Biltest Insignia OPC.

Hej og velkommen til endnu en test. Hvis der er én tendens at jeg en smule savner fra fortiden. Så er det sporty sedaner fra mainstream producenter. Bare på det Europæiske marked har der været en god håndfuld af dem igennem tiderne. Biler som Peugeot 405 MI16 og Ford Mondeo ST220 er savnet af flere. Men General Motors har med Opel og Vauxhaul også lavet mange hits i denne genre. Hvor især Lotus Omega/Carlton står som det bedste eksempel på en decideret supersedan der på visse parametre slår selveste E34 M5. Så Insignia OPC er efter min mening den sidste i en lang linje af hurtige hverdags-sedaner fra et ikke premiummærke. For idag er denne biltype stortset ikke eksisterende hvilket blandt andet kan tilskrives de Tyske nærluksus-mærkers fremtog og crossovernes fremkomst. Men ellers ville jeg vel bare sige mange tak til Thomsens Auto i Kruså for at vi måtte låne dette vidunder til dagens test. Du må endelig give deres webside et kig i linket nednunder.

www.thomsens-auto.dk

Flottere end W205 AMG.

Det første pluspunkt at jeg ville give dagens testbil er at jeg oprigtigt synes at den ser fantastisk ud. Især eksteriørdesignet er virkelig gennemført. De originale 20 tommer fælge fylder skærmkasserne godt ud imens at den bare har den rigtige statur med hensyn til frihøjde. Og så har det i forvejen atletiske Insignia design fået et hak opad med spoilerlæbe på bagsmækken dybere luftindtag på forkofangeren og større afgangsrør. Jeg synes også at eksteriørdesignet er bedre eksekveret end på W205 C63 som jo er en nyere og noget dyrer bil. Men jeg synes at C63eren ser bare så kedelig og aggressiv ud når man har set et dusin af dem. Det har nok også noget at gøre med at jeg set så mange dårligt udførte kloner og AMG lines af den model. Imens at Insignia OPC er fabriksstylet på ganske smagfuld vis. Der er en perfekt balance imellem simplicitet og sportslige elementer. Det er også en powerbil fra før den periode hvor mange producenter gik helt amok med at stadse interiør og eksteriør op med logoer emblemer typeplader og smagløse kontrastsyninger og fjollet print på sædebetrækket. Angående interiørdesign er den også ganske gennemført. Der er lidt spændende design med den måde at dørpanelerne er udformet på. Og så har man originale Recaro forstole der yder god støtte og komfort. Imens at det tykkere læderrat ligger godt i hænderne. Kabinekvaliteten føles overraskende god især taget i betragtning af at der er nogle nye mellemklassebiler hvor at kvalitetsfornemmelsen er lidt ringe for at sige det mildt. Men i denne kabine har man fint med polstring på de forskellige berøringsflader og hvor at kontakter og knapper føles ganske iorden at betjene. Ja selv dørene lyder ganske betryggende når disse lukkes op eller i. Ja næsten som i en rigtig Tysk bil. Og med dette hentyder jeg selvfølgelig til BMW og Mercedes i de højere prislag. Angående køredynamik hvordan præsterer den så ?. Undervognen er til den hårde side hvor at 20 tommer fælgene helt klart bedrager til det. Og så er standard indstillingen på de adaptive støddæmpere bare hårdere end forventet men uden stadigvæk at føles harsk. Og så ligger den faktisk ganske godt i svinget. Styretøjet føles ikke overdrevet præcist eller godt vægtet. Ja det føles faktisk lidt middelmodigt. Men på den anden side gør det permanente Haldex firhjulstræk og begrænset spærredifferentiale at bilen føles ganske forudsigelig og letkørt under hård acceleration. Alle fire hjul bider fast med det samme uden nogen tøven. Det må i sandhed værre en fantastisk vinterslæde som jeg føler kan køres megen slags vejr. Angående motor og gearkasse scorer den også ganske højt. LP9 single-turbo V6eren udvikler krafterne stærkt og smidigt der er ikke noget mærkbart turbotøven. Den kan godt føles en smule ordinær i forhold til andre performancemotorer men ude i virkeligheden fungere den perfekt. Ligesom at den 6 trins automatgearkasse skifter relativt smidigt ved stille kørsel. Hvor at den stadigvæk går fint i kickdown når man skal lave en hurtig hastighedsforøgelse. Men det er ikke nogen ZF 8HP som er noget nær perfekt når det kommer til moderne konverter-automatgearkasser. For eksempel kommer der et lille ryk ved hvert opskift under hård belastning hvilket jeg synes er ganske tilfredstillende men som nok ikke falder i god jord hos mange andre. Og så føles den bare ikke så poleret og silkeblød ved stille kørsel som andre konverter-automatgearkasser at jeg har kørt.

Konklusion.

Efter at havde ført dette pragteksemplar af en Insignia hvad lyder dommen så på. Jeg synes at den fantastisk for hvad den er. Selvfølgelig er den ikke perfekt. Men nogle af de minuspunkter at jeg har givet såsom følelsen af gearskift og neutral føling i styreapperatet er også noget at nogle af de helt rigtige BMW M og Mercedes AMGere skyldige i. Så på en eller anden måde kan jeg godt give den et wildcard for disse minuspunkter. For det er stadigvæk en herlig allrounder med et brugbart kraftoverskud og forudsigelige køreegenskaber.

Hvis du ville læse om flere performance-sedaner af forskellig art må du endelig give nedenstående links et kig.