Biltest Dodge Ram 1500.

Hej og velkommen til endnu en test. Og undskyld ventetiden. Men nu er jeg klar til kamp igen. Og så tænker jeg at en god måde at komme i form på igen var at skrive en test på dette regulære eksemplar af Ram 1500 crewcab. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til C.A Larsen i Haarby for at jeg måtte låne dagens testbil. Så du må endelig give deres webside et kig nede i linket nedenunder.

https://www.cal.dk

Mopar eller no car.

Os Europæere er ofte alt for hurtige til at stemple Amerikanske pickup-trucks som en flok dinosaurer der burde havde været uddøet for længst. Eller bare som værende Europæiske erhvervsbiler underlegne. Men efter at have kørt erhvervsbiler fra begge sider af Atlanten kan jeg konstatere at pickup-trucks har visse fordele ude i den virkelige verden selv her i vores afgiftsplaget andedam. Til at starte med får man ofte meget mere standardudstyr end i en gennemsnitlig Transit eller Ducato. Det her eksemplar som for øvrigt er en ganske fin repræsentation af gennemsnittet af Ram 1500 crewcabs har features såsom el justerbare pedaler og forsæder klimaanlæg varme og køling i forsæder og fjernstart bare for at nævne nogle punkter. En kæphest at interiørnazisterne altid har haft med Amerikanerbiler er finishen og materialevalget i interiøret. Og selvom at de nogle gange har haft ret og at US bilerne ikke altid har haft de mest kvalitetsbetonede interiørs så står jeg stadigvæk ved at kabinekvalitet ikke er det eneste der gør en god bil. Og da en arbejdsbil selvfølgelig bliver brugt godt og grundigt og at den ofte bliver beskidt indvendigt så ville jeg hellere have nogle mere rustikke materialer der er nemme at køre en fugtig klud over end noget der føles lækkert og er pænt at se på. Men når det er sagt så er interiøret i Ram 1500 faktisk ikke så værst i forhold til Jumper årgang 17 og Transit årgang 15 som er de arbejdsbiler jeg primært kører til dagligt. Der er lidt polstring hist og her både på dørpaneler og instrumentbræt. Der er også lidt plastik-træ indlæg som selvfølgelig ikke ser særlig overbevisende ud men som gør et fint arbejde med at tilføje en smule kontrast i det store ocean af sort plastik. Hvordan kører den så spørger I sikkert utålmodigt. Så det får I at vide nu her. Hvis man forventer at den kører som X5 M bliver man selvfølgelig skuffet men hvis man sammenligner den med andre varebiler så kører den overraskende godt. Man mærker ikke meget af den nervøsitet som biler med separat chassisramme og karosseri ofte besidder. Hvor man nærmest kan mærke at man sidder ovenpå chassiset i stedet for inde i det som når det er selvbærende karosseri. Styreegenskaberne er også overraskende gode. Der er en tilfredstillende vægt i styreapparatet imens at det kommunikere feedback ganske fint. Med andre ord så føles styretøjet overraskende præcist når man tænker på at det her er en stor hval af en bil der ikke er sat op med dynamik eller performance for øje. De fornuftige styreegenskaber kan sikkert tilskrives at denne bil kører med tandstangsstyring og ikke snekkestyretøj som er en konstruktion at SUVere og pickuptrucks holdte fast i til for omkring 15 til 20 år siden modsat de fleste personbiler hvor at denne konstruktion nærmest var udfaset flere årtier forinden. Noget hvor man også kan mærke forskel på når man kører Amerikaner arbejdsvogn versus en Europæisk af slagsen er drivlinjen. I forhold til de Europæiske motorer med multiventilet topstykker med overliggende-knastaksler som har fintunet indsugningssystemer med turboladere med variabel geometri og alt muligt andet hokus pokus og sort magi. Der kan en 5.7 liters hemi godt fremstå som en fråsende rov-dinosauer der ikke er uddøet endnu. Den har knastakslen i motorblokken som er udført i støbejern. De 16 ventiler bliver aktiveret af stødstænger. Ja stødstænger !? det er vist kun Amerikanerne der kan finde på at bygge motorer i det 21ende århundred med denne motorkonstruktion. Men på den anden side har den også variabel knaststyring og sekventiel multiport indsprøjtning. Så en smule moderne er den jo. Bilteknik-fascisterne elsker at håne Amerikaner-bilerne for efter deres mening at værre underdesignet men faktum er bare at det virker godt ude i virkeligheden. V8eren har godt med bundtræk nede i momentkurven så man skal ikke vride det ud af den. Og så går den bare rigtig godt. Jeg endte med at køre med musikken slukket hele ruten igennem så jeg kunne lytte til motoren. Modsat nogle af de Europæiske og Asiatiske maskiner som først virkelig begynder at synge harmonisk skønsang når man trækker rigtig mange omdrejninger. Så udvikler detroitstål fuldfedt motor-soundtrack selv når det står i tomgang. Også når vi taler gearkasse er det simpel mekanik der bare spiller. Der er virkelig bare tale om en simpel 5 trins computerstyret konverter automatgearkasse. Den skifter relativt smidigt ved stille kørsel og så virker kickdown ganske forbløffende til når man skal justere hastigheden hurtigt. Den kaster sig selv et par gear ned uden noget bøvl eller andet nonsens. Selv manuelt gearskifte-program virker bedre end i Mercedes GL klasse. Det eneste der virkelig nager mig med drivlinjen er at man har det dumme “elektronisk” aktiveret firhjulstræk hvor man betjener det med et fjollet drejehjul eller et sæt knapper. Der synes jeg det er meget mere betryggende at man har en ekstra gearstang med tilhørende beslag og gearskifte-mekanisme. End at man overlader ansvaret til en mikroprocessor og nogle trykknapper som er mere bøvlet at diagnosticere og reparer på når de en gang går i stykker.

Amerikanerdrøm i et afgiftshelved.

Efter at have kørt endnu Amerikanerslæde kan jeg sige at den forjættet pickup er et ganske iorden køretøj hvis den ses i lyset af at værre et erhvervskøretøj først og fremmest dernæst et rekreativt køretøj. Rent objektivt kan Amerikanerbilerne visse ting ligeså godt som Europæiske biler. Men fordi afgifterne i de fleste Europæiske lande favorisere motorer med mindre slagvolumen og at vi betaler en højere literpris for brændstof. Er det bare et miljø der ikke ligefrem fremmer de store biler. Selv vores byplanlægning gør det besværligt at køre i personbiler over en hvis størrelse fordi at mange Europæiske storbyer kan dateres tilbage til Romersk tid eller middelalderen hvor at mange af de smalle gyder veje og bygninger har overlevet indtil moderne tid. Det står i kontrast til byer i USA som kun er cirka er 200 år gamle hvor man har brede boulevarder og hovedgader der løber parallelt med hinanden. Denne form for byplanlægning koblet sammen med de større afstande gør at US bilerne oftest har været de store kasser der var bygget med komfort fremfor dynamik for øje. Men jeg kan netop lide at pickup-trucksne har holdt fast i samme formel i over et århundred og bare forbedret på den med ny teknologi. Det er tydeligt at se at det er en formel der i disse bilers hjemland virker men som desværre ikke kan eksporteres til resten af verden med samme succes.

Hvis du ville læse om flere US biler så kan du med fordel give linksne et kig nedenunder.