Hej og velkommen tilbage til en klassikertest. Jeg har ofte omtalt forskellige biler som hyggebiler men mange af jer tænker “hvad i alverden mener han med hyggebil” og der kan jeg godt forstå jer læsere. Hyggebil er et af mange udtryk jeg selv har opfundet. Det dækker over en ældre bil oftest en veteranbil der ikke er særlig hurtig selv ikke efter datidens standard. Men hvor man til gengæld sidder meget komfortabelt og hvor vognen også er meget letkørt. Og i den henseende er dagens testbil helt klart en hyggebil. Men endnu en gang tak til læborg autohandel for udlån af 99.eren til dagens test du må endelig give deres webside et kig på linket nedenunder.
Elgraket uden raket.
I vinters var jeg ude og køre anden generation af Volvo V70R som var en bil jeg havde drømt om at få på bloggen lige fra starten af. V70R er en sand elgraket. Det er en performance stationcar der kan tage de fleste GTI biler i et dragrace. Men dagens testbil var en elgraket uden så meget raket. Men det ændrer ikke på at det er et yderst charmerende køretøj som udstråler kvalitet og som har et godt og tidsløst design. Men hvordan kører den egentligt. Hvis man kun er vant til nye biler ville man sige elendigt. Men hvis man som mig har kørt lidt af hvert ville jeg faktisk sige at den kører ganske udmærket. Styretøjet føltes ikke som om det er assisteret. Men fordi at det er tandstang og ikke snekkestyretøj er det heller ikke for tungt. Komforten er også rimlig høj men på den anden side var det sådan at biler kørte dengang. Producenterne havde ikke den samme mani med at undervognen skulle være knusende hård som de har det idag. Så det er meget befriende at køre en bil hvor man mageligt og behageligt kan tøffe afsted uden at alt skal handle om sport fart og dynamik. Men det der også gør en god hyggebil er graden af letkørthed og på den post scorer 99eren også højt. Bare betjeningen af kobling og gear er lige til. Koblingen er nem at betjene vægten er lige som den skal være og så er den også nem at dosere. Gearskiftene er ikke decideret lækre eller tilfredsstillende. Men den er nem at få i det gear man ønsker og så sidder trinene mere tæt sammen i skiftemønstret modsat Visaen jeg kørte forleden som havde meget lange gearskift. Angående motor er det meget af den samme historie. 99eren er ikke udstyret med nogen racermotor som trækker vildt og voldsomt tværtimod. Den yder de kræfter man har brug for i denne slags bil samtidig med at den går dejligt tyst.
Det brune punktum.
For at ridse en smule Saab historie op for læserne kan jeg sige at 99 blev lanceret som afløser til 96 der var et ønske om at udvikle en mere moderne bil som også var lidt større end forgængeren samtidig med at kommende miljøkrav gjorde det endnu svære at få certificeret totaktsmotoren som lå i mange af forgængerne. Det var også derfor at 96 kørte med Ford V4eren de sidste mange model-år. I 99s tilfælde blev motoren også Outsourcet denne gang fra Triumph. Det er den såkaldte slantfour som også ligger i Trimph Dolomite. Men i Saab applikationen blev motoren udstyret med én enkelt Zenith Strömberg CD kurborator modsat de to SU karburatorer som oftest sås i Triumph applikationen. Men selv med en Engelsk produceret motor mellem forhjulene byder 99 stadigvæk på masser af klassiske Saab dyder. For eksempel ligger gearkassen under motoren og så fungerer parkeringsbremsen på forhjulene og ikke på baghjulene og sidst men ikke mindst har man tændingslåsen imellem forsæderne. Dagens testbil er også lidt det brune punktom i historien om Saabs uafhængigehed for efter at 99erens afløser 900 havde kørt i nogle år kom General Motors og købte det hele i slutningen af 1980erne. Og det ved vi jo alle sammen hvordan det endte. Jeg kan også sætte et brunt punktom for denne motortest med at sige at en god veteranbils oplevelse absolut ikke behøver at koste en formue og at man tilmed får en bil der har en finurlig og unik identitet.
upgear.blog 
En kommentar til “Klassikertest Saab 99L”