inline4 – Side 2 – upgear.blog

Biltest Fiat 595 Abarth.

Skrevet den oktober 30, 2020marts 2, 2021 af stoerner666

Hvornår har jeg egentlig sidst kørt Fiat 500. Det har vel været helt tilbage i 2015 da jeg kørte en 500c til test. Den bil var virkelig som Fiat 500ere er flest. Creme hvidt karosseri samt creme og rødt interiør og med en lille forkølet symaskine motor under hjelmen så det var det man virkelig ville kalde en konebil med stort K. Men denne gang bevæger vi os ikke for langt ud af min sædvanlige genre. For jeg har jo ofte sagt at jeg kan lide GTIere og at jeg især kan lide kvikke små biler hvor det handler om køreegenskaber frem for tophastighed. Så hvis du ville have en kæk bil som giver megen køreglæde og som har masser af charme så er du landet på den rigtige brugt test. Men mange tak til Ramsdal biler for at jeg måtte 595eren til dagens test du må endelig give deres hjemmeside et kig på linket nedenunder.

www.ramsdalbiler.dk

Lyden af knaldperler.

Jeg har ofte sagt at nogle biler med automatgear bare skal køres i fuld automatisk program fordi at manuelt program ikke giver noget særligt til køreoplevelsen. Men med den lille 500 Abarth ville jeg helt klart anbefale at man gør det modsatte. Da jeg hentede den lille hidsigprop startede jeg med at køre i fuld automatisk program både for at prøve hvordan det føles og for at få noget varme i maskinen inden man prøvede at lave nogle træk optil motorvejshastighed. Men at køre i helautomatisk program er en noget rodede og humpende oplevelse som bringer minder frem om at køre i en Citroén C4 Cactus. Den hænger simpelthen alt for meget i gearene samtidig med at gearskift og igangsætning giver nogle underlige ryk i bilen. Men under min research fandt jeg faktisk ud af at dagens testbil ikke er udstyret med en “rigtig” automatgearkasse eller en dobbeltkoblings gearkasse men derimod en 5 trins automatiseret manuel gearkasse. Hvilket jo forklarer den lidt underlige karakteristika. For jeg kan sagtens genkende de kludrede igangsætninger og gearskift fra forskellige personbiler og især lastbiler hvor den type gearkasser er mere udbredt. Men ligeså snart maskinen var blevet varm og sprød prøvede jeg at sætte den i manuelt program og at sætte sportsprogram til. Der går det faktisk meget bedre gearskiftene er meget mere skarpe selvom at man stadigvæk kan opleve en smule tøven når man går et gear ned for blandt andet at lave en overhaling. Igangsætningerne er også mere smidige nu hvor man selv kan vælge hvilket omdrejningstal at man skifter op ved så man ikke sejtrækker for meget ved igangsætning. Men ved frisk kørsel sætter manuelt program og skiftepadlerne virkelig stemningen. Det føles næææææsten som at køre en hel lille Ferrari med at man stryger igennem gearene ved hvert padletryk. Men undervogn og styretøj er også perfekt afstemt til at understøtte den slags leg. Modsat den standard 500 som har et meget let og flydende styretøj med tilhørende city funktion som løsner endnu mere op for det når man skal manøvrere i smalle gyder. Har 595 Abarth et mere stramt styretøj som man forventer i en ægte GTI bil men den styrer også ganske præcist. Jeg ville ikke sige at den føles som om den er på skinner men den føles absolut ikke vag på nogen måde. Undervognen føles hård og kontant men fordi at dette eksemplar er udstyret med bekvemmelige touringsæder modsat den hardcore Biposto udgave som er møbleret med tyndt polstret skålsæder henter man meget af komforten tilbage. Men ligesom andre højtydende forhjulstrækkere kæmper 500eren lidt med at kunne sætte alle hestene i asfalten under acceleration jeg måtte rulle gassen lidt ind for at undgå for megen hjulspind når man skal lave en effektiv og smidig start. Men modsat andre GTIere oplevede jeg ikke noget moment reaktion som også er noget der plager forhjulstrækkere når antallet af heste eller omdrejningsmomentet stiger. Men Abarthen føles stadigvæk hurtig til og med de 60 i timen. Kraftudviklingen sker med det samme og sker eksplosivt det føles virkeligt som om at der ikke er meget der kan følge med. Men den illusion splintres lidt når man passere 70 i timen for der kan man godt mærke at luften lidt går af ballonen den trækker simpelthen ikke ligeså vildt og voldsomt som fra 0 til 60. Dog kan man sagtens stadigvæk køre på motorvej og overhale på motorvej uden nogle som helst problemer men man har bare ikke det mægtige kraftoverskud over hele registret som i en powersedan eller en superbil. Men at boldre sig i de snogede landeveje og spurte op til 60 i timen er det at 500eren er virkelig god til og det er også ganske morsomme manøvrer at foretage sig især når man har lyden af knaldperler der går af i udstødningen som underlægningsmusik. For hvis du kan lide lyden af knaldperler så er det her helt klart bilen for dig. Men spøg til side så synes jeg oprigtigt at denne bil har en ganske fin motorlyd. Ved tomgang står den og brummer som en tunet Volvo BM traktor. Og ved acceleration snerrer den herligt imens at hvert gearskift afgiver et højlydt knald. Men det er især når man slipper gassen at knaldperlerne kommer i spil. Modsat A45eren som udsteder en enkelt højlydt prut ved hvert nedskrift udleder 500eren en serie af fyrværkeri agtige knald hver gang gasspjældet lukkes.

Det hele er i detaljerne.

Efter at have haft en livslang passion for biler og mekanik og at man i sit voksenliv har kørt flere hundred forskellige biler til motortests til bloggen. Har man for længst fundet ud af at alt ikke handler om fart og køredynamik. Bilen er netop en kunstform ligeså meget som den er en maskine. Det hele ligger ofte i detaljerne. Hvilken finish har de forskellige fittings og møtrikker i motorrummet og hvilket materiale er lofthimlen beklædt i. Alt det er faktisk vigtigt når vi taler biler i den dyre ende eller meget niche agtige biler som dagens testbil. Men 595eren har også en masse fine detaljer blandt andet er pedaler og indstigningslister udført i hvidt kulfiber oliepåfyldningsdækslet på motoren udført i fræset aluminium. Og i interiøret bliver gulvet beklædt med Premium gulvmåtter med matchende cognac farvede detaljer som bliver fastgjort med små låse udført i rustfrit stål. Og selvom at jeg ikke kunne værre mere ligeglad med kabinekvalitet og smådetaljer i mine egne biler er det altid fascinerende at opleve biler hvor der er kræset for selv de helt små detaljer.

konklusion.

Efter at have kørt et styks 595 Abarth hvad lyder dommen så på. Hvis vi ser på køreoplevelsen så yder denne bil en meget høj grad af ukompliceret sjov. den er kvik og veloplagt men også charmerende og gennemført i sandhed er det her også en stærkt vanedannende bil. Men jeg synes personligt at prisen er for høj. Dette eksemplar står til lige under 330.000 og så har jeg også set én enkelt Tributo Ferrari som er en specialudgave af 500 Abarth der som navnet antyder er udviklet i samarbejde med Ferrari stå til salg for den nætte sum af 439.000 kroner. Det er altså store penge for små biler efter min mening. Der er altså så mange andre slæder jeg ville trille rundt i til den pris. Så i den henseende lider 595eren af de samme symptomer som BMW Mini gør med at den vejledende pris er alt for høj. Men jeg tror at ligesom med Minien så betaler man for alt det subjektive altså designet navnet og især livsstilen der er associeret med bilen og for nogle er det åbenbart nok til at retfærdiggøre den lidt høje pris.

Mangler du stadigvæk noget GTI stof som natlæsning så kan du med fordel læse alle de andre GTI tests i de nedenstående links.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde kørt en bil hvor antallet af afgangsrør er det samme som antallet af cylindre.

De røde bremsekalibre står rigtig godt til rallystriben på siden.

Motoren ser ud til at sidde tætpakket i motorrummet det ser ud til at hver en centimeter er udnyttet.

biltest Honda Prelude BB6

Skrevet den juli 14, 2020august 23, 2021 af stoerner666

Jeg må indrømme at jeg virkelig har fået negligeret Jer Prelude og Civic fans jeg ved I er der ude. Men i dag skulle distancen stå og gælden betales tilbage for jeg fik endelig kørt endnu et eksemplar. Denne gang var det sidste generation med chassiskoden BB6 også kendt som MKV der stod for skud. Men uanset om det er MKIV eller MKV så giver Prelude masser af forhjultrukken køreglæde samtidig med at byde på masser af klassiske Honda-dyder såsom en omdrejningsvillig motor der giver det legendariske V-tec spark når man passere den gode side af 5000 omdrejninger. Men mange tak til Comfort bilsalg i Vejle for udlån af MKVeren til dagens test du må endelig give deres hjemmeside et kig på linket nedenunder.

www.comfortbilsalg.dk

V-tec kicks in !!.

Dem af jer der både følger bloggen og min youtube kanal trabantfreak2 ved sikkert at jeg i perioden 2015 til 2017 overvejede kraftigt at skifte til Prelude MKIV eller MKV jeg var helt solgt på køreglæden denne bil leverede og når det så var koblet sammen med tidsløse coupé former en omdrejninsvillig motor samt en gearkasse med lækre tilfredsstillende skift var det oprigtigt en seriøs kandidat til min næste hverdagsslæde. Men min kærlighed til baghjulstræk og alt hvad det indebærer endte alligevel at overtrumfe alt og the rest is history som de nu siger. Men allerede efter de første minutter i førersædet i den senneps metallic BB6er kom det hele tilbage til en. Alt er som det plejer at være og gudskelov for det. MKVeren kører som en Prelude skal kører. Styringen er tung men stadigvæk meget præcis kørestillingen lav og tilbagelænet. Undervognen er også hårdere afstemt end andre fra den periode men det bevirker også at MKVeren føles mere selvsikker igennem svingene end andre samtidige biler ville gøre men det tilføjer virkelig til den sportslige helheds fornemmelse. Motor og gearkasse sætter virkelig prikken over i.et. Fordi at det her er 2.2 VTI udgaven var det H22A8 motoren der ligger imellem forhjulene. Jeg syntes at det er lidt af en perle det var den slags motorer Honda var virkelig gode til at producere før i tiden. let kompakt og rimelig omdrejningsvillig samtidig med at den udvikler relativt mange heste dens størrelse taget i betragtning. Og ligeså snart at motoren er driftsvarm skal man faktisk også køre den ligesom en sportsmotocykel med at holde omdrejningerne i de højere luftlag det er der at maskinen næsten trives og at den i hvert tilfælde udvikler alle 200 heste. Jeg syntes at det er en meget sjovere måde at køre en motor på end alle de røvsyge turbomotorer vi har i dag hvor man trykker på sømmet så lortet bare trækker og trækker indtil den på kedelig vis mister pusten fordi at man har nået enden af den meget lineære momentkurve. Og angående det sagnomspundene V-tec spark så gør dagens testbil det faktisk. Man kan tydeligt mærke et lille ryk hver gang man passere 5800 omdrejninger i minuttet det føles underligt tilfredsstillende lidt ligesom at koldstarte en motor som også er en helt mondæn process i den måde et køretøj funktionere på men som bilnørder som mig finder yderst tilfredsstillende. Noget som der helt klart er tilfredsstillende er gearskiftene som er korte og kontante det føltes som om at man bare altid kunne klikke gearkassen i det rigtige gear uden at skulle wrestle med gearstangen. Et bevis på at Honda havde rigtig godt styr på gearskiftene dengang fandt jeg da jeg tilbage i 2015 kørte BMW E36 316 compact til dobbelttest sammen med Prelude MKIV. E36eren havde meget slattene og uinspirerende gearskift i forhold til Hondaen for at sige det mildt. Noget andet jeg også lagde mærke til var at der næsten ikke var sporet af moment reaktion noget som ellers plager højtydende forhjulstrækkere. Jeg har faktisk kørt minibuser og varebiler der under de samme kørselsforhold udviste højere grad af momentreaktion end dagens testbil. Så noget tyder på at man enten har monteret et Torsen differentiale eller været virkelig grundige med at fintune geometrien i forhjulsophænget. Det bevirker i hvert tilfælde til at køreegenskaberne føles neutrale og fokuseret uden at man mister noget køreglæde. Men ellers lyder dommen på at Prelude MKV er en fantastisk brugtbil med sportslige ambitioner som giver forhjulstrukken køreglæde som få biler kan. Men at man helst skal nyde den selv sammen med éns bedste ven for selvom at man har bagsæder så er de ikke meget værd at benytte over længere perioder.

Mange ville sikkert kalde designet kedeligt og anonymt. Jeg synes at det er tidsløst og minimalistisk hvilket er meget befriende i forhold til mange nye designs som er alt for fortravlet med komplekse kurver skarpe linjer og så videre.

Sammen med K og B serien er H serien lidt af en perle i min bog.

Simpliciteten fortsætter ind i interiøret Instrumentbordet er dejligt smalt og det samme er A stolperne. Det eneste jeg måske kunne sætte en finger på var forsæderne som måske ikke ydede så meget støtte i sæderyggen som i MKIV.

Klassikertest Saab 99L

Skrevet den juni 25, 2020juli 2, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til en klassikertest. Jeg har ofte omtalt forskellige biler som hyggebiler men mange af jer tænker “hvad i alverden mener han med hyggebil” og der kan jeg godt forstå jer læsere. Hyggebil er et af mange udtryk jeg selv har opfundet. Det dækker over en ældre bil oftest en veteranbil der ikke er særlig hurtig selv ikke efter datidens standard. Men hvor man til gengæld sidder meget komfortabelt og hvor vognen også er meget letkørt. Og i den henseende er dagens testbil helt klart en hyggebil. Men endnu en gang tak til læborg autohandel for udlån af 99.eren til dagens test du må endelig give deres webside et kig på linket nedenunder.

laeborg-autohandel.dk

Elgraket uden raket.

I vinters var jeg ude og køre anden generation af Volvo V70R som var en bil jeg havde drømt om at få på bloggen lige fra starten af. V70R er en sand elgraket. Det er en performance stationcar der kan tage de fleste GTI biler i et dragrace. Men dagens testbil var en elgraket uden så meget raket. Men det ændrer ikke på at det er et yderst charmerende køretøj som udstråler kvalitet og som har et godt og tidsløst design. Men hvordan kører den egentligt. Hvis man kun er vant til nye biler ville man sige elendigt. Men hvis man som mig har kørt lidt af hvert ville jeg faktisk sige at den kører ganske udmærket. Styretøjet føltes ikke som om det er assisteret. Men fordi at det er tandstang og ikke snekkestyretøj er det heller ikke for tungt. Komforten er også rimlig høj men på den anden side var det sådan at biler kørte dengang. Producenterne havde ikke den samme mani med at undervognen skulle være knusende hård som de har det idag. Så det er meget befriende at køre en bil hvor man mageligt og behageligt kan tøffe afsted uden at alt skal handle om sport fart og dynamik. Men det der også gør en god hyggebil er graden af letkørthed og på den post scorer 99eren også højt. Bare betjeningen af kobling og gear er lige til. Koblingen er nem at betjene vægten er lige som den skal være og så er den også nem at dosere. Gearskiftene er ikke decideret lækre eller tilfredsstillende. Men den er nem at få i det gear man ønsker og så sidder trinene mere tæt sammen i skiftemønstret modsat Visaen jeg kørte forleden som havde meget lange gearskift. Angående motor er det meget af den samme historie. 99eren er ikke udstyret med nogen racermotor som trækker vildt og voldsomt tværtimod. Den yder de kræfter man har brug for i denne slags bil samtidig med at den går dejligt tyst.

Det brune punktum.

For at ridse en smule Saab historie op for læserne kan jeg sige at 99 blev lanceret som afløser til 96 der var et ønske om at udvikle en mere moderne bil som også var lidt større end forgængeren samtidig med at kommende miljøkrav gjorde det endnu svære at få certificeret totaktsmotoren som lå i mange af forgængerne. Det var også derfor at 96 kørte med Ford V4eren de sidste mange model-år. I 99s tilfælde blev motoren også Outsourcet denne gang fra Triumph. Det er den såkaldte slantfour som også ligger i Trimph Dolomite. Men i Saab applikationen blev motoren udstyret med én enkelt Zenith Strömberg CD kurborator modsat de to SU karburatorer som oftest sås i Triumph applikationen. Men selv med en Engelsk produceret motor mellem forhjulene byder 99 stadigvæk på masser af klassiske Saab dyder. For eksempel ligger gearkassen under motoren og så fungerer parkeringsbremsen på forhjulene og ikke på baghjulene og sidst men ikke mindst har man tændingslåsen imellem forsæderne. Dagens testbil er også lidt det brune punktom i historien om Saabs uafhængigehed for efter at 99erens afløser 900 havde kørt i nogle år kom General Motors og købte det hele i slutningen af 1980erne. Og det ved vi jo alle sammen hvordan det endte. Jeg kan også sætte et brunt punktom for denne motortest med at sige at en god veteranbils oplevelse absolut ikke behøver at koste en formue og at man tilmed får en bil der har en finurlig og unik identitet.

Designet er ikke bare design for designs skyld. Det er meget funktionelt og på en måde minimalistisk.

Den minimalistiske følelse fortsætter på førerpladsen. Der er ikke så meget nonsens og så er alle greb og kontakter logisk placeret. Men det føles ikke billigt eller skrabet på nogen måde.

overordnet set føles 99eren helt klart som en kvalitetsbil. Fit og finish er bedre end mange af Volvoerne fra samme periode.

Mekanisk finurlighed var ét af Saabs kendetegn før i tiden. Det er ikke mange biler jeg kender til der har gearkassen under motoren og parkeringsbremse der virker på forhjulene.

Biltest Mazda 3 Sky

Skrevet den juni 4, 2020juni 24, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til en endnu en nybils-test. Tilbage i rum året 2015 var jeg ude og lave nybilstest på den nye mazda 3er. Jeg endte med at rose den for den lækre kvalitet i interiøret designet og køreegenskaberne. Så kan afløseren løfte arven og endda forbedre på forgængerens resumé. Det finder vi ud af i denne test. Men tak til Aunsbjerg biler for udlån af dagens testbil. Du må endelig give deres hjemmeside et kig på dette Link.

Værdig arvtager.

Da jeg først så den nye 3er måtte jeg indrømme at jeg ikke just var solgt på det udvendige design. Jeg syntes at den så lidt for pukkelryggede ud i forhold til forgængeren. Men ligesom med så mange andre ting så har jeg faktisk vænnet mig til det. Jeg syntes faktisk at det ser meget frækt ud. Det er mere en videreudvikling af 2015 designet end en regulær revolution. Et Andet punkt hvor de to årgange ligner lidt hinanden er køreegenskaber. Den nye 3er læner sig helt klart til dynamikken fremfor komfort. Styretøjet er mere tungt vægtet end andre bilnyheder jeg har kørt og så føles det præcist. Der er den rette mængde feedback man har brug i denne slags bil. Det dynamiske fortsætter over i bedømmelse af undervogn den er lidt til den hårde side men ikke helt på samme Niveau som Audi har for vane at gøre det hvilket faktisk er en god ting. For 3eren er stadigvæk meget behagelig at køre på de lange stræk samtidig med at den er køreglad nok til at man kan tage de snogede veje uden problemer. Og det er noget der siger kvalitet efter min mening. For det er absolut ikke nemt at designe hjulophæng og chassis til både at levere dynamiske køreegenskaber samtidig med at bibeholde komforten. Når man sætter sig til rette på førepladsen fortsætter den høje kvalitets fornemmelse. Bare til at starte med så yder forsæderne rimelig høj komfort samtidig med at støtte én rigtig godt. Det tyder på at der i designfasen blev investeret en større sum af tid og penge i at opnå en højere grad af komfort og ergonomi for fører og forsædepassager. For netop design og udvikling af bilsæder er nogle af de ting der næst efter ting som drivlinje og hjulophæng koster mest at udvikle. Det er derfor man aldrig ser mikrobiler med massagesæder med varme og køling samt 12 vejs eljustering. Men resten af interiøret føles også meget premium de fleste flader er polstret med læder og så er det hele vildt godt skruet sammen. Det er virkelig en forbedring i forhold til forgængeren som i forvejen havde et kvalitets betonet interiør. Men der er også et par minusser ved dagens tester men det er meget lidt. Til at starte med er udsynet bagud helt til hest. Det gælder både lodret og skråt bagud. Og da man ikke kunne justere det indvendige bakspejl var udsynet lodret bagude med min kørestilling så godt som ikke eksisterende. Så det svarede lidt til at man kørte en gammel Lamborghini Diablo. Jeg følte i hvert tilfælde at jeg skulle være ligeså grundig med at orientere mig som hvis jeg kørte superbil. Det andet minus er motorens temperament eller mangel på samme. Den kører egentligt fint og føles ikke anstrengt selv ikke når man gav den lidt at leve af. Men den føles ikke lækker lækker. Jeg savner noget der er lidt mere omdrejningsvilligt lidt ligesom de gode gamle Honda B og K serier. Og så siger den heller ikke overdrevet godt det føltes lidt som at køre med en sok i indsugningen det er lidt for afdæmpet til min smag. Men på den anden side er det her en mainstream brugsbil og ikke en entusiastbil til en meget begrænset kundekreds så der får den et wildcard fra min side. Men til gengæld føltes det godt at skifte gear. Det er altid rart at prøve en ny bil hvor det ikke føles som at montere sovsen når man skifter gear.

konklusion.

Efter at have kørt den nye 3er kan jeg sige at det er en seriøs aktør i Golf klassen. Det er virkelig en kvalitets bil som har ganske få svage sider som bliver vejet op af de mange positive kvaliteter. Jeg kan helt klart anbefale den.

Hvis du har lyst til at se eller gense testen af 2015 årgangen kan det gøres nedenunder.

mazda 3 2015

Kodo soul of motion er navnet på det nuværende formsprog. Og jeg må indrømme at det faktisk ser ganske godt ud. Formerne er spændstige og svulmende men designet har stadigvæk sin egen identitet så det ikke forsvinder i den kedelige grå masse af andre samtidige biler.

Da dette var Sky udstyrsniveau kørte vi på 18 tommer letmetal fælge.

Dagens testbil var udstyret med Skyactive G motoren som er udstyret med cylinderdeaktivering og koblet sammen med mild hybrid teknologi.

Interiøret føles virkelig kvalitets betonet når man tænker på at det er en bil til under 300.000 mængden af standard udstyr er meget respektabel selv i det laveste Sense niveau. Og så er alle udstyrs varianter efter min mening meget fair prissat.

klassikertest Citroén Visa 1.1

Skrevet den april 1, 2020januar 16, 2021 af stoerner666

I disse Coronatider kan der godt gå en rum tid før man får nogle motortests på bloggen. Men når nøden er størst kommer hjælpen nogle gange flyvende ind fra højre. For bare at nævne noget af baggrunds historien for denne test så forlyder det sig. At vores kameramand som har gået med kørekorts tanker i årevis endelig har tænkt sig at gøre alvor af tankerne. Der sagde jeg som den gode ven jeg er at vi kunne skaffe en mark og gammel bil som han kunne øve med inden han finder ud om det at føre bil var noget for ham. Det ville jo være syndt at bruge opimod 20.000 på køreuddanelse hvis det viser sig at bilist karrieren ikke var noget for ham. Efter den sluder begyndte vi at lede efter noget som er letkørt og som ikke havde for mange heste. Men fordi vi er forfængelige bilnørder måtte det også godt være noget som var lidt sjovt og finurligt som man ikke ser hver dag. Så valget faldt på denne hvide gyngehest. Pengene blev hævet papirene skrevet under og så blev der ellers bare smækket nogle prøvemærker på dyret så vi kunne fucke hjem til sydFyn. Men ellers ville jeg bare sige tak til vores kameramand for udlån af Visaen til dagens test og lad os komme igang med testen.

Gyngehest på Fransk.

Som I lidt kan se er Visaen lidt et stilskift fra de to muskelsvulmende og Adrenalinpumpende AMG modeller jeg kørte forleden. Den er i sandhed en Fransk gyngehest der rokker frem og tilbage ude på vejene. Det er en bil som automatisk får én til at geare ned og fordi jeg godt kan lide at tage den med ro nogle gange nød jeg faktisk min tid bag rattet. Fordi at der ingen servostyring er måtte man ligge lidt kræfter i når man manøvrerede ved lav hastighed men fordi at bilen kun vejer 750 kilo var det ikke et problem ligeså snart man var oppe i fart. Angående kørekomfort scorer Visaen overraskende højt. Både undervognen og sæde-hynderne er helt klart til den bløde side. Der er ikke meget dynamik over det. Men når man bare skal tøffe afsted på Søndagstur er det nu meget rart. Angående motor og gear er der heller ikke meget AMG eller motorsport over det men der er til gengæld noget Fransk over det. Overordnet set er denne bil meget traditionelt konstrueret det er en 5 dørs hatchback med tværliggende motor og forhjulstræk. Men der er alligevel nogle af de små designløsninger der får én til at tænke at det er fandme kun Franskmændene der kan finde på at lave det på den måde. For eksempel ligger motoren næsten vandret i motorrummet så der er plads til reservehjulet og så har hvert hjulnav kun 3 bolthuller hvilket Franskmændene stædigt holdte fast i op til en gang i 1990erne. Det bevirker så også at det i dag næsten er umuligt at skaffe nye fælge medmindre man skifter hjulnavne ud. Men maskineriet spiller faktisk fint nok. Det yder ikke særligt mange heste men det går overraskende støjsvagt og så har det dog kræfter nok til at man stadigvæk kunne følge med moderne traffik. Gearkassen skifter også ok gearskiftene er smidige og så er koblingen nem at dosere. Men ellers lyder dommen på at Visaen er godkendt fra min side både som youngtimer og som kommende klassiker.

Pladsforholdende er overraskende gode fortil. Det samme kan dog ikke helt blive sagt om bagsæderne.

Motoren ydede 50 heste en gang for 35 år siden. Hvilket sikrede en tophastighed på svimlende 140 i timen og en 0 til 100 tid på psykopatiske 16.6 sekunder. Med disse facts i baghovedet tænkte jeg at en marchhastighed på imellem 85 til 90 i timen på motorvej var rigeligt for sådan et vingeløst missil. Og den klarede det også ganske fint med at skyde førnævnte hastighed. Vi kom i hvert tilfælde hjem til sydFyn i et stykke.

Øj hvor er det sødt. Det er lige til nationalmuseet. 3 bolthuller var totalt oldnordisk i 1986.

Biltest Suzuki Jimny Allgrip

Skrevet den december 2, 2019juni 24, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en nybils test. I den her tid hvor det ser ud til at der udkommer en ny crossover eller CUV hver uge. Ser det ud til at den traditionelle SUV med stigeramme og reduktionsgear lidt er trængt op i en krog. Der bliver i hvert tilfælde ikke lavet så mange af dem som jeg ville ønske. Men bedst som alt ser sort så kommer Jimny tilbage fra de dødes rige. Det er en rigtig oldschool SUV med moderne teknologi der hvor det giver mening. Men mange tak til Terminalen i Odense S for udlån af Jimnyen til Dagens test. Du må endelig give deres webside et kig på dette link.

Kompakt Bjergged.

Det første jeg lagde mærke til ved Jimnyen var hvor blød affjedringen var. Selv da man steg ind rokkede den fra side til side som en jolle der ligger fortøjret ved Lundeborg lystbådhavn. Også når man så bevægede sig ud i trafikken var krængning også mærkbar. Det er den første nye bil jeg har kørt hvor affjedringen er så blødt sat op. Men det kan jeg sagtens leve med modsat forsæderne som der ikke yder særlig meget støtte. Man sidder faktisk meget komfortabelt i forstolene men som nævnt før er sidestøtte næsten ikke eksisterende. Så selv det at køre rundt i rundkørsel gjorde at jeg var nød til at støtte lidt imod med rygmusklerne for ikke at glide ud af førersædet. Styretøjet reagere også fornuftigt. Der er godt med boost på servostyringen hvilket gør Jimnyen uhyrlig letkørt samtidig med at det heller ikke er for nervøst ved motorvejsfart. Angående motor og gearkasse fortsætter retro fornemmelsen. Allerede efter de første minutter på vejene følte jeg mig lidt hensat til en bil fra 90erne (tænk Daihatsu Rocky eller Opel Frontera sådan noget i de baner) den lille symaskine motor skal arbejde hårdt når man bare kræver lidt af den. Og når den så er koblet til en lavgearet 5 trins gearkasse så synger den lidt i de høje omdrejninger ved omkring 130 i timen. Men det tager jeg så i Jimnyens forsvar. Fordi at vi i dag er så fikseret på at biler er så støjsvage at selv en Seat Mii gør én fartblind ved motorvejskørsel. Så spørger jeg om det er bedre at have en bil der gør en fartblind så man konstant er nødt til at kigge på ens speedometer. Eller om man ville have en bil som man kan høre arbejde så man kun behøver et akustisk hint om ens hastighed i form af motor og vindstøj. Så man derved kun behøver at konsultere speedometeret når det er allermest nødvendigt. Det bevirker så at man har øjnene på vejen i længere tid af gangen. Ok guys jeg ved godt at den søforklaringen var lidt langt ude. Men faktum er at jeg ikke ænser at den nye Jimny støjer så meget under kørsel. Det er netop noget jeg må gå igennem på daglig basis når jeg har ejet så mange gamle biler. Noget jeg heller ikke ænser er den manglende motorkraft ifølge nogle. Jeg syntes at begrebet motorsvag bliver lidt kastet rundt i flæng. De Journalister der siger at alt og alle er motorsvagt er sikkert folk der kører superbiler på daglig basis. Fordi jeg syntes at vi skal helt ned i en Trabant P601 eller Nissan Kingcab 2.5 D de to biler er virkelig en tam omgang. Men selvfølgelig er Jimnyen svag og langsom hvis vi sammenligner den med en R8er. Men det er lidt ligesom at sammenligne en ko med en gepard. Men for en lille SUV med en lille motor syntes jeg at den følger ok med trafikken. Men noget der faktisk er meget up to date er mængden af komfortudstyr. Det testede eksemplar havde blandt andet klimaanlæg og infotainmentsytem med touchskærm som faktisk virkede fint nok. Og teknofesten er netop begrænset til komfortudstyr for det meste hvilket jeg syntes er et genialt træk. Jeg føler at os bilister er godt tjent uden nonsens som elektroniske parkeringsbremser og en milion forskellige ultralydssensorer. Det er ting som er opfundet til folk som ikke kan finde ud af at køre bil. Og som giver hovedpine og søvnløse nætter om 10 år når det sikkert er gået i stykker og at det koster en krig at udskifte.

Konklusion.

Hvad er min mening efter at have kørt det her miniature last-dyr af en offroader. Jeg syntes at Jimnyen er guds gave til folk som mig der ville have en no nonsens 4x4er i lommeformat. Det er en bil som langt henne af vejen har simpliciteten og køreegenskaberne som noget fra 90erne. Jeg er hvert tilfælde meget taknemlig over at Suzuki gad og sætte den i produktion og endda lancere den til det Danske marked. Men jeg tror desværre at det er bilen som ender sine dage Ligesom biler som Kia Stinger GT og Honda Civic EG. Altså i kliken af rigtig gode bilnyheder som ikke blev storsællerter fordi at familien Danmark hellere ville være på den sikre side.

Som en G klasse der har fået 90 graders kogevask. Selvom at Jimnyen var en funklende ny 2019 model. Mindede den på nogle områder om den G350er jeg kørte forleden. Blandt andet i det at den er den perfekte mellemvej imellem gammel og ny teknik.

Jeg ville godt takke den ingeniør der fandt på idéen med ikke at putte et dumt plastikcover over hele motorrummet. Selv tændspolerne sidder frit fremme.

Infotainmentsystemet er ét af de punkter hvor man godt kan mærke at Jimnyen er bygget ned til en pris. Det er syndt at sige at det når Tesla eller Audi højder når det kommer til respons og brugervenlighed. Men det virker som sagt fint til husbehov.

Orange tal på sort baggrund. Er en god lille retro detalje.

Med de beskedne udvendige dimensioner er Jimny nærmest SUVen der kan gøre det ud som bybil.

Tre biler jeg har testet som jeg til gengæld godt kunne forestille mig selv i.

Skrevet den oktober 14, 2019januar 11, 2020 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en hitliste. Sidste gang kiggede vi på biler jeg nød at teste men som jeg aldrig kunne drømme om selv at eje. Men denne gang er det hele selvfølgelig vendt om. For som titlen antyder er det her tre bud på testbiler som jeg faktisk godt kunne se mig selv i.

Nummer 3. Audi R8 type 42.

Jeg kunne havde været småkedlig og vælge Porsche Boxster 987 som mit bedste bud på en hverdags duelig sportsbil. Men prisen gik alligevel til R8 af den første generation som også er kendt under betegnelsen type 42. Efter min mening tog Audi alle de ting der var gode ved 911 og Boxster og genfortolkede dem. Hvor det færdige resultat er denne formidable centermotor sportsvogn. Det er hverken den hurtigeste eller mest flashy/prestigefyldte superbil. Men den er simpelthen så god en allrounder. Designet har klaret tidens tand. Og så er køreegenskaberne også rimelig gode. Der er den rette balance imellem letkørthed og køreglæde. Angående performance leverer R8eren også i spandevis. Selv V8 udgaven yder på den gode side af 400 heste. Og hvis man er på jagt efter endnu mere superbils feel så er der den 5.2 liters V10. Af gearkasse muligheder er der den 6 trins automatiseret gearkasse som faktisk virker overraskende godt. Men entusiasten ville åbenlyst vælge den 6 trins manuel med gittret skiftekullise. Men status quo er at hvis jeg havde i omegnen af et par milioner til bilshopping og at det ikke skulle være en Skyline R34 GTR eller en BMW E9 CSL jeg skulle erhverve mig. Så var det helt klart R8eren der blev min ædle ganger.

Nummer 2. Honda civic EG hatchback.

Hov så må vi lige komme tilbage til jorden igen rumkadet. Det gør vi helt klart også med denne civic EG. Men faktum er at Civic.en giver forhjulstruken køreglæde til næsten ingen penge. De gange jeg har kørt den elskede jeg køreegenskaberne så meget at jeg har gjort den til den eneste forhjulstrækker jeg oprigtigt kan lide. Køregenskaberne er no nonsens og gokart agtige. Og på grund af den lave egenvægt. føltes selv den lille non vtec motor kvik og veloplagt. Det er en fantastisk lille bil når man har de snogede landevej eller når man skal lave et hurtigt træk fra 0-80 i timen. Også for styling og tunings folket er Civic.en et godt udgangspunkt. Det er en platform som er meget godt understøttet både angående performance dele og styling. Så konklusionen er at EGeren er en sjov og prisbillig lille bil der både kan give den som hverdagens indkøbsvogn og som time attack bil.

Nummer 1. Ford F250 årgang 2001 powerstroke.

SAM_0086 — Jeg har altid godt kunne lide en god Amerikaner slæde. Jeg har mange personlige favoritter der spænder over alle årtier og over alle tre kæmper (altså Chrysler Ford og General motors). Men Ford F250 fra omkring årtusind skiftet med den 7.3 liters powerstroke motor står mig alligevel nært. Siden jeg som barn beundrede en helt ny crewcab ved Bukkehave i Svendborg hvor jeg så forgæves spurgte min far om vi ikke kunne tage den med hjem. Så der var ikke et øje tørt da mig og vennerne var ude og teste en singlecab til bloggen i sommeren 2017. Bevares er interiøret billigt og fyldt med knaldhårdt plastik og køregenskaberne ikke noget at skrive hjem. Men turbodiesel V8erens enorme bundtræk og lastvogns agtige gangkultur var nok til at give Amerikaner pickup drømmen næring. Så selvom at folk ville kalde F250eren en dinosaur der burde havde været uddødet for længst. Så ville de flestes indre barn sige at dinosaurene var nogle af de sejeste dyr der havde haft deres gang på planeten.

Bonus bil. Mercedes W140 S klasse.

Jeg har altid haft en meget bred bilsmag. Det er en af de mange grunde til at jeg startede bloggen op for 5 år siden. Men alligevel er gamle Mercedes til og med årtusindskiftet alligevel et af mine softspots når det kommer til et specifikt mærke. Og især W140 S klasse har en plads i min bilbevidsthed. Jeg har altid syntes at det er en mega cool bil. Det er altid den man ser at skurkens håndlangere kører i. I diverse agentfilm. Og efter at have kørt et par eksemplarer kan jeg konstatere at jeg skal simpelthen nå at være W140 ejer på et eller andet tidspunkt i livet. Køreegenskaberne bygger på klassiske Mercer dyder med komfort fremfor dynamik. Men stadigvæk dynamik nok til at man ikke sejler rundt i svingene som i en gammel Cadillac Eldorado. Og så er der oceaner af plads både på bagsædet og i bagagerummet. Men designet er efter min mening et af W140erens helt store trumfkort. Mange syntes det er en kedelig grim kasse. Men jeg syntes at den har en pressence og autoritet over sig som kun overgås af den gamle grand 600. Og modsat de nye S klasser som jeg syntes er svære at skelne fra de mindre modeller er W140eren let genkendelig på grund af propationerne. Så alt i alt er det her i hvert til fælde bilen der får mig til at stoppe op og kigge en ekstra gang når der sættes førerbare eksemplarer til salg for under 30.000.

Klassiker test Alfa spider Veloce årgang 1972

Skrevet den august 28, 2019september 26, 2019 af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en klassiker test. Det har været meget sparet med at få veteranere på bloggen i det her år. Faktisk er det her den første klassiker jeg får kørt i år. Men det er til gengæld en meget ventet bil for jeg har faktisk kigget efter en gammel Alfa spider i en rum tid. Men nu er den fundet og endnu en gang tak til Reedorf biler for udlån af denne bil. Du må endelig give deres hjemmeside et kig på dette link .

Varmblodet Italiener.

Når vi taler om roadsters har jeg i nogle år haft MG B roadster som min personlige favorit. Men den ser måske ud til at være overhalet indenom af en herlig Italiener. Det jeg altid har elsket ved at køre veteran er at man er nød til at påtage sig en lidt anderledes kørestil og måske en lidt anden holdning til det at føre bil. Når man vækker Alfaen fra kold motor skal den holdes igang med små gas givninger. Nogle ville syntes det er træls men jeg synes det lidt sætter stemningen. Jeg følte lidt at jeg stødgassede en gammel racervogn midt i ryttergården ved Lemans. Så godt syntes jeg at den lille 1300 kubiks maskine lød. Ved mellemgas kommer der et tilfredsstillende fnys fra de dobbelte Weber karburatorer. Samtidig med at når man giver den bundgas at der så kommer et herligt brøl fra maskineriet. Det er virkelig en af de bedst lydende række4ere jeg har kørt. Det bringer os videre til køreegenskaberne og her skuffer spideren heller ikke. Styretøjet er selvfølgelig ikke assisteret. så man skal danse med hele vægten af forvognen. Men det har aldrig sagt mig noget nu hvor jeg ligesom har kommet fra en gammel Corrola uden servostyring som første bil. Og ligeså snart man er i fart er styretøjet let og præcis. Generalt er jeg bare vild med den måde Velocen styrer på. Den har den lethed og adræthed over sig som jeg elsker de andre små roadsters for. Men hvis man ser bort fra den anderledes start procedure der kommer med en karburator motor er Alfaen faktisk en rimelig let-kørt bil. Koblingen er nem at dosere og så er gearkassen nem at gå igennem samtidig med at den stadigvæk skifter præcist. Og så sidst men ikke mindst må vi endelig ikke glemme at bedømme designet. Selvom at jeg altid bedre har kunnet lide serie 1 med den lave bagende. Så ser denne serie 2 stadigvæk fantastisk ud. Og da det her er en Europa variant fra starten af produktionsforløbet er kofangerne heller ikke for hæslige og plastik agtige.

Men hvordan føles det så at prøve at være spider man.

Det føles helt fantastisk. Efter at have kørt en del MGBere var det fedt at man på en måde kunne se hvad de andre havde. Og så beviser spideren atter en gang at hestekræfter og statistiker ikke er alt. Men for os bilnørder er det ligeså meget alle de subjektive ting vi går efter. Men fordi at Italienske biler lidt har deres egen fri vilje kræver de netop at man har lidt mekanisk empati samt viljen og evnen til selv at skrue på mekanikken. Og vigtigst af alt at man får gennemgået vognen grundigt inden et eventuelt køb.

20190828_111104 — Fronten er helt klart min yndlings del på Velocen. Den har det karismatiske UFO racerbils look man kan kende på lang afstand.

Alfa spider er et af mange fantastiske Pininfarina designs. Det er faktisk også det sidste projekt som selvste Battista Pininfarina var involveret i.

Interiørets design er måske ikke så imponerende som andre sportslige biler fra den periode. Men det er overraskende funktionelt samtidig med at instrumenterne er logisk lagt ud. Så ville sige at det næsten er helt fornuftigt indrettet.

Jeg har sagt at telefonfælge er et must have på en rigtig Alfa. Men især på spideren er det her design så passende.

Dobbelt overliggende knastaksler var stadigvæk rimelig higtech tilbage i 1972.

klassiker test Skoda 130 årgang 1987

Skrevet den august 10, 2018november 14, 2018 af stoerner666

Som I sikkert har fundet ud af har jeg mange gode minder om en Skoda 130. Så i 2015 besluttede jeg mig for at genleve minderne. Og det blev en rigtig god tur. Det blev også første gang jeg sad bag rattet. Så jeg tænkte at her 4 år senere måtte jeg havde en mere på bloggen. Men mange tak til Nottelmanhns autohandel i Haderslev for udlån af 130eren til dagens test. Du må endelig give deres webside et kig på dette link .

Det her føles virkelig som 80erne eller 60erne retter sagt

Noget af det jeg bemærkede sidst jeg kørte en 130er var at selvom dåbsattesten sagde 1985. Kørte den som noget der var 15 20 år ældre. Og det syntes jeg stadigvæk bare det med at man skal huske at choker håndtaget sidder imellem forsæderne får mig til at tænke på en gammel fiat 500 fra 1965. Også når man kører kan man mærke at det her er en gammel konstruktion. Jeg har altid beskrevet at køreoplevelsen minder meget om den en gammel VW bobble ville give. Man kan tydelig mærke at man har det meste af vægten bagi. Ligesom at styretøjet har et hvis dødpunkt men at det samtidig ikke er for upræcist. Men jeg synes faktisk at I skulle læse den oprindelig test der har jeg en mere komplet beskrivelse på en 130er biltest Skoda 130L årgang 1985 .