Hej og velkommen til endnu en hitliste. Sidste gang kiggede vi på biler jeg nød at teste men som jeg aldrig kunne drømme om selv at eje. Men denne gang er det hele selvfølgelig vendt om. For som titlen antyder er det her tre bud på testbiler som jeg faktisk godt kunne se mig selv i.
Nummer 3. Audi R8 type 42.
Jeg kunne havde været småkedlig og vælge Porsche Boxster 987 som mit bedste bud på en hverdags duelig sportsbil. Men prisen gik alligevel til R8 af den første generation som også er kendt under betegnelsen type 42. Efter min mening tog Audi alle de ting der var gode ved 911 og Boxster og genfortolkede dem. Hvor det færdige resultat er denne formidable centermotor sportsvogn. Det er hverken den hurtigeste eller mest flashy/prestigefyldte superbil. Men den er simpelthen så god en allrounder. Designet har klaret tidens tand. Og så er køreegenskaberne også rimelig gode. Der er den rette balance imellem letkørthed og køreglæde. Angående performance leverer R8eren også i spandevis. Selv V8 udgaven yder på den gode side af 400 heste. Og hvis man er på jagt efter endnu mere superbils feel så er der den 5.2 liters V10. Af gearkasse muligheder er der den 6 trins automatiseret gearkasse som faktisk virker overraskende godt. Men entusiasten ville åbenlyst vælge den 6 trins manuel med gittret skiftekullise. Men status quo er at hvis jeg havde i omegnen af et par milioner til bilshopping og at det ikke skulle være en Skyline R34 GTR eller en BMW E9 CSL jeg skulle erhverve mig. Så var det helt klart R8eren der blev min ædle ganger.
Nummer 2. Honda civic EG hatchback.
Hov så må vi lige komme tilbage til jorden igen rumkadet. Det gør vi helt klart også med denne civic EG. Men faktum er at Civic.en giver forhjulstruken køreglæde til næsten ingen penge. De gange jeg har kørt den elskede jeg køreegenskaberne så meget at jeg har gjort den til den eneste forhjulstrækker jeg oprigtigt kan lide. Køregenskaberne er no nonsens og gokart agtige. Og på grund af den lave egenvægt. føltes selv den lille non vtec motor kvik og veloplagt. Det er en fantastisk lille bil når man har de snogede landevej eller når man skal lave et hurtigt træk fra 0-80 i timen. Også for styling og tunings folket er Civic.en et godt udgangspunkt. Det er en platform som er meget godt understøttet både angående performance dele og styling. Så konklusionen er at EGeren er en sjov og prisbillig lille bil der både kan give den som hverdagens indkøbsvogn og som time attack bil.
Nummer 1. Ford F250 årgang 2001 powerstroke.
Jeg har altid godt kunne lide en god Amerikaner slæde. Jeg har mange personlige favoritter der spænder over alle årtier og over alle tre kæmper (altså Chrysler Ford og General motors). Men Ford F250 fra omkring årtusind skiftet med den 7.3 liters powerstroke motor står mig alligevel nært. Siden jeg som barn beundrede en helt ny crewcab ved Bukkehave i Svendborg hvor jeg så forgæves spurgte min far om vi ikke kunne tage den med hjem. Så der var ikke et øje tørt da mig og vennerne var ude og teste en singlecab til bloggen i sommeren 2017. Bevares er interiøret billigt og fyldt med knaldhårdt plastik og køregenskaberne ikke noget at skrive hjem. Men turbodiesel V8erens enorme bundtræk og lastvogns agtige gangkultur var nok til at give Amerikaner pickup drømmen næring. Så selvom at folk ville kalde F250eren en dinosaur der burde havde været uddødet for længst. Så ville de flestes indre barn sige at dinosaurene var nogle af de sejeste dyr der havde haft deres gang på planeten.
Bonus bil. Mercedes W140 S klasse.
Jeg har altid haft en meget bred bilsmag. Det er en af de mange grunde til at jeg startede bloggen op for 5 år siden. Men alligevel er gamle Mercedes til og med årtusindskiftet alligevel et af mine softspots når det kommer til et specifikt mærke. Og især W140 S klasse har en plads i min bilbevidsthed. Jeg har altid syntes at det er en mega cool bil. Det er altid den man ser at skurkens håndlangere kører i. I diverse agentfilm. Og efter at have kørt et par eksemplarer kan jeg konstatere at jeg skal simpelthen nå at være W140 ejer på et eller andet tidspunkt i livet. Køreegenskaberne bygger på klassiske Mercer dyder med komfort fremfor dynamik. Men stadigvæk dynamik nok til at man ikke sejler rundt i svingene som i en gammel Cadillac Eldorado. Og så er der oceaner af plads både på bagsædet og i bagagerummet. Men designet er efter min mening et af W140erens helt store trumfkort. Mange syntes det er en kedelig grim kasse. Men jeg syntes at den har en pressence og autoritet over sig som kun overgås af den gamle grand 600. Og modsat de nye S klasser som jeg syntes er svære at skelne fra de mindre modeller er W140eren let genkendelig på grund af propationerne. Så alt i alt er det her i hvert til fælde bilen der får mig til at stoppe op og kigge en ekstra gang når der sættes førerbare eksemplarer til salg for under 30.000.
upgear.blog 