Hej og velkommen tilbage til endnu en klassikertest. Hvis der er noget jeg elsker at udforske endnu mere end særlige køreoplevelser så er det særlige køreoplevelser der kan fås til en billigere pris end først antaget. Men hvor at man absolut ikke mister noget nævneværdigt i forhold til det dyrere alternativ. Så selvom at jeg er kæmpe E9 fan så synes jeg alligevel at man betaler et alt for stort premium bare for at få et lækkert design. Så Ligesom med andre biler satte jeg mig til at lede efter et fedt alternativ som også var et billigere alternativ. For jeg går ind for at alle skal have mulighed for at have en entusiastmodel uanset indkomst. Men ellers ville jeg bare endnu en gang sige tak til Læborg autohandel for at vi måtte låne denne prægtige Mercer til test. Du må endelig give deres webside et kig på linket nedenunder.
Hvis det ligner en And og lyder som en And så er det højst sandsynligt en And.
Ovenstående er den Danske oversættelse af et Engelsk ordsprog som jeg virkelig har taget til mig. Betydningen er sådan noget hen imod at man aldrig kan vide sig helt sikker på at ting er det de udgaver sig for at værre. Jeg tolker det også som at det betyder at selvom at man ikke har med den ægte vare at gøre så er det er meget tæt på. Så jeg synes at det passer rigtig godt til dagens testbil. For selvom at W114eren ikke er en E9er så kommer den alligevel overraskende tæt på. Allerede til at starte med så er begge biler formgivet af Paul Bracq som har flere af de bedste Mercedes og BMW designs på samvittigheden. Selvom at W114 ikke er ligeså elegant som E9. Så er det alligevel et helt fantastisk design som på en måde aldrig går af mode. Det ser lige dele herskabeligt og underspillet ud. Også interiørdesignet er en fryd for for øjet. En tyk stribe af ædeltræ løber hen over instrumentbordet imens at hætten til instrumentklyngen tårner sig op som en pukkel på en ellers meget flad Kamelryg. Det er så befriende at se når man kommer fra moderne luksusbiler som ofte har overstylede interiørs hvor alt fra instrumentborde til dørpaneler har dumme og fjollede karakterlinjer og vinkler. Men hvis bare vi ser på materialevalget og kvalitetsfornemmelsen så er den bundsolide Tyske kvalitet slet ikke til at overse. Ædeltræet har en herlig varm glød og så føles alt fra gulvtæppet til sædebetrækket fyldigt og stærkt. Selv knapper og kontakter har en smykkeagtig kvalitet over sig. Men der hvor at 250eren virkelig overrasker positivt er angående køreegenskaber og den generale køreoplevelse. Eftersom at jeg for nogle år siden faktisk var heldig at køre et eksemplar af en E9er kan jeg allerede efter få minutters kørsel konstatere at begge biler kører virkelig éns. Man kan selvfølgelig godt mærke at den er over et halvt århundred gammel. Men styretøjet styrer stadigvæk relativt præcist med en smule vægt i sig. Undervognen føles helt perfekt den er ikke hård som på mange moderne biler men den sejler heller ikke igennem svingene som en Amerikanerbil fra samme periode ville gøre. Angående motor og gear er den hvide elefant også en fryd at føre. M114 motoren har en silkeblød gangkultur og smidig kraftudvikling. Den har også godt bundtræk så man sagtens kan køre W114eren ude i trafikken på de samme vilkår som en moderne bil. Og så udvikler den bare en tilfredstillende brummen som langt henne af vejen faktisk lyder lidt som M30eren i en E9er. Det eneste at E9eren gør en smule bedre er hvordan at gearskiftene føles. I 250eren føles det lidt slattent at skifte gear der er ikke den metalliske følelse jeg elsker. Men som sagt under kørslen er W114 ikke overdrevet langt bagud da jeg heller ikke husker E9eren for at have de lækreste gearskift. Der synes jeg faktisk at selv en MG Ber føles endnu mere tilfredstillende at skifte gear i. Men Koblingen er nem at dosere i 250CE samtidig med at bremsepedalen føles ganske fin. Den er ikke Amerikaner ulden på nogen måde og så synes jeg at mængden af bremsekraft er ganske imponerende bilens alder taget i betragtning. Men noget andet der også er imponerende er at hvor éns E9eren og W114eren er når vi ser på mekanikken. Begge to har selvbærende stålkarrosseri og uafhængigt for og baghjulsophæng hvor at baghjulsophænget er konstrueret med skråled på begge biler. Selv hvis vi sammenligner motorerne er der en slående lighed da begge motorer har én overliggende knastaksel og Bosch D-Jetronic indsprøjtning. Men uanset hvilken klassiker man sammenligner W114eren med så er det bare en herlig køreoplevelse man får hvor man betjener noget lækkert Tysk mekanik. Selv i dag er det virkelig en imponerende skude at værre skipper på det er en bil der kan noget som selv en ny Mercedes ikke kan. Jeg kan i hvert tilfælde anbefale den til dem der er på udkig efter veteranbil i denne kaliber. Det er virkelig et fedt E9 alternativ og en fed bil.
Hvis du ville læse om en ægte E9er eller om andre Tyske klassikere så må du endelig give linksne et kig nedenunder.
- klassikertest BMW E9 3.0 CS
- klassiker test BMW E3 3.0 S årg 1975
- dobbelt test Mercedes W111 220SB Heckfloss og W113 230SL
- klassiker test BMW 2000cs årgang 1968
- klassiker test NSU TT årg 1971
- klassiker test Vw 1200 årgang 1975
- Klassiker test VW Golf MKI 3dørs
upgear.blog 
5 kommentarer til “Klassikertest W114 250CE”