Klassikertest Silverrado K30.

Hej og velkommen til endnu en klassikertest. I har sikkert lagt mærke til at der har været et stort fravær af Amerikaner-slæder på bloggen. Det har tildels skyldes et øget fokus på Europæiske sportsvogne og performance biler og at jeg var blevet mæt af US biler fordi at jeg havde kørt alle dem jeg synes der var noget værd og som jeg kunne opstøve. Det var vel at mærke i bloggens første to leveår. Så da vi gik ind i det nye år tænkte jeg at ville give mig selv et nytårsforsæt der hed at jeg skulle køre flere Amerikanerslæder til bloggen i 2021 så det ikke kom til at ligne en discountudgave af Topgear hvor at de Europæiske biler var eneherskere af biluniverset. For efter at have gjort Amerikaner-comeback er jeg blevet mindet om at sex-appealen ved Detroitstål er at udrette ganske fornuftige resultater med mere basal mekanik og give en hudløs ærlig og tilbagelænet køreoplevelse hvor det ikke handler om hvor hurtigt man kommer frem men om hvordan man kommer frem. Men vi ville i hvert tilfælde sige mange tak til Bjergs bil og bådservice for at vi måtte komme og tjekke K30eren ud. Du kan se deres webside i linket nedeunder.

www.bjergsbiler.dk

Amerikaner-rehabillitering i en Texas-truck.

Da der blev fyret op for den Porsche-blå Silverrado stod det klart at det ikke var en BMW man skulle ud og køre i. 454 kubiktomme V8eren der var udstyret med en skarpere knastaksel end standard springer igang med et olmt brøl hvorpå at stå og rulle nærmest rytmisk med tomgangen. Der er et eller andet afstressende og tilfredstillende ved at høre en Amerikaner V8ers hjertebanken. Også under kørsel føles det som at køre en stortromme eller en fiskekutter. Der kommer en herlig raspen fra de to mellempotter under vognen imens at der kommer der et ordenligt fnys fra indsugningen når man giver dyret noget speeder. Hvordan er den så at køre i spørger I sikkert. Og det kan jeg så fortælle om nu her. Silverradoen er en af de biler der føles større ude i trafikken end den ser ud. Det føltes meget som at køre en lille lastbil med at man skulle begynde at dreje en smule tidligere for at få hele vognen med rundt i et sving end man ville gøre i en mindre bil. Især i den smalle hovedgade i Tarm føles det helt som en gadelegal monstertruck når de andre kørte Toyota Aygo og Ford Fiesta. Men på åben vej føles den absolut ikke så værst. Offroad dækkene gav en smule mere rullestøj og rystelser fra sig end normale vejdæk men det distraherede ikke særligt meget. Og da man har en motor på hele 7.4 liter eller 454 kubiktommer har man selvfølgelig en rimelig velvoksen karburator. Så man skulle have et lidt højere tryk på gaspedalen under igangsætning for at overkomme modstanden i gasspjæld hængsler og kabel. Men efter et par minutters kørsel var det noget der sad på rygraden igen. Og derfra var det bare plain sailing der var masser af boost på servostyringen og ikke så meget føling med vejen. Og fordi at det her var en pickup truck med stigeramme under karrossen vandrede den også ned af vejen på samme måde som alle andre biler med body on frame har tendens til. Og da min egen bil gør det samme er det efter min mening lidt charmen med at køre en bil med sådan en konstruktion hvor jeg altid har beskrevet at det føles som at ride på en elefant med at man sidder oven på chassiset istedet for inde i det. Og så synes jeg bare at man godt må kunne mærke at det er en ladbil man kører i og ikke en sportssedan. Det er også grunden til at jeg elsker at nyde en god Amerikanerbil i ny og næ. Fordi at modsat mange af de Europæiske biler som giver en meget forfinet køreoplevelse med et stærkt lokalt præg afhængigt af bilens oprindelsesland og hvor at oplevelsen ofte bliver båret og leveret af imponerende finmekanik og teknologi som tilfredstiller brugeren/førerens basale instinkter når bilen betjenes. Så leverer mange US biler en hudløs ærlig og analog køreroplevelse hvor det mere handler om hvordan man kommer frem end hvor hurtigt man kommer frem. Bare det at betjene lyskontakten når man skulle sætte kørelys på føltes mekanisk og lige til. Det føltes som om at man pillede ved hovedafbryderen i elskabet på en etageejendom. Ikke synderligt elegant men stadigvæk vildt tilfredstillende. Også det at bilen giver et betryggende lille ryk når man trækker gearvælgeren ned til drive er en lille ting der giver noget herligt til den overordnet køreoplevelse. Men efter at have tilbragt min stund med denne herlige Silverrado kan jeg sige at det er herligt at blive Amerikaner rehabilliteret og at det føles herligt at få kørt noget Detroitstål igen.

Hvis du ville læse om flere Amerikanerslæder eller bare om ladbiler så giv linksne et kig nedenunder.