Biltest Mercedes G350 CDI

Hej og velkommen tilbage til endnu en test. Tilbage i vinteren 2017 var jeg ude og køre en G320 CDI årgang 2008. Jeg endte med at blive meget vild med denne bil. Jeg syntes at designet var fedt og så kørte den bedere end hvad jeg regnede med. Men jeg syntes også at den føltes oldnordisk i forhold til andre Mercedes fra samme årgang når det gælder elektriske features og gadgets. Så jeg har lige siden den testkørsel kigget efter den faceliftede årgang fra 2012-2016. Men nu fandt jeg endelig en jeg måtte låne. Men mange tak til leasing partner i Aabenraa for udlån af G klassen til dagens test. Du må endelig give deres webside et kig på dette link.

Ligner noget dyrt fra Affalterbach.

Efter de første par minutter på vejen i G klassen fandt jeg ud af at man faktisk har gjort noget for at mindske motorstøj i kabinen. Der er ikke nær så meget turbostøj som i 2008 modellen. Men det lyder stadigvæk som en brunstig støvsuger der letter når man træder på gassen. Men alle de små “lyd effekter” klæder som sagt G klassen. Selv det at trykke den udvendige dørlås ind for at åbne døren afgiver et tilfredsstillende klonk. Angående køreegenskaber ligner G klassen sig selv. Styretøjet er langtfra det mest præcise samtidig med at undervognen helt klart er til den bløde side. Også når man ccelererer kan man mærke at det her er en bil der kæmper mod vinden istedet for at skære igennem den. Men når det er sagt er det netop ikke fordi at den kører dårligere end andre SUVer på stigeramme. Også angående motor og gear gør denne SUV tingene på sin egen måde. Når man cruiser ligeså stille går det faktisk fint. Motoren har en smidig kraftudvikling samtidig med at gearkassen skifter silkeblødt. Men når man kræver lidt af den går det lidt op i hat og briller. Maskinen skal arbejde hårdt for at man får fart i bilen. Samtidig med at gearkassen fribilsk går i kickdown for at udnytte kræfterne bedst muligt. Manuelt gearkasse program er også lidt af en lunken oplevelse skiftepadlerne føles lidt discount agtige og sammen med langsom respons fra gearkassen. Er det en gimmick der ikke gør noget for køreoplevelsen. Men G350eren føles faktisk ikke så undermotoriseret endda. Jeg syntes at den fulgte fint nok med trafikken. Og så syntes jeg også at vind og rullestøj ved motorvejsfart er til at holde ud. Jeg behøvede ikke at hæve stemmen nævneværdigt for at føre en samtale med min makker. Noget der også er godt er mængden af moderne komfortudstyr. Selvom ergonomien absolut ikke er G klassens stærke side “man skal strække sig langt ned for at betjene de forskellige kontakter i midterkonsolen” så virker det overraskende godt. Infotainment systemet er nemt at bruge og så reagerer det fint på ens input. Det er i hvert tilfælde en opgradering i forhold til det gamle klodset Command system i 2008 årgangen. Designet er også en af denne bils stærke sider. Den facelifted front giver G klassen det sidste. Det er som jeg sagt før det rå og det liret i samme bil. Især dette eksemplar som står på blanksorte Borbet fælge ligner helt en lille G63 AMG. Jeg tror sagtens at man kunne nare ikke bilvidende personer til at tro at man kører i en ægte AMGer.

Konklusion.

Man siger at folk ofte kan lide de biler der er en forlængelse af deres personlighed. Jeg kan i hvert tilfælde godt lide biler der langt fra er perfekte men som til gengæld har deres helt egen identitet og som har visse positive kvaliteter. Og der Falder G350eren helt klart i den her kategori. Den er total gammeldags samtidig med at være moderne. Det er en bil som har ligeså mange ting som den er dårlig til som den er god til. Men jeg kan sige at jeg allerede er vild med den og at jeg meget taknemmelig for at havde kørt hele to eksemplarer.

Interiøret er et spøjst miks af gammel og ny teknologi. Men jeg kan rigtig godt lide det. Jeg syntes netop at de helt nye G klasser er indrettet for personbils agtigt.

G wagen døre er de mest tilfredsstillende bildøre at åbne og lukke. Det lækre klik bliver jeg aldrig træt af at høre på.

Den oprette kørestilling er også en stor del af det at køre G350er. Men føler at man er vejens konge når man kigger ned på alle de små sørgelige biler.