maskineriet er det faktisk ikke så værst endda. Når man så kommer på das autobahn og maskinen skifter til det 12 gear. Så summer den rigtig fint afsted med 80 i timen. Støjniveauet er også overraskende lavt. Selv ved motorvejsfart kunne vi sagtens føre en samtale alle tre.

Hightech kæmpe Mercer.

Ligesom med Personbiler er en Lastbil ikke bare en Lastbil i dag. Det er en kompleks maskine man nærmere fikser med en laptop fremfor en hammer og en mejsel. Og der er den nye Actros ingen undtagelse. Den er udstyret med alle de nyeste assistent systemer. For bare at nævne nogle af systemerne er der vejbaneassistent adaptiv fartpilot samt en high performance motorbremse der er så kraftig at den eliminere behovet for retarder. For dem der ikke er så meget inde i mekanik og tekniske termer kan jeg sige at en retarder er en form transmissionsbremse der virker sammen med motorbremsen så man undgår unødvendigt slid på driftsbremsen. Der findes to typer retardere. Hydrauliske der som navnet antyder virker ved at danne modstand med hydraulikvæske samt elektriske der bruger en stor stator til at skabe modstand. Men alle de førnævnte systemer er alt sammen fine nok. Men for en chauffør som mig der har den lidt oldschool mening om at det er bedst at flyve manuelt. Så var det mest spændende faktisk at se om de nye kameraspejle kunne hamle op med gammeldags fysiske spejle. Og det syntes jeg faktisk de kan. Det var overraskende nemt at vænne sig til at bruge to skærme til at orientere sig med. Og sidst men ikke mindst slipper man også for blinde vinkler skråt ud til siderne nu hvor man ikke har spejlkonsolerne til at blokkere ens udsyn.

Man kan godt mærke at Mercedes har kigget deres personbils division over skuldren da de skulle indrette førepladsen i Actros.

Modsat Andre havde jeg faktisk ikke noget i Kameraspejlene.
Modsat andre syntes jeg faktisk at kameraspejle er en genial idé der virker ganske fint ude i traffiken.

Dagens test lastbil var en 3 akslet containerbil med dagskabine.

Jeg må indrømme at de første par gange jeg kørte med luftbremser syntes jeg det føltes en smule underligt. Men det vænner man sig hurtigt til. Det kan bedst beskrives som at det føles ligesom at træde på bremsen i en gammel Cadillac. Pedalen er meget ulden og da jeg i min tid var på glatføre kursus fandt jeg også ud af at pedalen faktisk heller ikke pulserer når ABS aktiveres under nødbremsning.

 

Biltest BMW X7

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til årets første nybils test. Hvad er ren køreglæde. Det spørger jeg mig selv om nogle gange. Personligt er de to bedste eksempler på ren køreglæde for mig enten at man kører en MX5er eller Elise kvikt igennem snogede landeveje eller at man cruiser stille i en Cadillac Eldorado eller Volvo 244. Jeg kan i hvert tilfælde afsløre at X7eren ikke giver køreglæde i Traditionel BMW forstand men at den stadigvæk har været et rart bekendtskab. Men hvordan kører den egentligt. Jeg ville sige meget forudsigeligt og letkørt. Men i en 7 personers luksus SUV er det faktisk en god ting. Styretøjet kommunikere ikke så meget tilbage men det føles dejligt let og flydende. Undervognen er også fint afstemt. Køredynamikken har måtte vige lidt for komforten. Men komfortabelt det kører X7eren altså også. Den glider over lapninger og samlinger i vejen uden at fører og passager bemærker noget. Angående motor og gearkasse tjener X7eren sit formål ganske fornemt. Den sekscylindres diesel trækker bilen med et betryggende skub imens at automat gearkassen skifter silkeblødt ved stille kørsel. Men ved kickdown reagere gearkassen prompte uden at tøve. Men denne bil bliver aldrig en Tesla model X. Men ligesom jeg sagde under kørslen performer den jo fint til husbehov. Det er ikke alle der har behov for en SUV der kan gå fra 0 til 100 på under 3 sekunder. Det er faktisk kun angående design at kæden lidt hopper af. Men når det er sagt ser den faktisk pænere ud i virkeligheden end på billeder. Især det udlånte eksemplar som stod i en lækker dybmetal blå med shadowline lister. Men modsat mange andre som har rakket ud efter eksteriør designet på grund af de overdimensioneret nyere har jeg bare generalt haft en “aversion” mod BMWs formsprog fra de sidste 5 til 7 år. Det har bare aldrig sagt mig noget lige meget om det er en 1 serie eller en X7er. Men når det er fejet af vejen syntes jeg stadigvæk at X7 er en imponerende bil. Det er også en bil som teknologi nørder ville føle sig hjemme i. Der er hvert tilfælde meget teknologi ombord. Der er det sædvanlige som virtuelt cockpit navigation idrive baneassistent. Og så er der elektrisk justerbart alt og ikke kun det gængse som førersæde og rat. Men alle tre sæderækker og begge halvdele af bagklappen kan manipuleres med et tryk på en knap. Men ellers lyder dommen på at X7eren ikke just dyrker de traditionelle bimmer dyder men at det er en virkelig kompetent fuldstørrelses luksus SUV.

Men mange tak til Bayern autogroup Aarhus for at udlåne denne bil. Du kan give deres hjemmeside et kig på dette link.

Interiøret har den stærke kvalitets fornemmelse man forventer i en bil af denne støbning. Og så var det her eksemplar flot indrettet med sort læder indtræk spejlblankt træindlæg samt den tilkøbte glas gearknop og knapper.

Jeg ville indrømme at jeg nok aldrig får smag for det udvendige design.

M pakken giver det sidste strejf. Samtidig med at de Kobolt blå bremsekalibre gør en god kontrast til den mørke karrosserifarve.

Video med dyret forefindes nedenunder.

De tre mest sexet/seje biler jeg har kørt.

Skrevet den af stoerner666

Så er vi igen nået til det tidspunkt hvor året er skiftet og det derfor atter er hitliste tid. Igen er hver bil sat på i uvilkårlig rækkefølge. Hvor jeg giver MIN mening om dem alle. Så selvom jeg ikke normalt er vild med at bruge ordet sexet om bildesign. Så er der alligevel nogle modeller der kan tænde mine følelser.

3. Gran Tourismo S

De fleste bilnørder kan vel blive enige om at Gran Tourismo er en sej bil. Der kommer en fantastisk lyd fra afgangsrørene under kørsel. Og så bliver det hele pakket ind i et karrosseri der er formgivet af pinninfarina. Det jeg prøver at sige er at det her er en bil der både ser aggressiv og dramatisk ud men at den også er helt rigtigt proportioneret. Den har de klassiske grand tourer former med lang motorhjelm kort bagparti og et intimt cockpit.

2. E9 3.0 CSI

Jeg har udnævnt den til at være min nye ultimative drømme bil. Selvom at det lyder underligt at jeg som har været skyline fan næsten siden barnsben af har kastet min kærlighed på denne bil. Så er det fordi at E9eren har masser af stil og elegance noget som Skyline lidt mangler. Den er næsten som en pil i luften når man ser den fra siden. Jeg ville æde den hat jeg ikke har. På at der er ingen moderne biler der besidder samme ynde som en E9. Denne bil er også indehaver af et af de smukkeste instrumentborde jeg set og jeg har ellers set mange instrumentborde efterhånden. Og selvom at den overhovedet ikke kører ligeså skarpt som en moderne bimmer så har den mere end rigeligt med god stil til at kompensere med.

1. Audi S7

Som I har fundet ud af er jeg meget kræsen angående bildesigns. Nogle ville måske kalde mig gammeldags. Så der skulle også gå nogle år før at jeg fik smag for de dersens nye Coupé sedaner. Men nu har jeg endda dannet mig et par favoriter. Jeg kunne ellers have sat Mercedes W219 CLS på listen men jeg synes at den første A7 årgang var en smule mere stilfuld og tidsløs. Designet er elegant men med et tydeligt sportsligt strejf. Og vælger du S eller RS varianten får du tilmed en rimelig hurtig bil som stadigvæk er mere praktisk end en rigtig sportsbil.